en hånd

I et åndedræt fra da jeg gik ind og lod min stemme lyde var jeg ikke klar over at jeg måtte standse op og udånde right in front of you for at fange dit uendelige blik for det der burde udråbes
Set inde fra den endimensionelle celle hvor alle udgange forsvinder i den evige fortabelse uden anden udvej end utalte slag mod pandens smertegrænsen overtales de fleste til en hurtig og meget avigende udflugt af indsigt og tænkt sandhed

Hold mig tæt ind og føl den rytme selv mit hjerte kan præstere helt uden anden årsag end det faktum at jeg lever og har gjort det siden to celler mødtes helt tilfældigt i et hedt intenst øjeblik i universets evige bevægelse

Ingen sanser

...lægger mig tilrette i et hav af alle tiders skabte chillifrugter... vil mærke min hud opløses i brændende erkendelse... alt bliver stille... jeg eksistere øjentsynlig ikke... intet mærkes og jeg forstår at det at være uden din eksistens river mine nervetråde over og lader mig tilbage sanseløs og uden opfattelse af liv i min krop...

Ingen vej tilbage

Fra den dag jeg stillede mig op på denne tårnhøje pæl og gjorde de meget få cm2 til mit kongedømme har udsigten ud i intetheden været det jeg mest af alt så...
...alt var omgæret af den monomentale ensomheds tryghed ved at være i den styrende magt - i det regime som blev ved med at klæbe sig til mig ved angsten at træde et skridt frem og derved falde mod virkelighedens uforudsigelige grund...
...jeg endte med ikke at føle den kvalmende fornemmelse efter en tid - de svingende bevægelser som der kommer når man står på en uendelig høj jernpæl...
...det blev til en dyb tomhed som hele tiden lå i baghovedet på mig selv i det mest intense øjeblikke i mit liv - som gjorde hver dag til den sidste...
...længslen efter at se fremtiden som en reel og opnåelig mulighed for mig selv forsvandt i dybet under mig og landede iturevet og knust der nede i det blændende lys fra livet uden for mig...


Nu tager jeg skridtet ud i det frie livslange fald gennem det virkelige liv og træder samtidig ind i den fremtid som jeg hele tiden dybt har længtes efter når jeg virkelig koncentrerede mig...
...ved det kommer til at bløde voldsomt fra alle de inficerede sår...
...ved jeg vil få glimt af længsel efter den kolde sikkerhed jeg følte ved at stå der alene oppe på den uendelig høje pæl...
...men ved at det er en længsel som kommer fra den stemme der aldrig ville mig det gode liv - der ikke troede på at jeg kan gøre de største kærligste landvindinger der er muligt...
...ved nu at det er muligt og jeg har taget en endelig beslutning...
...aldrig mere tilbage der op igen - aldrig den ensomhed der var der...