har kastet alt ind på ikke at slippe taget i dette øjeblik
det øjeblik som vi deler uden noget registrerbart endeligt
du har båret mine fadæser
talt fra de indre hjertekamre
direkte ind gennem mine skamfulde overlap

har famlet efter dine hænder når livets rytme sendte os ud på det der føltes som afskedløse afgange
desperat kastet mig ind i dit felt
tilbageholdt af barndommens dæmoner som gennemborede mig når lyset i kældergangen gik ud og mørket mangedoblede afstanden til lyset åbenbaring og det uendelige himmelsrum tryghed

vil aldrig slippe dette greb og erkendelsen af ustoppelig sammenhørighed