ingen hindringer til næste kys som vi skal kysse

har pulveriseret alt det som tidligere lagde sig som hindringer

dette let lerede pulver som ligger for mine knussende fødder er alt hvad der er tilbage

må læne mig frem og ned for at kaste et blik på denne nedlagte modstander



har jeg vundet nyt terræn eller er stien blot blevet en grad stejler

tvivlen trækker mig et skridt tilbage og i samme sekund rejser der sig en ny mur foran mine fødder og dermed også mig

en mur som maler sin skygge dybt ind i mit ansigts udglattede træk

må på den igen med al min viljestyrke til at forcerer gamle vaners fraklip

på opdriften fra dit portræt som jeg har lagt bag mine øjenlåg begynder mine hænder flader at hamre mod denne himmelhøje mur

aldrig give op er det som du visker til mig og jeg har dedikeret mig til at følge dit kald for altid
hamre mine hænder gennem tommetykke massive konformitetsfortættede kølige grannitsten

de må bare fatte om dine håndled og lade dine puls sive fra dig til mit nedsmeltede batteri

i et ryk forsvinder al forgængelighed fra mine erkendelser og jeg må se mig selv genrejses i dit brilliante silkeblide livslys

jeg er igennem denne udmattende første fase og ved at du er der ved næste kys som skal kysse

Din kystlinie

har lagt fra kaj for at søge til søs
skal ud på dybt vand for at kaste anker for en stund
mit smilende ansigt rammes af kølige salte vindstød som minder mig om viddernes manglende læ
men smilet som har taget bo i mine læbers lette rødmende muskulatur lader sig ikke dæmpe
for det udspringer af den viden jeg ligger ind med - viden om hvad mine øjne længes efter at syne
alene på en forudannelse ved jeg at tiden er kommet til at kaste anker
afstanden til land er præcis så rigtig som den skal være
sikret mod at drive væk fra dette perfekte spot på mit indre søkort vender jeg mig mod landsiden
og der - der hvor vandspejlets bølgende bevægelse op på strandbredden fødes siluetten af din smukke krops insistrende linier
jeg er omfavnet af dette syn og sætter mig på broen og lader dette øjeblik blive evigt

i et væk har jeg savnet dig
holdt mine kort tæt ind til hjertet
de kort som viser afstanden for mig
selv uden dem var jeg ikke uden smerte

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå
fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

du er midt i dit livs første overgang
som et vidunder der snart blomstre
Jeg venter på at du finder din sang
og ved den bliver en du kan mestre

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

du er dagens smukke centrum

og jeg kan ikke se dig uden at græde lidt

af glæde over at du er her i mit hjerterum

min hånd er din hvis du er i nød og føler dig fortabt

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

lidt over middag

nedarvede patenter lader dine handlinger overbevise mig om at ikke et ord kan være usagt hvis først splitten er trukket og detonatoren sitrende venter på sit eneste ene formål
hold mig blot oppe på denne fortalelse og jeg skal stå på mål for alt det som må føddes ud af den forestående eksplosion
har spændt alle mine net ud for at fange sprængstykkerne så jeg på ny kan sammensætte endnu en foranderlig årsag til at ytre mig

...toner

så let det er at påstå at livet har rod i den puls som to cellers stille sammensmeltning frembringer er det at se gennem de papirtynde lag af momenter i skygge og lys

toner

kan jeg beskrive livets hændelser som tonerne der slås an og fader ud
hvor overgangenes tidsspand udtrykker dybden af indholdet

lukker øjnene og lytter til tangenternes anslag og tonens fordampning indtil det spildtsekund hvor en ny tone slås an og bæret igen fyldes til randen og en ny fordampning følger
ud af den bølgen mellem opfyldt og udtømmene forvandles mørket bag mine øjenlåg til små hændelsesforløb som lyser op og synkromt med tonens sivende forsvinden fortoner sig og opsluges af mørket for igen at oplyses i en helt ny scene...

der er stof i denne tese... forsættelse følger!

Settlement's

der hvor du i al din lattermildhed tog din andel af mit hjerterum var det tydeligt at den flimrende fornemmelse jeg følges af ikke lod andet stå tilbage end et sitrende minde om noget ikke fuldendt
disse utallige indskudte forankringer der på underlig vis altid fik for lidt fat i dybets bundmateriale
er måske tæt på en forklaring på denne manglende vedhæftningsevne

for lidt blev bundfældet fra de aller tidligste udbrud af tilstedeværelse
netop fordi de var for udefinerede og ufortættede afsatte de så lidt at forme noget aldeles meningsfuldt med

og så kan det måske alligevel være bevidst og muligt finde de mindste små folder som kan bærer denne bevidsthed om hvad der ikke er og som savnes
der fra er der nu så meget at holde fast i... netop der kan selv de tyndeste lag af noget der skal gøre det ud for en definition på et udspring være uendeligt massive og berigende
det er vist der jeg er.... bevidst og på vej mod mig