efterladt uden et eneste argument
liggende under et træ og ser lige op i bitre frugter
hænger modne og tunge lige midt i skudlinien til mit syns blinde vinkler

haler for jeg ved ikke hvilken gang en linie op af den bundløse sø af ord
forsøger fra dybet af mine indre blødende erindringer at hamle op med alt eller intet
og forliser det mest udsatte oplæg til en evergreen

har jeg mon tid nok
blot til en gang at lande et billed af det mest menneskelige af alt
den hjælpeløshed som til tider overruler livets puls

lægger mig igen tilrette under de bitre frugter og lader tilfældigheden bestemme min skæbne