151212 exit

for altid blivende i mere end én form
i mit eget billede ses jeg medtaget
iturevet med blodige talenter
i mit eget korte liv fuldte ingen mig til dørs
fra døren lukkede sig bag mig flød jeg uden retning

i destruktionens øjeblik rev jeg de sidste håb om redning ud af mit sinds endeligt
så lige ind i den ensomhed som skulle ende med disse ofre
med dem vil jeg aldrig i evigheden være ene

mit åndedrag sprænges af dødens gennemtrængende eksplosion...

du som lod mig føde til det vacuum
det vacuum som ikke længere er
det punkterede med mit endeligt

medgiver at jeg er dømt til evig ondskab...

hvad bliver der tilbage når alt er mørke
når lyset kun tilfaldt de oplyste
dem som aldrig så mit mørke
blændet af det blændende lys

nu ses jeg som det spejl som ondskaben bliver til i
som vampyrer ser ingen sig selv i dette mit spejl
deres blindhed blev min skæbne
min exit...

blå med Chet

bare en af de der dage hvor Chet Baker tager mig i hånden
hvor afstanden til næste skridt forsvinder i horisonten
en dag hvor de små dovne toner lader mig lindres ved tårene i øjenkrogene
med hvert pulsslag forkortes aktionsradiussen for denne dag
mindre og mindre kan nås
har rakt ud efter en slagplan men luften indeholder ingen svar

er vist nærmest "al most blue"

havde du tid til at hvile
eller lå du i med fortrængningens søvnløshed
det er som om mine nætter strækker sig mod det punkt hvor du måtte tage afsked
fik aldrig læst din sidste vilje som måske ikke blev udtrykt
har jeg nogen sidste vilje eller tog du også den med
mine nætter blev til dine nætter
bag nattens stille overgang er det den ukendte's puls der hamre mod mine tromhinder
som en tinitus med levende celler som ekstern modtager

hvor gik du hen og lukkede dig inde
hvilken krog foretrak du at søge ind i
skammens krog eller den ensomme udsigt til forspildte muligheder
travede du op og ned af den samme op- og nedtur som jeg har gjort

du er det åndedrag som aldrig skal tages
den blinde vinkel som aldrig aftager
det kald af mit fødenavn som jeg stadig lytter efter
hvert minut lægges der et lysår mellem os
mit fortabte rige sender stumme mayday til universets skjulte endeligt
men du er ikke engang del af mælkevejens bløde rabat

....var egentlig på vej ned for at se til baggårdens skyggefelter da en modtager af livets pris passerede direkte ind foran mit fokuserede synsfelt og bragte mig ud på en omvej der efter flere timer havde placeret mig foran en fortidig bekendts hoveddør hvilket i sig selv kunne være lige dele modbydeligt men også på sin vis som katalysator til nye kompisationer af landskabelig struktur og mellemtidsdikterende haleluja udfald mod moderjord og alle de kiler som driver sig ind i mine tankebaner blot for at tappe mig for samtlige metaforer som kunne føre dette skib af en ordstrøm sikkert i havn og mig op på land tørskoet og tilpas lykkelig over at formå at turde benytte mig af noget der altid har forfuldt mig men ikke ladet mig mindre bevidst om ikke at tale med større hapitus end min sitrende fingre kunne tillade mig at frisætte mig selv fra trangen til at fylde det rum ud som passer til den udgang til smøgen som fører mig direkt ned i baggården for at undersøge de skyggefelter som skabtes der i den nedgående dommedagssol...

indre landskab

hengemt mellem landskabets kurvede udveje ligger det paradis som lader alt andet fortabt for at evigheden kan sinke nuets reele funktion

på min vagt lå der ingen hints gemt i de meldinger udfra som skulle gøre virkeligheden til den omgivende faktor for min eksistens

kendte jeg blot din sande hensigt som du så åbentlyst lader hensyne i det røgslør som din blotte tilstedeværelse efterlader for hver en udånding du præsterer

var jeg født døv og blind kunne intet af dette ramme mig
var min smagssans udeblevet ved min skabelse havde jeg intet smagt
var min hud uden sansende nervespidser smertede dine slag ikke

ville jeg vælge en anden retning hvis din ikke havde krydset min
ville det jeg ser slingre faretruende tæt på afgrunden være sikret ved din exit
ville klodens endeligt kunne bortviske det du efterlod

er en indre eksplosion eneste udvej for at forrykke alt det du lod dø
er det den eneste løsning som kan bringe de, som skal følge efter, den sande sandhed

den sandhed som kan få deres indre landskab til at falde på plads

panorerer hen over fortidens landvindinger
overrumples af synet af de dybe ar
springfloders grådige erodering af det som skulle være et livsværk
hvor findes alle de visioner som druknede i modsætningernes destruktive malmstrøm

når blikket rettes mod fremtiden trænger synets vigende evne til at stille skarpt sig på
nuets balance tynges af fortidens forrykkede tyngdepunkter
strækker mine arme ud og griber efter de to hænder som gør mig til mere

fra dette sted vil jeg udstrække min sikkerhedszone
så den favner de som ligger mit hjerte mest på sinde
vil fylde samværets brudte klitrækker ud med viljens styrke
give afkald på ufrugtbart land
lade det blive ignorantens bitre gevinst

skrevet ud

du fejer mig af bordet og minder mig om at jeg ikke skal hænge mig i slaget jeg vil opleve når jeg hamre mod gulvets betonhårde overflade
fortæller mig, mens du udskærer mit hjerte ud, om at det er i fremtiden jeg skal finde svarene
vrider mig for den allesidste dråbe af forhåbning om blot et enkelt fingeraftryk
lænser min tid for alle de stunder som jeg levede for det der var vores fælles arv
en arv du udbetalte alene til din konto mens du lod alle og mig mest vide hvor lidt du fik

hvordan skal jeg tøjle denne urkraft - den vrede som tapper mit blod for al den energi som er mit værn mod alt hvad der minder mig om dig
skal jeg som ham som lagde kromosomer til min skabelse vælge ensomhedens fravær
er sejren din

det er den kun hvis jeg lader mine arme visne for ikke længere ar favne jer - hvis jeg driver min samhørrighed med jer ud over din dybe afgrunde af empatiløse revner i dødens ørken

når jeg har genfundet alle mine amputerede følelser og legmesdele og samlet mig selv op til den helhed som altid vil være jeres skal intet andet end den historie vi kender men ikke i nu har skrevet fuldenes og bringe os lykkelige gennem den tid vi har fået og som ikke må forspildes

i den historie er du skrevet ud....

digt til os

let som et henkastet smil fra dine læber
med et silkeblødt vink ledte du mig
tog du mig på en rejse gennem dine ypperste linier

vi samler på sjælefulde indtryk
ser ned i dybets livskilde
strækker os helt ud
levner ikke et sekund til fortabelse
padler af uudgrundelige vandveje 
høster fra plantagernes uendelige rækker af befrugtede trækroner

vi læner os op af vores fælles spejlbillede
stråler i alle retninger
taler som ét med ens tungemål

er du og jeg

palle alene

du lod mig blive faderløs
lod ham dø uden mig ved sin side
var vi indvolveret i vores fælles skæbne
bundet sammen af den tid vi aldrig fik
hvor havde du dit sigte med dette valg
var din ensomhed vores straf
din smerte ved hjertets tørst efter kærlighed
den afmagt du blev efterladt med
foreviget i vores triangel af kvælende længsel
er vi endt på vores egne ukendte grav

hvor skal jeg gå hen for ikke at ende blind
har du et forglemt bykort over det som skulle have været
er din forvitrende tilstand min arv af forsvindende minder

hvordan skal jeg kunne gå min vej uden jer som min guide
har jeg intet at skulle indvende - fordre fra jeres hånd
skal min kærlighed til jer stå palle alene

killing persona

du påstod uden skam at du havde licens to kill
dine vampyrtendenser var dit varemærke
i dit perfektionistiske skarpe neonlys forsvandt alt tegn på liv
og dit killing field tilsåede du med ihjelslåede sjæle

med en klinisk precision smyger du dig uden om selverkendelsens befriende salve
din armering står for hvert menneskeligt tab mere skinnende og ugennemtrængeligt
ingenmandslandet omkring dig udvides for hvert et forlist forsøg på at nå helt ind
ingen GPS vil kunne finde et eneste brugbart koordinat i din persons indre geografi

resignationens kilde springer fra din hjertekugle
efterlade os alle bag en lukket dør uden nogen mulighed for åbning
en envejskommunikation uden afsender adresse
intet punkt at rette selvforsvarets desperate stød

hvem er du som næres af andres ulykke

overgange

Rumklangens uendelige klaustrofobiske tilstand pryder mine teenageårs indfaldne minder
halvt inde og halvt ude ligger nætternes søvnløse timer på parrade
stirrende øjne udtørrer i mørkets skikkelsesmættede skyggespil
tårrenes ætsende strømmende ud gennem fortabte brolagte passager
travende via forladte kirkegårde under frosne nordsjællandske stjernehimler
med fornemmelser for håbløse fremtidsudsigter

deltagende på mørkets præmisser vender jeg tilbage en stund og iagtager bag siluetten af et tusindeårigt egetræ
min selvskabte rolle taler i ordløse remser
monolger som spaltes til duetter
med mikrofonens stålgitter lige i øjenhøjde begynder jeg min melankolske skriften
indenlunde for at opnå syndsforladelse
lægger alle kort på bordet
holder inde og mærker støvet hvivles op
drives ind i en vindtunnel og rives itu på kanten af forrige århundredes dommedagsprofeti

Alt peger i alle retninger
var dette en utopisk eller unik overgang fra forladt dreng til ditto søgende voksen

kan tænkes da der med tiden vil kile sig endnu mere indtrængende budskaber ind mellem disse linier
sker dette skal jeg være den første til at sætte dem på skrift

har lagt mig ud med fremtiden
påvirket af min egen afvigelse
fra faldet mod bunden lettede jeg
lykkelig over stavnsbundet
renset for intellektets åreladning til grådighedens afmod 
spadserer mod udgangen fritstillet
træder ud af den syntetiske indmad

målrettet min retning mod endeløse enge
milde vinde løber gennem mine visioner
padler af forjættede floder
stirre ned gennem historiens afløb
øjner i dybet lyset fra et forlængst glemt adfærd
fra tidernes inderst kerne sendes vi nu ud på nye veje

fra sort til hvidt til sort...

påstår ikke at jeg er er nogen messias
at jeg ikke har lig i lasten

er naiv med hang til tårer i øjenkrogen
sansende på bekostning
fuld af modsætninger
modsætninger som udfordrer på de indre linier
vrede som støder dig bort
empati som rækker ud efter din hånd
visioner som strækker sig ud over mine egne fatteevner
fortabelser som blænder mit medfødte sortsyn

vågner op til den panikfremkaldende erkendelse af at være midt i et oprørt hav af kollektiv fornægtelse
hvor en tilfældig hilsen fra en totalt fremmed mødes med indadvendt mistænksom mistro
en mistro som bedøver evnen til at se fremtiden gennem fællesskabet med det fremmed
en mistro som leder masserne ud over klodens kant
hvor afgrundens bundløshed intet svar har til skyldsspørgsmålet men blot giver de hovmodige egoer en falsk syndsforladelse

selv længes jeg efter det fælles paradis
at blive taget med til joanna
opleve shangri la
ligge under universet mangfoldige farvepalet

kom

dagen i dag

så blev det i dag at det blev denne dag
har præcis denne dag en vægt som kræver at den foreviges
er den blot en dag som mange andre dage

tør ikke påstå jeg er fremsynet
at vide hvad der kommer

at blive ét med nu er egentlig nok

hvorfor så denne lyst til at fremhæve netop denne dag
er svar skyldigt
aner det det ikke

sorry

efterladt uden et eneste argument
liggende under et træ og ser lige op i bitre frugter
hænger modne og tunge lige midt i skudlinien til mit syns blinde vinkler

haler for jeg ved ikke hvilken gang en linie op af den bundløse sø af ord
forsøger fra dybet af mine indre blødende erindringer at hamle op med alt eller intet
og forliser det mest udsatte oplæg til en evergreen

har jeg mon tid nok
blot til en gang at lande et billed af det mest menneskelige af alt
den hjælpeløshed som til tider overruler livets puls

lægger mig igen tilrette under de bitre frugter og lader tilfældigheden bestemme min skæbne

forsættes....

du er Eva
jeg er Adam
lad os glemme alt
blot ikke dette

afstanden mellem os blev for stor
tingenes dimensioner drev os fra hinanden
fik lyden af vores hjerte til at forsvinde

tilbage er længslen
så stor at angsten isolerer os

kvinde
mand
Eva
Adam

Sol
Klode

ser vi ser vi igennem
lytter vi lytter vi uden at høre
mærker vi mærker vi intet

en parentes...?

som fanget i glassets hårdhed
splintrende tæt på
gennemsigtig blottet for synlig struktur

forlader min datidige reflektion i spejlets ugennemtrængelige uendelighed
formindsket til diamantens krævende spor af fint støvlag
fortærret i den indvendige parrallelverden med udsyn til alle dimensioner
forflyttet til oplagring mellem fjendtlige stikkende akupunktøser

har noteret dit kaldenummer bag de lukkede øjne
plagierede dine håbløse udsagn fra før du blev verbalt stum
indædt hadende alt som blot i en molekyle forbandt os med universet

ville du gå itu på min forlangende
blive et med alt som var
gå op i dæmpet flammehav
og til sidst blive kaldt tilbage som en parentes...?

fra mig helt til dig

fra jeg første gang så mig selv i spejlet blev jeg opmærksom på mit indre

et indre der fik al den plads den skulle bruge for at blive et med den langsomt bevægende opløsning

den opløsning som lod mig famle fra lysning til lysning

fik alt til at dale ned som iturevede fjer fra vingeskudte drømmeflugter

alt for alene til at bærer det univers jeg forsøgte at forstå tog hver en tvivl en bid af det som skulle samle mig

lod dagdrømmene sænke mig ned  i deprime skønhedsidealer om snarlig afsked med alt det ydre

påstår ikke at jeg ikke var til at overtale

midt i den vandrende fortabelse blev lyset fra livet skønhed et vigtigt fyrtårn som ledt mig ind til dine kystlinier og tilsidst ind i din favnende havn hvor jeg lagde mit synderrevede fartøj til dine yndefulde fortøjninger

har altid drømt om at se dine øjne i mit spejlbillede

hver morgen når jeg vågner tidligt og åbner mine stadigt drømmeblændede øjne er det første jeg ser dit uvirkeligt smukke ansigt ligge helt tæt ind til mit

mærker mit indre heales og det stivnede arvæv fra de mange dybe endings forsvinde umærkeligt sandt

intet er mere muligt end det som er muligt og alt er muligt

du og jeg

vi

en dag som i dag kommer du forbi
dit fravær banker på og jeg lukker dig ind
dit ansigts træk har brændt sig fast på min hornhinde
din stemmes tone forlader aldrig mine lyttende øre
i nattens grænseløse muligheder skaber vi nye historier
der altid efterlader mig bedrøvet en stund
minderne om dig fundere mit savn
du er blevet et med denne klode
har taget bo i det som er og det som kun du kender
må dette i al evighed blive dit alene

kalkulerer ikke med andres indsats
hvert et skridt jeg tager ligger langt under noget der kan kaldes for enegang
egentlig flyder jeg vel lige netop præcis oven på uden håndgribelig tilstedeværelse
passerer tæt forbi dit vindue og lader dine øjne følge mig i min himmelflugt
en snert af din varme kommer mig i møde samtidig med at tagryggen kærtegner luftens dynninger
under mig ligger en befolkning af forladte personager som smiler mens de drukner i åreladende dannelsesflugt
kom med mig sweetheart - lets leave this town with no love
i horisontens kølige cyan skal vi finde nyt uopdaget land og muligheder

noget gik gennem din stue
som om et velkommet ordspil åbnede vinduerne
ved ikke om det var et kald der talte i timevis til dit øre
intet i dine øjne viste mig at du lyttede
kun at du lod mig ænse minimale glimt af din tidligere bevidsthed
kunne jeg følge dig til din udgang og lukke døren med en sagte afsked

fusion

modsat alt hvad der er sagt
uvilkåligt hvad jeg har set

du padler ud fra kysten og hanker op i mig fra sikker afstand
sender mig tårevæddede indsigelser

må afvige fra mit ståsted og trippe ud af badebroen
vil møde det dybe inderligt og endeligt

på bunden af havets eksistens finder jeg dig liggende stirende mig i møde
din favn af fortabelse trækker mig ind og alt hvad ikke var bliver til
millioner af sekunder som presses gennem vores ophørte åndedrag
strømme af billeder bliver til fælles eje og sammenskriver vores pagt

intet sagt herefter kan bestrides
den konstruerede sandhed er vores

tomme mellemrum

mellem mellemlægspapir
mellemrum af rum
rum uden indhold
indhold uden form
form som intet viser
viser ingen vej
vej ud af byen
byen hvor ingen erkender
erkender at mellemrummene mellem os alle lider af at vi ikke ser
ser at der bag facaden løber dybe savn og kaos
kaos som ikke slipper op
slipper op for argumenter
argumenter som leder til resignation
resignation som mellemrum mellem mellemlægspapir

har set det før

lagt det til det samlede facit

Paralyceret indsmurt i blodets farver passerer denne universelle repræsentant for menneskeheden mig og træder hvert håb om en frelse

samler alt der er indenfor rækkevidde til et ubetydeligt bjerg af håb og starter en bestigning som ikke vil fører mig ret meget højere end fundamentet for kaos

har indgået en pagt med det lyse
delt vandene med oprigtige hænder
lukket mine øjne og taget del i fremtidens usete mirakler
uden dem var dette Nu The End

lader mig indrullerer i min egen hærs sande natur
og marcherer med flyvende lette tråd til udgangen
der venter alt det som yder altet hele sit vælde

der venter én som har lovet mig evig troskab
der venter du....

har kastet alt ind på ikke at slippe taget i dette øjeblik
det øjeblik som vi deler uden noget registrerbart endeligt
du har båret mine fadæser
talt fra de indre hjertekamre
direkte ind gennem mine skamfulde overlap

har famlet efter dine hænder når livets rytme sendte os ud på det der føltes som afskedløse afgange
desperat kastet mig ind i dit felt
tilbageholdt af barndommens dæmoner som gennemborede mig når lyset i kældergangen gik ud og mørket mangedoblede afstanden til lyset åbenbaring og det uendelige himmelsrum tryghed

vil aldrig slippe dette greb og erkendelsen af ustoppelig sammenhørighed

leve igen og igen i dine arme

har vist igen udeladt at jeg ikke har opgivet at leve dette liv på ny
som om alt igen kan bevæge mig i den samme retning
efterlade mig stående ved endestationen efter hvert et livskapitel
uden udsyn til andet en den desperate længsel som fik mig ud mellem skinnerne
ledt hen over de evigt udlagte sveller af tjæret ukendeligt træ
modtagende guidede anvisninger fra snart sagt alle af anden observans
liggende stirrende mod de stjernetegn der uden tvivl efterligner dine intense ansigtstræk
kom mig i møde lige præcis der mellem intetsigende handlendes facader
luk mig igen ind til dit inderste indre og giv mig tiden til at genfødes i dine arme

vil gennemleve dette øjeblik i alt evighed præcist i samme eftergivende puls
i dine arme

come home

tiltagende mathed har fat i mit indre udsyn
forladthedens sandkorn rammer mig vandret uden at der høres andet end stilheden og ekkoet af dit åndedrag
har set mig til alle sider og kan kun se én eneste skygge
den som har mine fødder som kildevæld
der hvor du skal være er ser jeg lige gennem klodens massive masse

vel ved jeg at du retunere
vel ved jeg at din rejse ikke er uendelig
at evigheden ikke har opslugt dig

de dage hvor intet mindede mig om dig er forlængst udlevet
hvor jeg ikke så mig som jeg ser mig selv i dag i spejlet
altid var jeg i bevægelse væk fra den stilstand som opslugtet mit udefinerede jeg

samlet står jeg ved anløbsbroen og overvældes af de smilende tårer som forlader mit leende ansigt
har spottet dit ydre - din unikke siluet som alene du bære med dig
inden længe vil min krop favne dig tæt ind mens ordene fra mine læber vil viske alle de hengivne nærmest kærlighedstilbedende ordstrømme som kunne vare evigt hvis ikke det var fordi vi begge ved at vi ikke skal slå rødder der på broen med udsigt til den horisont som fødte din smukke tilbagekomst

endelig er du hjemme....

leve med skyggen af en jagets angst i blodet
evigt parat til at møde alle med næverne parate til kamp
ikke mangt  et gram af uforbeholden leven igennem hang på dine skuldre
dertil var dine sanser alt for hypperaktive
evigt jaget var du indtil dit sind lod dig få fri
fri fra angstens overarbejde uden mulighed for afspassering

ikke før nu hvor alt bliver udbetalt i vigende fortid og hensynende fremtid
og et nu som ikke kan begribes
alene på en øde ø uden omrids og et sted at gå hen
efterladt der af de valg som ikke blev taget i tide

meget giver stof til eftertanke
dertil er jeg uden tvivl bevidst om
også at intet i virkeligheden kan eftergøres
kun placeres i den rette rækkefølge...

tilbage

bliver revet midt over af uvishedens skånsesløse gru

hvor er du gået hen
hvem tager hånd om dig
har angsten fikseret dig
låst dig inde i et aflukke uden mulighed for en hånd at gribe ud efter

du kan være alle steder og lige her ved siden
og jeg kan intet gøre

andet end at lukke øjnene og håbe du har det godt i din genvundne frihed
og glæde mig til at du vender tilbage fra din strejfer-tur

kom snart tilbage
kom snart tilbage

mod exit

Fik mit livs plot foræret i dag lidt før middag
faldt ned i min turban nærmest som ved et planlagt tilfælde

Et spindelvæv af ankomster
en luftskib fuld af livsmysterier
alle med deres blikke hvilende på mine hænder
længselsfuldt afventende deres frisættelse
gennem mine anslag ud i det ukendte

havde jeg valgt ikke at stå op i dag
ladet dagen glide ubemærket over i endnu en nat
da havde intet af dette været fortalt
intet endt som en fuldstændig uset forpligtelse

lover ikke nogen hurtig udvej
men heller ikke en evighed af uvished
må blot finde hver en puls
hver en forbindelse indprintet i luftens flydende membran

må stille mig for enden af udgangens
landskab af håb og fortvivlelse
og der gøre mig mine observationer
nedfælde de bevægende læbers hilsener
så sandfærdigt at intet vil stå ubevist
for selv den mest mistænksomme tvivler

mod enden af denne udysse vil vi alle samles
og der vil blive uddelt diplommer i kapitelform
og alle vil gå derfra som vindere af deres egen diciplin

og jeg - ja jeg vil gå mod exit og vende tilbage til min egen modtagelse

usletteligt spor

har overvejet at overveje
lige som ikke helt at være hel
men ved et penselstrøg brød jeg isen
lod dine ord blive mine for igen at blive dine
overvejer ikke længere om jeg skal overveje at overveje
trangen til ikke at være sikker har forpasset sit snit
sidder tilbage uden synlige ar med min kind mod dit bryst
viljen er mere indtakt end nogensiden før
lytter tavst til dit hjerte der slår for os begge
i tavsheden mellem slagene hører jeg din sjæl nynne
og bilder mig helt konkret ind at der i den nynnen er spor af mit navn
mere kan intet menneske forvente af livet
end være at spore i en andens sjæl
lige så meget som du har sat et usletteligt spor i min

for altid at blive....

Fyldt op med Poe's smukke mørke univers
efterlades jeg med vidt åbne skoder der suger lyset ind
det lys som ikke trængte ind gennem de lukkede øjne og indespærrede hjerterum
et bevis for at lethed fordamper og tyngden af smerten borer sig fast i grundfjeldet
lader mig henfører og hviler trygt i dette felt og ånder hans åndsliv ind
en dag har jeg måske fundet hele vejen rundt om hans eksistens
og måske når jeg det aldrig og vil da leve med dette vidende at ikke alt skal blive helt forstået
livet skal bestå som mystriet over alle mysterier

har strøget mine sejl
vil stage lydløst ind gennem havneløbet
fra land mødes jeg af den sitrende stilhed
mærker den svale lune morgenrøde
læne sig mod min ryg
helt tæt op af den patinerede kaj
finder jeg din sirligt smukke landgang
du står glødende for enden
smilende med den samme længsel som jeg har indprentet i mit hjerte
denne overrumplende længsel efter dig
forvissende sikker på ikke at skulle stikke til søs
uden at afstikke ruten i dit fællesskab

George

kan jeg tillade mig at berøres af din bortgang
når jeg blot lod dig komme inden for perifært
lod min stemme følge dine vers når betingelserne var til det
set gennem disse klip af dit virke ved jeg hvad jeg har overset
indtil nu - lykkelig over at jeg har tiden
tiden til at indhente dig
eller det smukkeste mindste strejf passerer gennem mit lyttende hjerte
jeg er parat

kan ikke miste dig
for du er blevet til en del af mig
vi kan snuple hver især
men ikke falde igennem
vi blev til for hinanden
og vil aldrig holde op med at være det

brødet bager på anden halvleg
gør sig til som om det var den allesidste mulighed
for bare en gang at mærke kærlighedens krumme

ligger og kikker ind gennem ovnlågets let brændte glas
føler mig lidt som den generte voyeur der aldrig giver sig til kende
men blot stille indviger sig andres eksistens

er spændt på hvad resultatet bliver
hvor mange som kan mættes
om jeg selv kan mættes

om dette blot er en tidslomme
ikke den definitive forandring
kender jo ikke skæbnens ironiske vinkel

æggeurets torturlignende skingrende ringen
vækker mig fra denne patetiske afvej
mærker glansen vende tilbage i mine øjne ved synet dette pragteksemplar af et koldhævet selvkomponerede brød som nu står på køkkenbordet og damper

der er nok til alle...

hvor finder de skrevne digtes deres kildevæld
kunne jeg få blot én fod indenfor
som når jeg lukker mine øjne og lytter fyldes de med hjertes nydelsestårer
kunne hver dag indeholde et digt - en stund i metaforernes drømmeland
måske er hver eneste dag i virkeligheden et skrivende digt
denne tanker følger mig tit når jeg falder i at se menneskers ansigter
overvældes af uudtalt engagement i ukendte skæbner
kan simpelthen ikke lade være med at stirre
tiltrækkes af menneskehedens utæmmelige mangfoldighed
røres dybt ved et strejf af min næstes livløse blik for intetheden
alle de forsvundne smil som ligger dybt begravet i modernitetens pulsløse fravalg
hele denne substans som klæder os alle i ubetingede afvisninger
før talen mellem dig og mig til at opløses må jeg fange denne lomme af manglende handling
indprænte mig denne afsked med kontakten
tekste disse dybe blodige fuger som vi ikke ser når vi passere hinanden på vej til og fra

Et sted i dette tog lukker et menneske alt ude for et øjeblik at
forsøge at indkapsle dette usandsynlige øjeblik mellem to etaper
- den ene som et friløb uden retning
- den anden iltfattigt kæmpende mod en

hjemsøgende trang om at stå af før endestationen
Som om alt er opnået og gennemført til udelt tilfredshed for skæbnen's diktat
Må tilbage til virkeligheden og genfinde lyset i mine tanker's trygge
glæde ved at være noget tørskoet frem til lige nu

bevæger mig ind ad de samme vinduesløse gange
en dør står åben
noget der minder mig om diset morgenstund
siver ud af den ene åbning
træder hen over dette klæde der svøber gulvet netop der
kan ikke lade være med at se mig tilbage
dine henkastede ordspil har sat sig op mod mig
og presser mig dybere og dybere ind

har tit opgivet
lagt mig tilrette over afgrunden
visket adjö til stilheden
ladet tårene strømme ad mine ansigstræks dybe dale
og så er mit åndedrat forsat
mit hjerte pulserende stædigt ignorerende
ingen afsked fra den kant
ved denne exit er en følgesvend
som hver eneste gang minder mig om
at livet ikke er levet til ende
ikke før det finder at tiden er inde
og jeg...
jeg må troeligt følge med
og forsætte med at give mig selv lov til små flugtforsøg
uden nøje planlægning eller plan B
måske for at minde mig selv om
at jeg ikke længes væk
men lever for mine smukke prinsesser
og du min dronning

mit blik forveksler de tågede omrids med dansende nymfer
i glimt så korte at de ikke kan defineres ser jeg hobe af trådløse masser som vandrer frem og tilbage mellem deres pupper og køerne i Bilkalands templer

mit humør rammes af en blodstyrtning som inden jeg for sat en finger i kilden lænser mig for håb for disse masser
men de er jo frie og lykkelige uvidende om deres fatale rolle som myrer uden valg

og jeg...

jeg er for dum til ikke at tro at der findes noget bedre uden for Bilkatemplet

left my beeting heart by your side
hidden in your shadow
maybe not alright
but it was the only place I knew


you made me look as if I pretended to be in love
more than enothe to believe in you
But everyone felt our pain


made it to the next town
wasted and rouped 
no pried left to learn on
crying out for you hand in despair

you made me look as if I pretended to be in love

more than enothe to believe in you

But everyone saw that you didtn feel

in retrospect I know my way

cancelling all your call on my cellphone

in the end I have made my mistake

and try not to let my steps turn to you

you made me look as if I pretended to be in love

more than enothe to believe in you

But everyone now know that Im free

you made me look as if I pretended to be in love

more than enothe to believe in you

my heart is back where it belong 

har lovet mig selv væk til dig
ikke for at udslette mig selv
dertil er vi for forenet
giver dig passérseddel til mit forlystelsespalads
hvor jeg har malet alt med den store pendsel
kun derved kan du fornemme
at jeg er uden for andres liga
var jeg en blomstereng ville den være dybere end centrummet i universet
sikkert er det at jeg vil kendes af dit blik
som ham som har lovet sig selv væk til dig
dit et og alt
indeholdet i alle sekunder

taler til dig
ikke ordrigt
lytter du
flakker dine øjne
kan du bære mig
gisper du efter fred
stilhed
eller tørster du
længes du
kan du bære mig
for denne ene gang
eller er jeg evig

du lytter
læser mine lydbølger
overser intet
iltes så du rødmer
går fra tavs blå til lyttende rød

vi forlader stedet
må følge talens retning
ind i de mørkeste gyder
føres vi af sansende tale
ud i forførende modlys
blindt smilende
uden stedse visdom
fyldes vi med indsigt
der forplantes
gennem vores fodsåler

vores spor viser sig dovent
ikke efterfølgelsesbare
ingen kender det endemål
som vi skaber sammen

du visker mig den endelige sætning
direkte ind i min halsvene
siver ud i de yderste afkroge
du må gribe mig
min bæreevne er ikke eksisterende
fra da af må du bærer mig

betragter dig gennem mit hjertes puls
giver afkald på alt jordisk gods
blot for at have dig i mit synsfelt

du ler af mit nedslåede blik
sanser det som ironisk
kan du andet fra dit udgangspunkt

ved egentlig godt at jeg burde vide alt
alt som ikke er fortalt på lysavisens elektriske nyhedsstrøm
det som ikke fik nok energi til at kunne lyse op

måske derfor jeg har givet mig hen
lagt mig for dine fødder som et nyfødt individ
længselsfuldt afventende din omfavnelse

i en fornægtelse af det mest fornuftige
vælger jeg at padle direkte ind i din
slet skjulte indsø for der at gå forevigt på grund

så meget på grund at da du vender dig
en sidste gang og lader mig fanget i dit indre farvand
er der ikke andet tilbage for mig end at drukne mit livsmål
i din forsvindende skygge

let maltrakteret forlader jeg skyggen
måler med et blik mod horisonten mit afsæt
et afsæt som skal bringe mig ud over kanten af min formåen

bæres af vinden og indser straks at selv ikke horisonten afgrænser mig

nederlagets logik

faldt direkte i gennem
hudflettet forsagt
med dit afgørende slag
tabte den sidste flanke
og lod mine udtømte vidder falde for din smag

et mellemspil afventer dit næste træk
mit har du indset til fulde
selv i skyggen fra mit skjulested forplantes mit ydre i din nethinde
føles som et givet brændemærke

havde jeg kendt til din sejr
fæstnet mig til nederlagets logik
som et væltende træ's forviste suk
fortabt uden sit netværk i klodens skorpe




vil du lade mig følge dig til sejerens sødme
mens mit eget udkomme tælles i bitterhedens dybe sviende snit
snit som løsner mit kød fra de tavse knogler som lod mig fornedre
alt for til sidst at knusses til ukendelighed
et nederlag rigere

døsigheden er blevet min følgesvend
selv den lave sols skærerbrænder skær evner kun at kradse let i den tonstunge dyne som har taget bo uden om mig
har slæbt mig helt ud til kanten af min vågne formåen og dingler nu i ingenmandslandet mellem ikke at være tilstede og totalt fravær

kunne der blot et splidtsekund åbne sig en mulighed
en mulighed for at krænge denne afvæbnende livsformørkelse af
lader alle kald som strækker deres venlige finger famle i det tomme rum som omgiver mig
uberørt ænser jeg dem som højspændte elektriske ladninger der ville tage livet med hvis jeg tog i mod

langs tilværelsen gulvpaneler glider jeg i et med de efterladte støvbanker
se op på de som passere mig med pulsende forhåbninger
kunne blot en let spark hvivle mig op for derved at blive indåndet i et nyt menneskebo

kom og hent mig tilbagefra dvalens uendeligt dybe mindeløse portal
slæng mit tappede kølige legeme over skulderen og bring mig op på land
lad mig ikke give fortabt...

indhyllet i en slæbende tåge
parkere jeg en floraistisk vending
peger mod udgangen og taler mig selv fri

en buket røber min årgang
ikke et dryppende forårsskud
men to udtørrede vandplanter
polerede til ukendelighed

lader mit lykkehjul dreje for os
og rydder hylderne for nitter
ude i det fri skal vi sejre og have alt at vinde

Harpens leg tæmmer os for en stund
vi må blegne til de sprøde vildskud
tager dig om livet og følger dit hjertes rytme

sakte lægger vi os tilrette på engen
mens den sidste morgen før resten af vores liv tager sin begyndelse
vi ved vi skal bygge på dette øjeblik

et slot

tæt på dig

med et forsæt som et bedøvet ekko
tvivlende fra alle verdenshjørner
pulveriseres de mindste tegn på evigt liv

mine stød mod undergrundens fasthed
slag mod din forpinte pandeskal
bringer ikke et eneste henrykt applaus

kunne det blot måle sig med en forudset fiasko
anes gennem blodsprængte facader
så blidt udpenslet at intet behøves forklaret

ville det være muligt at indhente blot et enkelt fragment
samle nok materie til at skabe et helt individ
der på egen hånd kan stå op for dit evige værd

melankolien forhindre mig i at le
for mig til at padle af forlængede omveje
men ligeså vil mit håb bringe mig tæt på dig

for altid at blive...

skal jeg foresætte dette skriv
padle gennem mit livs understrømme
vender mig om
gispende efter ilt
flydende på iturevne fartøjer
synkende ind i overfladen

iagtager mine fingre glide gennem vandspejlet
udefra
panikken løber som flydende ilt gennem mine åre
fryser følelsen af afsked
sætter en bremse på den fremadrettede inerti
som en fartspærre
en overvandet prydplante
der synker i
i kviksandets umættelige underverden

hver dag er en afsked
et endeligt
daggryet som et forspil til syklusen
med dette tidsspan i mente
agerer vi viden at intet vi må levne
levne det som vi ikke når
som en eksistensiel surdej
der efterlades som næring
næring til endnu et ikke fuldendt projekt

hvor blev dit syn af

det syn som blændede

maltrakterede mig

sidelæns foroverbøjet

lod jeg dig gnave

fra dit indre

med talende standpunkter

forviste til et kammer

mellem dine ben

holdt ud til de frakendte dig

modløst afvist gik du

til grunde mellem poplernes smalle skygger

lige linier af foragt

tog bo i din legme

havde jeg set dit lige

var jeg nu blind

for der hvor du stod 

lå kun en dynge ufærdige parroller

ordstrømme om vores evige ende

plasteret dækker ikke 

end ikke duften af din udåndning 

lagde mig til hvile

sover aldrig

udgiver mg for at være permanent tilstedeværende og ved det lige hvor meget jeg ses som transperant er vinden ikke i stand til at trænge gennem mit kød
har ikke haft et eneste udsyn siden jeg trådte ud fra 7 sal og lod asfalten brage mig i møde men fatter stadig så meget at jeg tør gå igen med faste skridt rettet mod næste erkendelse

ingen forlades

saltet fra dit tårevæld brænder sig ind i min hud
deres udspring ligger indprintet i din livslinie
dette udspring som altid var afdækket af lutter smilende selvbedrag
aldrig et ord om dn klaustrofobiske ensomhed som var hvad du sad tilbage med når du var alene
vi delte ikke dette vores fælles basis men lod det ligge i entreen til vores samvær
nu kan jeg ikke nå dig der hvor du er nu - ikke fortælle dig hvad vi missede
kun elske dig for at du gjorde dit allerbedste
sørge over at dit sind nu lukker dig inde så vi aldrig helt kommer ind til vores fælles rene sandhed
vide at jeg må gøre alt for at inddrage dig i mine reflektioner over det vi tabte og ære det vi greb sammen
ved du inderst ind bag glemslens tåge er den unge kvinde som fik taget dine spæde drømme så brutalt fra dig mens de som forlod dig med ryggen til dig lod dig stå alene forladt...
jeg vil ikke forlade dig så længe jeg bestemmer over mine egne tanker - har givet dig et værelse med den smukkeste udsigt i mit hjerte - og ved siden af vil din naboes stemme minde dig om den som du delte min tilblivelse med... ham vil du hilse på når I mødes på terrassen og I vil smile og vide at jeg bragte jer sammen så jeg kan passe på jer i kærlig længsel

Bilkaland

et sted i en smøge i bilkaland står tiden stille mens jagten på massesymetrien griber om struben på endnu et offer for frygten for at stå udenfor
al tvivl om egenværd overrules mens selvet årelades i køen ved kasse 13
trygheden findes i uniformen som i al sin hulhed monteres uden på den indfangnes nedbrudte panser
Fornægtelsen af visioner om en bedre liv presses ned i halsen mens Mr M for Mærsk gør sit kongerige i kongeriget op
endnu et individ blev fanget i hans edderkoppespind af livløse storcentre i bilkaland

Lukkede rum

har jeg taget afsked med mine erindringer om barndommens lukkede rum
der hvor min egen stemme var det eneste som lod mig mærke min eksistens
tankerne som flød bag min pande i forsøget på at begribe verden og livet
mellemregningerne som jeg selv måtte efterkalkulerer for at sikre mig at cifrene var korrekte

har jeg taget afsted med dig far
dig som aldrig fik lov at komme indenfor
som levede i mine tanker indtil den dag du døde for mig på en linie på et stykke papir
men jeg fik aldrig taget afsked så du lever stadig i mine tanker
den tid vi aldrig fik til at mødes og skilles igen og igen
alle de ord, spørgsmål og svar som ikke kom til at flyde mellem os
de bekendte ting som forebliver evigt ubekendte

i mit indre bibliotek har jeg hyldemeter efter hyldemeter med livslitteratur
kronologisk opstillet fra dag 1
men mellem bøgerne mangler der udgaver
som åbne sår lader disse udeblivende udgivelser mig står tilbage med et indtrykket af en ufuldstændigt samling
rykker jeg bøgerne sammen for derved at slette tomrummene vil jeg amputerer en del af mit sind
dette kan jeg ikke for derved skal jeg tage afsted med dig far og de lukkede rum

Du og Jeg

gik ind i ny dimension forleden

mærkede klare anstrøg af et fuldt billede af den person som bliver til inden i mig

som om hjertets slag fylder mig mere og mere ud

et billede forlod i samme moment min billedbank og viste sig for mit indre blik

et stærkt motiv som på en måde viste pardannelsens fødsel

to tæt sammenslyngede mennesker som nærmest trængte ud af den livmoder som var skabt af hver deres tidligere søgen efter netop hinanden

de tavse skrig som jeg tydeligt læste i deres læbers vidtåbne munde fortalte mig at det var forbundet med dyb smerte

at slippe det der var

for at give sig hen til det skal blive en fælles kærligheds-identitet

de mange ubebevidste og bevidste vaner og normer som ikke var andet end forhåndværende løsninger på opståede disharmonier og manglende identifikation

dette stilbillede har ingen facit men jeg bilder mig ind at jeg ved jeg står med en snarlig happy end

en til døden os skiller tilblivelse

ved det for jeg er den ene og jeg ved du ved du er den anden....

ingen hindringer til næste kys som vi skal kysse

har pulveriseret alt det som tidligere lagde sig som hindringer

dette let lerede pulver som ligger for mine knussende fødder er alt hvad der er tilbage

må læne mig frem og ned for at kaste et blik på denne nedlagte modstander



har jeg vundet nyt terræn eller er stien blot blevet en grad stejler

tvivlen trækker mig et skridt tilbage og i samme sekund rejser der sig en ny mur foran mine fødder og dermed også mig

en mur som maler sin skygge dybt ind i mit ansigts udglattede træk

må på den igen med al min viljestyrke til at forcerer gamle vaners fraklip

på opdriften fra dit portræt som jeg har lagt bag mine øjenlåg begynder mine hænder flader at hamre mod denne himmelhøje mur

aldrig give op er det som du visker til mig og jeg har dedikeret mig til at følge dit kald for altid
hamre mine hænder gennem tommetykke massive konformitetsfortættede kølige grannitsten

de må bare fatte om dine håndled og lade dine puls sive fra dig til mit nedsmeltede batteri

i et ryk forsvinder al forgængelighed fra mine erkendelser og jeg må se mig selv genrejses i dit brilliante silkeblide livslys

jeg er igennem denne udmattende første fase og ved at du er der ved næste kys som skal kysse

Din kystlinie

har lagt fra kaj for at søge til søs
skal ud på dybt vand for at kaste anker for en stund
mit smilende ansigt rammes af kølige salte vindstød som minder mig om viddernes manglende læ
men smilet som har taget bo i mine læbers lette rødmende muskulatur lader sig ikke dæmpe
for det udspringer af den viden jeg ligger ind med - viden om hvad mine øjne længes efter at syne
alene på en forudannelse ved jeg at tiden er kommet til at kaste anker
afstanden til land er præcis så rigtig som den skal være
sikret mod at drive væk fra dette perfekte spot på mit indre søkort vender jeg mig mod landsiden
og der - der hvor vandspejlets bølgende bevægelse op på strandbredden fødes siluetten af din smukke krops insistrende linier
jeg er omfavnet af dette syn og sætter mig på broen og lader dette øjeblik blive evigt

i et væk har jeg savnet dig
holdt mine kort tæt ind til hjertet
de kort som viser afstanden for mig
selv uden dem var jeg ikke uden smerte

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå
fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

du er midt i dit livs første overgang
som et vidunder der snart blomstre
Jeg venter på at du finder din sang
og ved den bliver en du kan mestre

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

du er dagens smukke centrum

og jeg kan ikke se dig uden at græde lidt

af glæde over at du er her i mit hjerterum

min hånd er din hvis du er i nød og føler dig fortabt

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

tiden som er gået er taget fra al det vi skulle nå

fra nu af skal vi ikke mise de ledige stunder vi kan få

lidt over middag

nedarvede patenter lader dine handlinger overbevise mig om at ikke et ord kan være usagt hvis først splitten er trukket og detonatoren sitrende venter på sit eneste ene formål
hold mig blot oppe på denne fortalelse og jeg skal stå på mål for alt det som må føddes ud af den forestående eksplosion
har spændt alle mine net ud for at fange sprængstykkerne så jeg på ny kan sammensætte endnu en foranderlig årsag til at ytre mig

...toner

så let det er at påstå at livet har rod i den puls som to cellers stille sammensmeltning frembringer er det at se gennem de papirtynde lag af momenter i skygge og lys

toner

kan jeg beskrive livets hændelser som tonerne der slås an og fader ud
hvor overgangenes tidsspand udtrykker dybden af indholdet

lukker øjnene og lytter til tangenternes anslag og tonens fordampning indtil det spildtsekund hvor en ny tone slås an og bæret igen fyldes til randen og en ny fordampning følger
ud af den bølgen mellem opfyldt og udtømmene forvandles mørket bag mine øjenlåg til små hændelsesforløb som lyser op og synkromt med tonens sivende forsvinden fortoner sig og opsluges af mørket for igen at oplyses i en helt ny scene...

der er stof i denne tese... forsættelse følger!

Settlement's

der hvor du i al din lattermildhed tog din andel af mit hjerterum var det tydeligt at den flimrende fornemmelse jeg følges af ikke lod andet stå tilbage end et sitrende minde om noget ikke fuldendt
disse utallige indskudte forankringer der på underlig vis altid fik for lidt fat i dybets bundmateriale
er måske tæt på en forklaring på denne manglende vedhæftningsevne

for lidt blev bundfældet fra de aller tidligste udbrud af tilstedeværelse
netop fordi de var for udefinerede og ufortættede afsatte de så lidt at forme noget aldeles meningsfuldt med

og så kan det måske alligevel være bevidst og muligt finde de mindste små folder som kan bærer denne bevidsthed om hvad der ikke er og som savnes
der fra er der nu så meget at holde fast i... netop der kan selv de tyndeste lag af noget der skal gøre det ud for en definition på et udspring være uendeligt massive og berigende
det er vist der jeg er.... bevidst og på vej mod mig