døsigheden er blevet min følgesvend
selv den lave sols skærerbrænder skær evner kun at kradse let i den tonstunge dyne som har taget bo uden om mig
har slæbt mig helt ud til kanten af min vågne formåen og dingler nu i ingenmandslandet mellem ikke at være tilstede og totalt fravær

kunne der blot et splidtsekund åbne sig en mulighed
en mulighed for at krænge denne afvæbnende livsformørkelse af
lader alle kald som strækker deres venlige finger famle i det tomme rum som omgiver mig
uberørt ænser jeg dem som højspændte elektriske ladninger der ville tage livet med hvis jeg tog i mod

langs tilværelsen gulvpaneler glider jeg i et med de efterladte støvbanker
se op på de som passere mig med pulsende forhåbninger
kunne blot en let spark hvivle mig op for derved at blive indåndet i et nyt menneskebo

kom og hent mig tilbagefra dvalens uendeligt dybe mindeløse portal
slæng mit tappede kølige legeme over skulderen og bring mig op på land
lad mig ikke give fortabt...

indhyllet i en slæbende tåge
parkere jeg en floraistisk vending
peger mod udgangen og taler mig selv fri

en buket røber min årgang
ikke et dryppende forårsskud
men to udtørrede vandplanter
polerede til ukendelighed

lader mit lykkehjul dreje for os
og rydder hylderne for nitter
ude i det fri skal vi sejre og have alt at vinde

Harpens leg tæmmer os for en stund
vi må blegne til de sprøde vildskud
tager dig om livet og følger dit hjertes rytme

sakte lægger vi os tilrette på engen
mens den sidste morgen før resten af vores liv tager sin begyndelse
vi ved vi skal bygge på dette øjeblik

et slot

tæt på dig

med et forsæt som et bedøvet ekko
tvivlende fra alle verdenshjørner
pulveriseres de mindste tegn på evigt liv

mine stød mod undergrundens fasthed
slag mod din forpinte pandeskal
bringer ikke et eneste henrykt applaus

kunne det blot måle sig med en forudset fiasko
anes gennem blodsprængte facader
så blidt udpenslet at intet behøves forklaret

ville det være muligt at indhente blot et enkelt fragment
samle nok materie til at skabe et helt individ
der på egen hånd kan stå op for dit evige værd

melankolien forhindre mig i at le
for mig til at padle af forlængede omveje
men ligeså vil mit håb bringe mig tæt på dig

for altid at blive...

skal jeg foresætte dette skriv
padle gennem mit livs understrømme
vender mig om
gispende efter ilt
flydende på iturevne fartøjer
synkende ind i overfladen

iagtager mine fingre glide gennem vandspejlet
udefra
panikken løber som flydende ilt gennem mine åre
fryser følelsen af afsked
sætter en bremse på den fremadrettede inerti
som en fartspærre
en overvandet prydplante
der synker i
i kviksandets umættelige underverden

hver dag er en afsked
et endeligt
daggryet som et forspil til syklusen
med dette tidsspan i mente
agerer vi viden at intet vi må levne
levne det som vi ikke når
som en eksistensiel surdej
der efterlades som næring
næring til endnu et ikke fuldendt projekt

hvor blev dit syn af

det syn som blændede

maltrakterede mig

sidelæns foroverbøjet

lod jeg dig gnave

fra dit indre

med talende standpunkter

forviste til et kammer

mellem dine ben

holdt ud til de frakendte dig

modløst afvist gik du

til grunde mellem poplernes smalle skygger

lige linier af foragt

tog bo i din legme

havde jeg set dit lige

var jeg nu blind

for der hvor du stod 

lå kun en dynge ufærdige parroller

ordstrømme om vores evige ende

plasteret dækker ikke 

end ikke duften af din udåndning 

lagde mig til hvile

sover aldrig

udgiver mg for at være permanent tilstedeværende og ved det lige hvor meget jeg ses som transperant er vinden ikke i stand til at trænge gennem mit kød
har ikke haft et eneste udsyn siden jeg trådte ud fra 7 sal og lod asfalten brage mig i møde men fatter stadig så meget at jeg tør gå igen med faste skridt rettet mod næste erkendelse

ingen forlades

saltet fra dit tårevæld brænder sig ind i min hud
deres udspring ligger indprintet i din livslinie
dette udspring som altid var afdækket af lutter smilende selvbedrag
aldrig et ord om dn klaustrofobiske ensomhed som var hvad du sad tilbage med når du var alene
vi delte ikke dette vores fælles basis men lod det ligge i entreen til vores samvær
nu kan jeg ikke nå dig der hvor du er nu - ikke fortælle dig hvad vi missede
kun elske dig for at du gjorde dit allerbedste
sørge over at dit sind nu lukker dig inde så vi aldrig helt kommer ind til vores fælles rene sandhed
vide at jeg må gøre alt for at inddrage dig i mine reflektioner over det vi tabte og ære det vi greb sammen
ved du inderst ind bag glemslens tåge er den unge kvinde som fik taget dine spæde drømme så brutalt fra dig mens de som forlod dig med ryggen til dig lod dig stå alene forladt...
jeg vil ikke forlade dig så længe jeg bestemmer over mine egne tanker - har givet dig et værelse med den smukkeste udsigt i mit hjerte - og ved siden af vil din naboes stemme minde dig om den som du delte min tilblivelse med... ham vil du hilse på når I mødes på terrassen og I vil smile og vide at jeg bragte jer sammen så jeg kan passe på jer i kærlig længsel

Bilkaland

et sted i en smøge i bilkaland står tiden stille mens jagten på massesymetrien griber om struben på endnu et offer for frygten for at stå udenfor
al tvivl om egenværd overrules mens selvet årelades i køen ved kasse 13
trygheden findes i uniformen som i al sin hulhed monteres uden på den indfangnes nedbrudte panser
Fornægtelsen af visioner om en bedre liv presses ned i halsen mens Mr M for Mærsk gør sit kongerige i kongeriget op
endnu et individ blev fanget i hans edderkoppespind af livløse storcentre i bilkaland

Lukkede rum

har jeg taget afsked med mine erindringer om barndommens lukkede rum
der hvor min egen stemme var det eneste som lod mig mærke min eksistens
tankerne som flød bag min pande i forsøget på at begribe verden og livet
mellemregningerne som jeg selv måtte efterkalkulerer for at sikre mig at cifrene var korrekte

har jeg taget afsted med dig far
dig som aldrig fik lov at komme indenfor
som levede i mine tanker indtil den dag du døde for mig på en linie på et stykke papir
men jeg fik aldrig taget afsked så du lever stadig i mine tanker
den tid vi aldrig fik til at mødes og skilles igen og igen
alle de ord, spørgsmål og svar som ikke kom til at flyde mellem os
de bekendte ting som forebliver evigt ubekendte

i mit indre bibliotek har jeg hyldemeter efter hyldemeter med livslitteratur
kronologisk opstillet fra dag 1
men mellem bøgerne mangler der udgaver
som åbne sår lader disse udeblivende udgivelser mig står tilbage med et indtrykket af en ufuldstændigt samling
rykker jeg bøgerne sammen for derved at slette tomrummene vil jeg amputerer en del af mit sind
dette kan jeg ikke for derved skal jeg tage afsted med dig far og de lukkede rum

Du og Jeg

gik ind i ny dimension forleden

mærkede klare anstrøg af et fuldt billede af den person som bliver til inden i mig

som om hjertets slag fylder mig mere og mere ud

et billede forlod i samme moment min billedbank og viste sig for mit indre blik

et stærkt motiv som på en måde viste pardannelsens fødsel

to tæt sammenslyngede mennesker som nærmest trængte ud af den livmoder som var skabt af hver deres tidligere søgen efter netop hinanden

de tavse skrig som jeg tydeligt læste i deres læbers vidtåbne munde fortalte mig at det var forbundet med dyb smerte

at slippe det der var

for at give sig hen til det skal blive en fælles kærligheds-identitet

de mange ubebevidste og bevidste vaner og normer som ikke var andet end forhåndværende løsninger på opståede disharmonier og manglende identifikation

dette stilbillede har ingen facit men jeg bilder mig ind at jeg ved jeg står med en snarlig happy end

en til døden os skiller tilblivelse

ved det for jeg er den ene og jeg ved du ved du er den anden....