en parentes...?

som fanget i glassets hårdhed
splintrende tæt på
gennemsigtig blottet for synlig struktur

forlader min datidige reflektion i spejlets ugennemtrængelige uendelighed
formindsket til diamantens krævende spor af fint støvlag
fortærret i den indvendige parrallelverden med udsyn til alle dimensioner
forflyttet til oplagring mellem fjendtlige stikkende akupunktøser

har noteret dit kaldenummer bag de lukkede øjne
plagierede dine håbløse udsagn fra før du blev verbalt stum
indædt hadende alt som blot i en molekyle forbandt os med universet

ville du gå itu på min forlangende
blive et med alt som var
gå op i dæmpet flammehav
og til sidst blive kaldt tilbage som en parentes...?

fra mig helt til dig

fra jeg første gang så mig selv i spejlet blev jeg opmærksom på mit indre

et indre der fik al den plads den skulle bruge for at blive et med den langsomt bevægende opløsning

den opløsning som lod mig famle fra lysning til lysning

fik alt til at dale ned som iturevede fjer fra vingeskudte drømmeflugter

alt for alene til at bærer det univers jeg forsøgte at forstå tog hver en tvivl en bid af det som skulle samle mig

lod dagdrømmene sænke mig ned  i deprime skønhedsidealer om snarlig afsked med alt det ydre

påstår ikke at jeg ikke var til at overtale

midt i den vandrende fortabelse blev lyset fra livet skønhed et vigtigt fyrtårn som ledt mig ind til dine kystlinier og tilsidst ind i din favnende havn hvor jeg lagde mit synderrevede fartøj til dine yndefulde fortøjninger

har altid drømt om at se dine øjne i mit spejlbillede

hver morgen når jeg vågner tidligt og åbner mine stadigt drømmeblændede øjne er det første jeg ser dit uvirkeligt smukke ansigt ligge helt tæt ind til mit

mærker mit indre heales og det stivnede arvæv fra de mange dybe endings forsvinde umærkeligt sandt

intet er mere muligt end det som er muligt og alt er muligt

du og jeg

vi

en dag som i dag kommer du forbi
dit fravær banker på og jeg lukker dig ind
dit ansigts træk har brændt sig fast på min hornhinde
din stemmes tone forlader aldrig mine lyttende øre
i nattens grænseløse muligheder skaber vi nye historier
der altid efterlader mig bedrøvet en stund
minderne om dig fundere mit savn
du er blevet et med denne klode
har taget bo i det som er og det som kun du kender
må dette i al evighed blive dit alene

kalkulerer ikke med andres indsats
hvert et skridt jeg tager ligger langt under noget der kan kaldes for enegang
egentlig flyder jeg vel lige netop præcis oven på uden håndgribelig tilstedeværelse
passerer tæt forbi dit vindue og lader dine øjne følge mig i min himmelflugt
en snert af din varme kommer mig i møde samtidig med at tagryggen kærtegner luftens dynninger
under mig ligger en befolkning af forladte personager som smiler mens de drukner i åreladende dannelsesflugt
kom med mig sweetheart - lets leave this town with no love
i horisontens kølige cyan skal vi finde nyt uopdaget land og muligheder

noget gik gennem din stue
som om et velkommet ordspil åbnede vinduerne
ved ikke om det var et kald der talte i timevis til dit øre
intet i dine øjne viste mig at du lyttede
kun at du lod mig ænse minimale glimt af din tidligere bevidsthed
kunne jeg følge dig til din udgang og lukke døren med en sagte afsked

fusion

modsat alt hvad der er sagt
uvilkåligt hvad jeg har set

du padler ud fra kysten og hanker op i mig fra sikker afstand
sender mig tårevæddede indsigelser

må afvige fra mit ståsted og trippe ud af badebroen
vil møde det dybe inderligt og endeligt

på bunden af havets eksistens finder jeg dig liggende stirende mig i møde
din favn af fortabelse trækker mig ind og alt hvad ikke var bliver til
millioner af sekunder som presses gennem vores ophørte åndedrag
strømme af billeder bliver til fælles eje og sammenskriver vores pagt

intet sagt herefter kan bestrides
den konstruerede sandhed er vores