Kind of Blue 210114

tæt på at føle mig som disicipel
indledningen føles næsten som smuk morgenstund i nattens mørke
alle sanser, celler vendes i retning mod tonerne og den skabende rytmes dragende sødme

"fortabes for en stund af støjen fra medlemmer af foreningen for mennesker uden situationsfornemmelse...."

fra dybet i mit indre trækkkes jeg tilbage til denne melankolske yndefuldhed
lader ignoranterne opløses i deres egen medbragte syre

smelter sammen med frie dikterede noders dans i det smukkeste indelukke
ofre mig til tredimensionel treenighed og lader mine øjne blændes i intens lytten

tæt på at eksploderer i nærmest oprivende behagelige genlydt/-syn

angler usagt efter evighed i dette setup
tages i hånden af den varme inderlighed som slutter sættet
ikke efterladt ensom og længselsfuld men tryg smilende over livets overflod af minder og stor skønhed skabt af tre uerstattelige personager gående under navnet "Simon Toldam Trio"

Tak SimonNilsKnut

pointe

de konstruede guder er døde
de er gået til grunde i afmagt over deres skabers forfald
de fandt ikke plads i køen til grådighedens Mekka'er
de fortvivledes over de deformerede skønhedsidealer
de ser idealer om fælles bedste, lide liberalismens død

jeg maler helt korrekt fanden på væggen
jeg følger mine egne indre konstruktioner
jeg udviser hovmod i mine pointer
jeg giver ikke fortabt for modargumenter
jeg placerer mig gerne modsat vindens retning

på den anden side af "pt." ligger virkeligheden
der hvor mødet mellem fladerne enten skurer smertefuldt, eller tangerer henrivende let
indkapsler min færd, i tonedøv tilstedeværelse, men besudles alligevel
opgivende nær, erkender jeg indledningen på dette skriv og ender i cirklens gentagelse

i cirklens centrum kunne pointen være: gud er død og vi lever og må klare os selv, sammen...
  

mørket min

solens stråler kryber sig ind på mig
troede mig sikker her i mit eget skyggeland
bag klædeskabets hvinende skydedøre
herfra overhører jeg morgenens ritualer
med det ene øre presset mod bagvæggen
kæmper mod øjnenes tilvending til mørket
vil forblive ikke seende her i mit eget skyggeland
støvet fra den opstående efterårssols stråler daler sagte
trækker partikelstrenge gennem mit legme
opløser mine indre overbevisninger
forandrer min materie til glas
gør mig gennemsigtig og blottet
modsiger alt hvad jeg har forblevet tavs om

hvad får jeg igen når jeg har talt
hvilken dør skal jeg gå ind af
forblive delvist uset og antydet
eller med en hel fyldt tank at få fremdrift af
skal have plads til mindet om datidens mørke
falder ellers ud af rammen
hængende i skyggens yderste kant
med risiko for at blive skyggeløs og dermed opslugt af solens endeligt

Lukket øje

mit syn er som en monolog
balancerende mellem tomme stolerækker
har padlet fra hjemstavnens kystlinie
med synet mod agterstavnens kølvandsminder
som om stævnen af sig selv fandt sin retning
mellem dønningerne fra det der er passeret

et hav af hænder bag min bagage
ingen takst at betale
blot et blik uden andet end længsel

den samme længsel som i en enetale
der hvor den lyttende har forladt tilskuerens enemærker
tager den eneste bus væk
slukker efter sig og hviler uden afsked
daler mod havets bund mellem omklamrende armes afmagt

kikker op mod det svindende lys
med ét blændet øje og ét uden fokus
hvem skal tale nu
føre monologen til ende
skabe et udsyn med indsigt
en sikker havn at søge ly i

Seler

har lagt mig i selerne

hvor kom den lige fra
at det skal være tilfældet
har ikke engang taget skridt til at klæde mig på
som om mandagen ikke har fået tag i mig endnu

måske er det blot et udsagn som skulle skrives
at det er tid til at fatte tastaturet igen
lægge ord i rækker og ikke vide rækkefølgens endeligt

vælger at lade det være en invitation til at vågne fra dvalen
til at iklæde tankernes mylder nye klæder
klæder der kræver at jeg lægger mig i seler 

ingen plads til at kaste min afmagt fra mig
mit hjerte sitre ved den angst som har penetreret mig
ikke stående men liggende sænkes jeg ned i afmagtens hulrum
uudhvilet smelter mit ansigt og blikket ser indad
river mig i håret til blodet vælder frem som en omklamreden forårsbyge
ser mig om efter en sidevej eller afkørsel men har kun den eneløse udvej i sigte
ser I mig hænge fra en ikke nedtaget reklameskilt er jeg faldet i og afsluttet
lad mig da hænge til endegyldig fordampning

fra start til slut

overvældes af en nærmest afstumpet trang til at holde vejret på én til flere måder

træder ud på balkonen for at vise mit livtag med den sidste udåndning frem for masserne

modtager dine mumlende fraklip som en dalende drage vingeskudt og trist

lille er chancen for at jeg kan gennemfører dette endelige attentat mod mit eget persongalleri

dertil er mangen en forudlempelse mod mit livssyn ført af min egen hånd ud i tyk tåge
og afviklende alle mine tilsigelser om afgrænset kærlighedsrevy

tømmes for diverse overliggende og underliggende pedanterier

med en dobbelt bredside smækker jeg døren i for flere påhit og taler ud i et kaudavelsk slang med spejlbilledet af en sort sopran som bundklang

indbegrebet af lilleput staten har ofte haft bo i min støvfyldte inderlomme og mindet mig om mit dobbelte statsborgerskab

har du holdt mig ud blot for at kunne medvirke til min sceneskræks opløsning eller er din affektion af lige dele medrivende empati og afvisende tillidserklæringer

mærker et strejf af ordkløveri danne front mod mit nuværende skriveri og vælger klogt at lade et rungende punktum gøre en ende på dette skriv.