har lagt mig ud med fremtiden
påvirket af min egen afvigelse
fra faldet mod bunden lettede jeg
lykkelig over stavnsbundet
renset for intellektets åreladning til grådighedens afmod 
spadserer mod udgangen fritstillet
træder ud af den syntetiske indmad

målrettet min retning mod endeløse enge
milde vinde løber gennem mine visioner
padler af forjættede floder
stirre ned gennem historiens afløb
øjner i dybet lyset fra et forlængst glemt adfærd
fra tidernes inderst kerne sendes vi nu ud på nye veje

fra sort til hvidt til sort...

påstår ikke at jeg er er nogen messias
at jeg ikke har lig i lasten

er naiv med hang til tårer i øjenkrogen
sansende på bekostning
fuld af modsætninger
modsætninger som udfordrer på de indre linier
vrede som støder dig bort
empati som rækker ud efter din hånd
visioner som strækker sig ud over mine egne fatteevner
fortabelser som blænder mit medfødte sortsyn

vågner op til den panikfremkaldende erkendelse af at være midt i et oprørt hav af kollektiv fornægtelse
hvor en tilfældig hilsen fra en totalt fremmed mødes med indadvendt mistænksom mistro
en mistro som bedøver evnen til at se fremtiden gennem fællesskabet med det fremmed
en mistro som leder masserne ud over klodens kant
hvor afgrundens bundløshed intet svar har til skyldsspørgsmålet men blot giver de hovmodige egoer en falsk syndsforladelse

selv længes jeg efter det fælles paradis
at blive taget med til joanna
opleve shangri la
ligge under universet mangfoldige farvepalet

kom

dagen i dag

så blev det i dag at det blev denne dag
har præcis denne dag en vægt som kræver at den foreviges
er den blot en dag som mange andre dage

tør ikke påstå jeg er fremsynet
at vide hvad der kommer

at blive ét med nu er egentlig nok

hvorfor så denne lyst til at fremhæve netop denne dag
er svar skyldigt
aner det det ikke

sorry

efterladt uden et eneste argument
liggende under et træ og ser lige op i bitre frugter
hænger modne og tunge lige midt i skudlinien til mit syns blinde vinkler

haler for jeg ved ikke hvilken gang en linie op af den bundløse sø af ord
forsøger fra dybet af mine indre blødende erindringer at hamle op med alt eller intet
og forliser det mest udsatte oplæg til en evergreen

har jeg mon tid nok
blot til en gang at lande et billed af det mest menneskelige af alt
den hjælpeløshed som til tider overruler livets puls

lægger mig igen tilrette under de bitre frugter og lader tilfældigheden bestemme min skæbne

forsættes....

du er Eva
jeg er Adam
lad os glemme alt
blot ikke dette

afstanden mellem os blev for stor
tingenes dimensioner drev os fra hinanden
fik lyden af vores hjerte til at forsvinde

tilbage er længslen
så stor at angsten isolerer os

kvinde
mand
Eva
Adam

Sol
Klode

ser vi ser vi igennem
lytter vi lytter vi uden at høre
mærker vi mærker vi intet