tidsløst oplyst

et ydre torpederer mit blik
som indefra trænges indtrykket ind i mørkets snævre korridor
ender med som et stroboskopisk glimt der brænder sig ind mit synsfelt som arvæv
unden et før eller efter hænger indtrykket som låst tidløst oplyst
må se direkte op i solens blændende forbrændende forglemmelse
håbene om fortræning lader mig gå uden indsats

Tabte indvendinger viser sig som ringe den fortykkede lufts stilstand
Knytter hænderne og svinger armene for at slå hul i tomheden
Resultatet er udtryksløse bunker af efterårenes blade som hvivles op og forlader jordens overflade som uendelige tufoner
Må undertrykke trangen til at løfte blikket af frygt for at synet suges med løvets flugt fra den sikre forrådendelses i jordhøjde
Tilbage står jeg nu ikke længere omgivet af det forfald som lægger basen for det som skal forandre for at forblive uændret

linier

nedenstående er ikke udført som for at bringe mig eller dig tættere på din eller min skaber

på plussiden ligger alle de henkastede udsagn som førte til intime nærhedsoplevelser

på minussiden findes de nedgravede fortalelser som aldrig forlod læbernes skjulte visken

et er at åbne det uåbnede og at se ind i det usete

et andet er blindt at beskue det synlige uden at se

at lytte uden at skrue op for volumen med nedrullede lydmurer der brydes af sanseløs hyperhastighed

at gå uden fodtøj og ikke registrere de dybe snit som lader blodet flyde fra trædefladen som floder af tabte forhåbninger og drømme afbrudte af fortvivlet søvnløshed

så kompliceret at nogle er fordømt til aldrig at finde deres eksistens medfødte levevej

faldende uden for rækkevidde af hænders desperate forsøg på at gribe

En tanke
Hvad høster vi som mennesker i denne tid af utryghed og uafvendelige forandringer
Det vi sår efterlade underskud og hunger
Den vækst som skulle give føde til dagen i morgen passes ikke og ender med at visne
Tilfredshed opnås da vi ikke alene sætter vores eget mål
Livet er blot en stadig følelse af ikke at nå i mål
Målstregen flyttes for hvert skridt og ænses som et fatamorgana

Er det ikke muligt at tage retten til at bestemme dit livs mål tilbage
At så præcis så meget afgrøde at næste høst bringer harmoni og mæthed
Overskud til at kunne så næste afgrøde som giver overskud til at kunne så næste afgrøde...
Bibringe livsnetværket det focus som bragte menneskehedens eksistens fra en celle til det vi er i dag
At kunne vælge at bevarer eller at destruerer
Kun ved at bevarer og erfarer hvad der bringer balance og harmoni kan vi efterlade præcis så meget at det for dem der kommer efter er muligt at efterlade præcis så meget at vi kan mindes som dem som stoppede op og gav livet videre i respekt for dem der skal mindes os med den samme respekt

I kærlighed til de som alene næres af grådighedens ulykke må en ny/gammel retning sættes
Kun derved bliver der plads til alle på vejen til det sted hvor det som forlanges/ønskes ikke overstiger det der efterlades
Hvor sejren og profitten bliver til tilfredsheden ved at dele gevinsten med fællesskabet og ikke at efterlade tabere i sit spor

Se hinanden i øjnene og lad ikke blikket falde - stir ind i din næstes behov for at være anerkendt og fuldendt - dybt ind i kernen og opdag at I deler samme livskerne

I dit bjergrige findes ingen lykke i dalene
Kun på de højeste tinder lyser stjernelyset

Havde jeg ikke blot sekundært tangeret drømmen om at bestige planetens himmelsøjler var jeg måske i dag endt med at stå befriet og selvtilfreds på en af dine massiver

Tager jeg grueligt fejl ved denne stræben efter søgen mod universet port til vægtløshed
Er det i grundfjeldet at livets lykkelys skinder
Gennem de indre bevægelser fra reflektionernes fordybelse

Kanske at jeg gjorde ret i at lade drømmen om at besejre de nedre 99 procent for at stå alene på den ene glide fra ud af mine hænder for at forblive stående her

Dine ord

I alt hvad du siger til mig
Den måde du skære ind til benet
Der hvor evigheden springer fra som et uendelig kildevæld

I det felt som strækker sig fra dine læber til mine
Det rum som uhindret lader os mødes
Berøringen af dine tungespids

I et hvilende øjeblik under træest grene
Med det minimale i gods og guld
Så tungt læsset med vores fremtidsformue

Der føres vi til af vores bølgende dialog
Guidet af vore hjertets fornemmelse for geografi
Sikre og trygge ved indsigten som flyder mellem og gennem os

Alt dette hører jeg i det du siger til mig

Synkroniseret mispas

indtil for nylig, var mine minder om de minder, jeg havde om det som aldrig, slog rod i mit eksisterende udspring mine alene... til det ramte mig, med koldt blod fra de åre, som ikke længere fyldes af den puls, som lod mig, blive i stand til at sidde her og indskrive dette i mit som universets ubrudte historie... at den, som lod mig indtræde i mit, til døden skiller mig fra det liv jeg vil have levet, liv for der at udfylde, den rolle som jeg aldrig helt får ind under huden... for det er som om, den hud som indeholder mig, ikke ville lukke mig helt ind... føler til tider at de blikke som møder mig registrerer denne næsten usynlige mispasning... den manglende synkronisering, mellem min tale og læbernes bevægelser... det nærmest forcerede flugtlignende tempo, hvormed ordene strømmer ud over kanten, for at falde i dybet og drukne i manglende substans og klarhed... det mente formår ikke, finde holdepunkter mellem de mange ord... læser bagud og famler efter, det omdrejningspunkt som gav stødet til starten på dette skriv... kan ikke finde den...

er det forkert at miste grebet om overskuddet og evnen til at strække sig helt ud for at nå over til din side af den kløft som til stadighed udvidder sig uden at jeg eller du evner at bremse det uundegåelige
at ingen af os vil være i stand til at nå hinanden i sidste ende
når blodets bånd ikke længere eksisterer mellem os og jeg eroderes fra dine minders enge som ikke længere er beskyttet af digerne der holdt alt ovenvande i dit sind men nu har åbnet slusserne for glemslens smerte