havde ikke mere tal på hvor mange gange jeg havde ladet kniven passerer gennem dine parader
at det måtte være noget nær uendeligt stod klart da der ikke længere var et samlet hele som kunne definerer din eksistens
at jeg havde fravristet dig al din selvopholdelseskraft som du lå der indsunket og med evigt blændet udsyn kunne selv den dybeste søvn ikke skjule

vi bliver her sammen lige så længe som der er hjerteslag i vores indre

dine øjne ser mine øjne når vi søvndrukne ligger tæt i de tidlige morgentimer

lige der er det ikke på nogen måde for meget at påstå at du er mit livs udkårende
faktisk er det ikke for meget at påstå at det kan siges helt fra det sekund jeg mødte dit smukke ansigts fine silkesmil og sjæleseende smukke grønne inviterende øjnes blik 

lysægte er vist det som skal gøre det ud for den stribe land som forbinder den flodbred som går parallelt med den som jeg har taget mit sidste skridt til
selv de tydelige fodspor som sikkert er taget via af denne overgang kan ikke få nogle af os til at flyde med trangen til at mødes på midten for der at dele alt det vi kom fra og med
skal vi ende med som skelletter uden kød, blod og puls
som vind kan gennemstrømme - eroderer til det fineste støv af glemte minder
vender mig og søger tilbage den vej jeg kom - måske kan det hænde at jeg på vejen tilbage vil ende ved den bred hvor du står og ser op på mig med hovedrystende ærlighed
vil det være at skrue tiden tilbage eller er dette bare ikke muligt...?

hud

du har lagt dig på siden af min side
din huds kølige intense berøring vækker mig
min hud vækkes og sanserne vælder frem
ordløs berøring fører os sammen
dette øjeblik må ikke ende - never

sorry er et ord

kunne jeg blot forklarer hvorfor jeg igen og igen sidder her og lader ordene strømme i korte og lange kæder af usammen- og sammenhængende passager
at jeg tiltider ender i afvigende ombrydninger af virkelighedens substans
fraviger fra den letteste indfaldsrute til formfuldhed og påstulat ansvar
måske seende ind under de lag som jeg selv med ordenes logiske udtale udpensler
fra grå toneflader til dybets dybeste farvepalet

kunne jeg blot forklarer - men kan ikke... sorry

Omløb

siddende på perronen med det sidst afgående tog som eneste vedkommende tilstedeværelse
udset til at tage rejsen ud på mit livs sidespor forhindrende tydeligt savnende en begrundelse

fra mit udånding sanser jeg de forsvindende smagsaftryk af det måltid som blev indtaget sagte og uden nogen indtagende fornemmelse af efterfølgende mæthed
som om mit indre tonedøvt har valgt at fornægte mig denne sidste indbildning

som toget uvirkeligt indtager perronens løbende metermål opgiver jeg at nå fra den fugtskadede bænk til kanten af ingenmandslandet
gispende efter det første skridt der skal bringe mig videre sortne det for mine øjne og lyden af afgangens kuldeskærende digitale fløjtelyd sænker mig endegyldigt

hvis jeg stadig sidder der fastlåst når du kommer forbi en dag må du godt pakke mig sammen og sænke mig til hvile i din hule hånds evne til at kaste alt over bord

send mig ud i mit eget omløb

facit

i dag har jeg set solens indre
fra der hvor jeg ligger uden åndedræt
i dyb ådal uden den rislende lyd af vandets løben mod havets intethed

på bagsiden af denne samling af vækst
i nydelsens passive skabelsebereting
trænger duften af svedige hænders forkullede periferi gennem glassets udsyn

holder krampagtigt fast i din puls
mens min egen synligt forlader mig
uden på nogen måde at have varslet denne nedtagning af princippet om evighed

har du ingen anden udvej end at trænge gennem mit blodfyldte indre
intet andet sted at skifte dit eget ståsted ud med mit
fra samme vinkel som den der på natten for lysets tilbagekomst er givet af logikken

i dag er jeg ophørt med at tale tydeligt
et sted i min stemmes rod har en ukodet lås udsat min afsluttende procedurer
indtil det tidspunkt hvor ingen kan andet end at gisne om facit

kan jeg gennem åben fortælling skabe forbindelse mellem dine spæde skridt og den stig du nu betræder
er du klar til at lade blodets bånd årelade og ikke føle indsigtens frie fald opsluge dig
når vi berøres i nærværet fra vores ubrudte tidslinie og mærker de allerførste sekunder
en forbindelse som har vekslet mellem alt eller intet valgt af ukontroleret livsbande
vil det lykkes af synkroniseres vores forenelige password for derved at finde tilbage til den første tårer mellem os - en tårer af lykke og uendelig kærlighed
kan jeg finde den vinkel som ikke får dig til at forsvinde forvirret og angst men lader dig glide ind i trygheden ved den ordløse høren til

luftige tiltag får ikke taget til at lette
dertil har det låg som er lagt henover sagaen for lavt et tyngdepunkt
gennem krybekælderen findes udveje til meningsfyldt meningsudveksling

måske er det ikke inde at vi skal udvikle os
er det under den åbne himmelhvælving at tankerne kan svæve frit
på vej ud i faunaen mellem bygningernes irrede skyggefelter
som om alt ligger på nordsiden af sandslottenes forsvindende ringmurer

er det der vi skal gå frit og fordumsfri tilværks
samlet op af solens logiske stråleglans
iltet af alt det liv som udspringer fra denne næsten evige kilde
er det også der du og jeg skal plante vores fælles skov

til dem som skal kommer efter
som kan høste af det ved som vi er i stand til at lægge kimen til