tiltagende mathed har fat i mit indre udsyn
forladthedens sandkorn rammer mig vandret uden at der høres andet end stilheden og ekkoet af dit åndedrag
har set mig til alle sider og kan kun se én eneste skygge
den som har mine fødder som kildevæld
der hvor du skal være er ser jeg lige gennem klodens massive masse
vel ved jeg at du retunere
vel ved jeg at din rejse ikke er uendelig
at evigheden ikke har opslugt dig
de dage hvor intet mindede mig om dig er forlængst udlevet
hvor jeg ikke så mig som jeg ser mig selv i dag i spejlet
altid var jeg i bevægelse væk fra den stilstand som opslugtet mit udefinerede jeg
samlet står jeg ved anløbsbroen og overvældes af de smilende tårer som forlader mit leende ansigt
har spottet dit ydre - din unikke siluet som alene du bære med dig
inden længe vil min krop favne dig tæt ind mens ordene fra mine læber vil viske alle de hengivne nærmest kærlighedstilbedende ordstrømme som kunne vare evigt hvis ikke det var fordi vi begge ved at vi ikke skal slå rødder der på broen med udsigt til den horisont som fødte din smukke tilbagekomst
endelig er du hjemme....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar