Ude

Jeg siger til og du høre et fra
Du holder ind til siden og snørre dine udsagn inde
Savnet af dialog gror ud af enkelt ords fejlsammensætning
Solen drejes i retning af entydighed
Mangfoldighedens flersporede univers ligger lig
Hvor findes indgangen hvor jeg kan træde ind
Din overflade er uden indgangsparti og mine håndflader finder ingen sprække
Er ved at være desperat og resignerende
Ende her uden at fatte helt hvorfor
Kan der ikke gives lidt køb på uafhængigheden
Måske kunne det skabe en fælles dag

et sted

intenst som ind i helvede bløder dine øjenkroge som en endegyldig syndeflod og med denne strøm af livets input flyder tusinde endnu ikke lagte makeovers
svømmer febrilsk ind og ud mellem disse reflekser af noget som kunne forbindes med livets stadige udslettelse fra denne planets synkende overflade
lover ingen at det er muligt at nå op på den andens side for der at skabe et uendeligt paradisisk hele uden andet virke end dæmrende fortabelse
lover ingen at disen som siver ind under huden er andet end fortidens jordslåede fugtskader
lover ikke at tegner dette billed i andet end dur og mol

Ikke miste

Et gib flænser min dvaletilstand og alle sanser kastes op i luften
Mit eget blod strækkes og en endnu ikke følt længsel finder indpas i de opståede tomrum
Livets usaglige vilkår glider påtrængende frit mellem mine fingre og tilfældigheder synes uomtvistelige
Forudsætter at kærlighedens uendelige rækkevidde giver tryghed for ingen forlis
Føler alligevel isen opløses under mine bare fodsåler
Holder fast i det som aldrig mistes

Inden i

Når du vender ryggen til og går mod mig som den blinde vinkel mister jeg alle begreber
Når dine øjne vende det hvide ud jeg ser lige lukt ind i de indre skarer af meningsløsheder
Når det løber mig koldt ned af oversidende på mine fingre fortabes jeg i dine smilehuller
Når jeg forsøger at vaske mine mål ud som guldet af flodlejets eksistens stiller barndommens ængstelse
Når mit hjerte slår ved jeg at der for hvert slag fordeles ilt rundt i ordenes kildevæld
Når ordene vælder frem slår mit hjerte

Eaten and Forgotten

op på land

Grunden under os er fast og solid og slikkeblød skinnende i regnbuens uendelige nuancer
Skæret i vores øjne spejler denne mangfoldighed af skønhed udenfor fatteevne
Sagligheden over denne virkelighed svøber os ind og sammensmeltningen er total
Så total at de snigende fantomsmerter ikke sanses men blot er nærmest usynlige glimt
Grundens overfladespænding opløses samtidig med denne langsomme indtagelse af vores sansers fort
Et undertryk udhuller vores trædeflader og langsom optages vi i den undergrund som ligger lige under den grund som bar os
Vi synker sagte mens vores øjne formørkes af den dybe skygge som hviler over alt hvad der bredes ud fra vores centrum
Hænderne klynger sig til hinanden - vores puls kæmper desperat for at holde den fælles rytme
Opgivelsens magt læner sig tungt ind over os og cellerne føles som opløste
En indre organisme vrider sig i os gennem håndfladernes sammensmeltning og tvinger vores læber til at mødes som ultimative modsvar mod det som var's endegyldige overgreb på det som er os
I det øjeblik eksploderer alle kendte atomare kerneladninger og lyset, varmen og trykbølgen fra denne altfavnende destruktion løfter os op og lader os svæve på en usynlig flade som alene er skabt af vores trædeflades eksistens
Der kan vi svæve trygt og evigt i al evighed....

Udsigt

Uden begreb om den virkelige aktionsradius kastes arme ud i alle retninger
Kun de som Paranoiafyldte står som forstenede undgår ikke spidningen
Podningen af deres forskruede indtryksåbning sker uden at det registreres
Synet hvivles rundt og alt ses gennem et spindende endeløs tunnelrør uden fører
Midt i denne skov af forvredne IQ-løse genfærd synker skønheden til bunds i det bundløse
Kaster en velsignelse ud som redningskrans og ender selv med at dykke ned i ursuppen for at vriste håbet fri af håbløshedens tyrani
Sanserne overtager iltningen af min bevidsthed og jeg lever evigt med skønheden som udsigt

nye ord

Vildskaben tager til med talende vindstød der forplanter sig ned gennem sprækkerne i virkelighedens grundfjeld
Det som ikke er bastet og bundet hvivles løs og sendes i omløb
Svedende vækkes alle ufærdige vinkler
De løber mod den snævreste og eneste udgang som uden tøven afklæder helt ind til kernen
Alle billige trick fordamper mellem de falske forankringer og lyset sætter ild til det som ikke var
Kanske at det hele sætter sig som et tavst engdrag med udsigt til himlens blå mirakler og skyers omsorg
Kanske at intethedens intet viser sig at være intet
Hvilken lykke det ville være at stå der salvet og omgivet af bevidsthedens bærende søjler
Bevidsthed er godt

Set er det sted hvor alle de ord strømmede fra - hult og extremt forførende

Dyngen af fortvivlede metaforer der uden stop kom mig i møde med dybe mellemgulvsstød kender ikke sin mage

Slæber mig op til kanten hvor dine mindeværdige håndsrækninger for alvor lader mig undgå den livsudtømmende lysende passage

da dine hænder søgte ind under huden på mig var jeg allerede fortonet ud af det vidtåbne vindue som havde søget for svalende briser når køling var behovet
som en sjæl uden ydre ramme var den sansning du gjorde dig netop da du lod dine hænder søge berøring med mig

Skydækket omslutter med sin fugtige tyngde stien som jeg vælger at bevæge mig af...

Hører alene lyden af mit åndedræt og den hule stumpe lyd af mine fødder der møde underlaget for hvert skridt jeg tager...

Eksistensen af det som er lige bag mig fortoner sig i luftens mættede kølige fugtighed...

Fremtiden træder dovent frem for hver kurve jeg tangerer og passerer uden at klæbe sig til mig som bindemidlet til virkeligheden...

Som en påmindelse om min indre Judas lod jeg mit eget ego dessertere og stikke sin kniv dybt ind i ryghvivlen lige midt mellem mine skuldreblade

Føltes som om efterårets favntag med livets løvfald tog over og lammedes for altid siddende ude af stand til at pensle en eneste pointe ud

Dine kys mod mine ikke længerer sansende læber og intense indblik i mine udsultede øjenkroge åbnede op til dybets allerdybeste affaldsskarkt

Tanken om at holde vejret evigt som en vej ud i lyset mellem svævende aflivede sjæle og afsagte ekskluderinger boltre sig i afmagtens centrifugal kraft

Høster kun derved en kvalmende fortabthedsfølelse og indsigt som vender alt på hovedet og livsbekræftende ord som overvælder og booster alle de endegyldige celledelinger til en cyklus

sluk efter dig

Afsættet følger mig hele vejen til det yderste af det univers som trækker mig rundt i livets manege

Havde af praktiske grunde ladet mine minder stå i hall'en tæt op af dine overfrakker

Dem havde du misset at få med da du afklædt gik fra mig med et usagt ord til farvel

Af grunde som aldrig bliver klare betænkte jeg dig ikke i de afgørende sekunder hvor bødlen eksekverede dommen over vores hele eksistens

Den dybeste berøring lod os begge stå svigtet og ensomme netop som altet skulle optage os i den himmelblå bog for happy ends

Opgivet har jeg igen at trække vejret gennem dine underskønne lokkers velduft

Alt er uforligeneligt forandret og vores samtid er forlængst forvitret til fortidens evige fald

I mål

Usandsynligt er det at lande midt i bulls eye
At forsøge at forstå lige så usandsynligt
Sigtbarheden var ude af fokus
Forsøget på at finde ydre ro forgæves
rystende blind famlende snublende syntes det formålløst at tro på træfsikkerhed
I den dæmrende morgenstund åbner jeg mine øjne og ser helt tydeligt konturene af dit smukke ansigt
Mission Complete

Fuld stop

For enden af perronen står det runde skilt med det blodrøde fuldstop skrig

At bryde den lydmur og bare følge skridtene ud af banelegemet

Slingre hen af dit smukke legeme og vende blikket og ser tilbage og fornemmer i glemslens dybe kølige dis den provinsby som for altid aer forladt

På bagsiden af den sindsoprivende smukke landskab der uhindret holder mine øjenvige indspærrede i synsstimulerende nydelse taber jeg mit fokus

Mine hænder famler efter hen over min hals for desperat at finde den puks som skal dunke tungt og sende iltet blod til mine tankers rede

Men intet fornemmes og jeg segner under denne totale mangel på ydre som indre livstegn og ser inden jeg smadres af det evigt forsinkede exprestog lige ind i de smukkeste øjne - dine

dybere

...det som bliver tilbage efter at energierne har søgt ud gennem de åbninger som var et med den erkendende sjæls vilkår er i alle tilfælde blødende sluser...
...der står den enkelte med alt for få muligheder for at sætte forhindringer op for den totale forblødning...
...og så er et måske alligevel en slutning som bringer et hamskifte som skrælder endnu et lag af og bringer nærheden til kernen til veje...

outer space

...en sammentrækning udvider mine fornemmelser af det ydre rum og mine hænder strækker sig for et sted i mørket at finde et holdepunkt...

forsættes

streger

har set gennem fingre for længe med de streger du slår op i ansigtet på mig...
lige lidt giver dit mig søvnens velsignelse som ankerpunkt...
dertil har du for længe siden for altid bragt dig selv ind i kernen mine tankers diffuse løbebaner...
at nå frem til den afsats hvor mine ord og kærtegn for alvor sætter sig selv i så tydeligt et relief at du uden at blinke kan tage mine ord for troende...
det er enden på den streg jeg har søgt at holde ubrudt...

no return

som den overtrådte præstation flakker de rundt søgende efter indgange til den omgjordte handling - vidende at tiden ikke kan skrues tilbage men udafladigt forsætter med at efterlade os alle til det næste nu...
...har lukket øjnene uden at det lindre på de evigt gentagne afspilning af det som er fortaget og fortrudt...

please

har talt om de timer hvor ord kom fra overlegne ureflekterende individer...
...de ubevidste ekskluderende overtrædelse af den ubeskyttede ynglings trang til indkludering...
...afholdt indenfor armslængde princippet tålt af årsager som aldrig kan stå til en gennemlysning ved højeste ret...
...endt som frisat af blodets endeløse bånd...

i lethed

...halvt oppe af opstigningen passeres jeg af en hvivlende modvind som hvis ikke det var fordi jeg ikke indlod mig på at sakke bagud ville slæbe mig helt ned til foden af mit udkomme...

...over lange stræk fortælles der usandsynlig smukke fabler om de smukkeste syn, de bedst bevidnede fortællinger om det der altid er kernen i det levede liv...

...over alle bjerge er intet forsvundet... for der er én der står der... lige der hvor slugten slipper sit tag i mit gispende åndedræt...

...intet kort har indtegnet denne koordinat for den eksisterer kun i livets skæbnespil og derved kan det kun mødes...

unter water

...ved nogen om det er muligt at græde under vandet...

indspærrenede hede

Stående med ryggen til den explosive sol's hede stråler ventende på at døren åbnes og jeg lukkes ind i den kølende dunkle kælders befriende stilhed og duften af år uden bevægelse og forandring - som barndommens gemmen sig i eventyrets logiske idealverden hvor alt blev styret af den i øjeblikket opstået forestilling alene fra behovets evne til at skille alt fra - de tilbagevende kuldegys som fik øjnene til at lukke sig for det ikke sette men alene tænkte scenarie - stunder som strakte sig over imaginære dage lod sig kun stoppe af realitetens aftensmad som stod og ventede i mors køkken og ikke kunne udsættes af denne drømmeverden der i kælderens handlingsdøde virkelighed...
oppe i lyset og smerteligt indhyldet i sommerens varmeste dag søger blikket den sorte dør for enden af kælderskakten og en usagt aftale underskrives om snarligt gensyn

lykkelige minutter

dit hint om de indre kvalitetter som aldrig har været i intern strid på mine dagsordner fik et indprentende smil til at bredde sig i mine øjne overvældende udfyldende mig med arme strakt i vejret længselsfuldt gribbende ud efter dine underskønne dufte... holder af at holde om...

On the road

flår gearene til blods mens afstanden fra den gyde hvor det indre ræs eksploderede i fremdrift gøres uendelig svær igen at vende tilbage til...
kulden som skaber iskrystaler ned gennem min rygsøjle gør mine hænder ufølsomme for erindringen om alle de lette kærtegnene strøg du lod dine læber løbe hen over min håndrygge...
jo mere landskabet som vrider sig klagende omkring min krop føles forløsningen nærmeste som en selvskabt genfødsel og det smil som stivnede da du vendte ryggen til min hjertelængsel forbliver indprentet som evigt minde...

Indtaget i evige forlis ligger jeg som en bundfældet kaskade af dagligdags trivialitetter

nærmere

Tiden har spist sig ind på de sidste endelige øjeblikke og står tilbage med begyndelsen på mindernes blindgyde...
alting vender tilbage i omvendt rækkefølge...
det sidste udtalte bliver den først bemærkninger der kløver tidens begyndelse...
griber ud efter det holdepunkt som kan fører mig fremad mod fremtidens nyskabelser og erfaringssump...
hold mig kildeløs og ren i sjælen som var jeg altid nyankommen...

klaustrofobisk

indespærret i dette maleriske selvpåførte indelukke drejer jeg mig krampagtigt rundt og mine øjne hvivles ind i et udsyn som intet ser og alt fornemmes... panikkens pulsslag tapløber fra mine åbne tindinger og jeg årelades for al indsigt og suges ind i min egen fortagsomhed...

Udtørret

livet føles som en ørken der vedbliver med at indtage frugtbart land og efterlader mig udslugt og drænet for den energi der en gang var men som løber ud som sandet i et timeglas...

bro

Talende i ukendte dimensioner af ord som udfordrer den lyttende i alle begribende sanser forblivende stående på mit menneskeskabte øvrige med fremstrakte hænder der forsøger at gribe dine fremstrakte hænders evigt håbende det vil lykkes at skabe fingerspidsforbindelse mellem vores hjerterum - et microspildssekund berøres vi og en udimensioneret broforbindelse løber gennem vores uendelig evighed og vores vinger løfter os op frra grunden og vi svæver bort til et univers af stående aplous der igen og igen kræver extra nummer - vi leverer og beundringen af vores menneskelige vidunder lader bjergtaget og oplyste...

et skridt

der er film som aldrig slettes fra mindernes bank...
der er øjeblikke hvor der ikke er nogen let måde at give slip på det som ikke kan slippes...

uden

er jeg som fakiren uden nåle?
kanonkongen uden rige og kanon...
taler jeg efter manuskript uden ordets magt?

i følge egne kilder er jeg indbegrebet af manglende argumenter...
når jeg rækker ud efter min sabel lander min hånd i den tomme luft
og alle mine synkebevægelser er spildte...

jeg er foruden...

slentre

i dagene op til i dag har jeg slugt adskillige kilometer af indre roadmowies og slet ikke taget et eneste skridt
alligevel føler jeg at mit indre har slentret af gammelkendte stræder...
indlysende udvidende om dettes betydning tåler jeg nu langt bedre dit manglende åndedræt tæt ved mit øre...

at konfirmerer

...har altid ønsket mig en stund som denne
ved der var uendelig mange tårer der tårnede sig op
at der er mange timer som aldrig kommer igen...
men vi er her og vi er her samtidig og det er den stærkeste konstatering..
...en konfirmation med tyngde er udtalt og nu er livet endnu mere åbent for egne valg
ved du bliver en smuk eksistens...

Til Frederikke!

Trimmet horisont

At foretille sig at vores afsked skulle ende med at blive alt andet end det sidste endelige åndedrag
Den tanke vil holde mig vågen herfra og til... ja til det sidste åndedrag

forfaldende til falds

Stående med en ene fod i ebbens tilbagetog synes intet mere håndgribeligt end da jeg blev skyllet op på livets strandbred... med benene først lod jeg livets uendelighed tage mig op på land... med famlende skridt ind i buskadset af livtag med dette at skulle være mig... i syv sind med hvad der blev resultatet af denne viseligt ikke uendelige travetur fra alafabetets første bogstav til det symbol som navngiver evighedens navnløshed - indhyllet i dagtidens forpligtende samhørrighed med det skete lige nu padler jeg med retningsløse fornemmelser mod det ukendte som skulle have været dysset ned men som alt for tydeligt taler mod bedre vidende...
Din tilstedeværelse lod mig et øjeblik se ned i den ursuppe af favnende vilje... mine hænder knugede dine og vores læber lod hånt om åndedrættes ufravillige trangt til afbryde de dybeste kys og lyset fra oven borede sig tvedelt gennem vores pander og forsatte til jorden skorpe som funderede vores fødders trædeflader stående på den samme øde ø hvor udsigten alene bestod af de yndefulde drømme...
...nu er det ebben som styrer mit udsyn... jeg har sat uslettelie spor som bløder og smerter... et eneste blik fra dine øjne vil sende mig lukt til tælling... helt til 10 og derfra for altid... mine hænder griber ud efter dit faste greb og det sekund vores fingrespidser må slippe fryser jeg til og svæver væk... nedkølet til det ultimative nulpunkt...falder...

Blændet

brænden hvidt lys entre mig som var det dit sidste afgørende stik i mit udviste hjertes indre kamre...
...i det samme sekund fortager jeg mig intet andet end modtager den endeløse række af udtalte kemisk rensede påtaler...
...aldrig igen kan jeg se ud uden af have det blinde punkt til at minde mig om alt det jeg undlod at se og tage ind...

En brise

længe føltes intet
blot fornemmelsen af at blive strøget blidt af luftens tilstedeværelse
her til morgen mødtes jeg af en svag kølig brise... som trods sin lidenhed indikere at et muligt stormvejr er på vej...
mine øjne væddes sagte for min indsigt er dyb nok til at vide hvad der er i vente...

http://www.youtube.com/watch?v=8DVfuCarvQ

dage

mellemlandende i nationer uden fragtpapirer og anløbsberettigelse står der en sagte tåge ud af mine foretagsomme tanker med frygtelige... levnedsbeskrivelser og modtagne ønsker om indlevelse uden helt at fylde den rolle ud... dertil er nedslagene for tætte og foruroligende i al deres lysende fattigdom...

...indsigt i en oplyst lukkethed...

... kunne dette være Little Boy Wonder...

Spejlning

et billed taget som en ugennemtænkt indskydelse...

At ville nås

...i sine sandeste øjeblikke kan det se ud som alt står foreviget i panden på den som har taget bo i mit legme...
...uden helt at vide hvor kilden udspringer fra har der helt fra Big Bang været en tone som har udskilt mig fra mængden og som på en gang pusher mig ind mod kerne af menneskeheden og samtidig tiltaler mig med den ignorerenes isolationstendens...
...evnen til at bibeholde kontakten med livets kaotiske skønhed og ubærlige smerte holder mig i et virkelighedsgreb der aldrig helt bibringer mig sansningen af at være landet på eksistensen landingsbane...
...accepten af dette er klart det som binder mig til ikke at fortabe mig selv i mig selv...

Af alle porte i tidens evige stad blev det denne som endte her i dette univers
Har passeret talløse porte og gennemgange og altid ubevidst misset med øjnene og de indre sanser lige før den kølige skygge fra hvælvingens dække slipper mig ud i lyset igen
Passagen er klart befordrende - at komme fra en side af til en anden
Der er porte til himmeriger - porte til helvedes forgård

Ved kanten

Ser først nu hvor tydeligt dette er et take med en mulig historie foran sig...
...kunne det være sekundet før det skridt ud over kanten som skiller det der er bag fra det der er foran...
...nyt underlag i anderledes lyssætning...
...i en forlængst passeret sommer har jeg stadig uforetagede indsatsområder der fortvivlende længe har siddet på bænken uden anden aktivitet end at følge de utallige ud af sig selv forfald...
...af disse hviler den tungeste klart i den ubesatte yderlighed fra et sted hvor der ikke længere er en men mange sagte og usagte meningsudbrud...
...kun den tavshed der ufravigeligt ender med at tage scenen i sin hule hånd og fra det sted underlægge sig dit og mit teritorie og derefter aldrig helt give slip men igen og igen gentage sine mindeunderbyggende mantraer om evig fejlbarlighed...

forsættes.....

Forladt til eftertidens forfald

...denne cykel stod fastfrosset som var den lige forladt og så alligevel ikke - den var tydeligt forladt for altid... ventede på nyt liv i form af det kommende forår der vil fjerne denne forladthed så alt for tydeligt...

...alle former finder indpas med tiden...

Et view ud over det frosne hav og alt bliver med et bagsudskuende...

meningen

Har du nogensinde set ind i et eneste menneskes første oplevelse af minde uden at føle et stik i dit eget første minde - den bratte følelse af omsluttende samhørighed der afløses af livslang søgen efter indre som ydre berøring

...uden omtanke for hvad du som læser måtte mene om denne påstand vil jeg påstå at denne omsluttende samhørighed findes hvis blot vi tillod os selv at omfavne den vi møder som søster eller bror - derved kan mørkemænd og djævlens advokater udtører for tilsidst at drukne i deres egen livløshed...

en hånd

I et åndedræt fra da jeg gik ind og lod min stemme lyde var jeg ikke klar over at jeg måtte standse op og udånde right in front of you for at fange dit uendelige blik for det der burde udråbes
Set inde fra den endimensionelle celle hvor alle udgange forsvinder i den evige fortabelse uden anden udvej end utalte slag mod pandens smertegrænsen overtales de fleste til en hurtig og meget avigende udflugt af indsigt og tænkt sandhed

Hold mig tæt ind og føl den rytme selv mit hjerte kan præstere helt uden anden årsag end det faktum at jeg lever og har gjort det siden to celler mødtes helt tilfældigt i et hedt intenst øjeblik i universets evige bevægelse

Ingen sanser

...lægger mig tilrette i et hav af alle tiders skabte chillifrugter... vil mærke min hud opløses i brændende erkendelse... alt bliver stille... jeg eksistere øjentsynlig ikke... intet mærkes og jeg forstår at det at være uden din eksistens river mine nervetråde over og lader mig tilbage sanseløs og uden opfattelse af liv i min krop...

Ingen vej tilbage

Fra den dag jeg stillede mig op på denne tårnhøje pæl og gjorde de meget få cm2 til mit kongedømme har udsigten ud i intetheden været det jeg mest af alt så...
...alt var omgæret af den monomentale ensomheds tryghed ved at være i den styrende magt - i det regime som blev ved med at klæbe sig til mig ved angsten at træde et skridt frem og derved falde mod virkelighedens uforudsigelige grund...
...jeg endte med ikke at føle den kvalmende fornemmelse efter en tid - de svingende bevægelser som der kommer når man står på en uendelig høj jernpæl...
...det blev til en dyb tomhed som hele tiden lå i baghovedet på mig selv i det mest intense øjeblikke i mit liv - som gjorde hver dag til den sidste...
...længslen efter at se fremtiden som en reel og opnåelig mulighed for mig selv forsvandt i dybet under mig og landede iturevet og knust der nede i det blændende lys fra livet uden for mig...


Nu tager jeg skridtet ud i det frie livslange fald gennem det virkelige liv og træder samtidig ind i den fremtid som jeg hele tiden dybt har længtes efter når jeg virkelig koncentrerede mig...
...ved det kommer til at bløde voldsomt fra alle de inficerede sår...
...ved jeg vil få glimt af længsel efter den kolde sikkerhed jeg følte ved at stå der alene oppe på den uendelig høje pæl...
...men ved at det er en længsel som kommer fra den stemme der aldrig ville mig det gode liv - der ikke troede på at jeg kan gøre de største kærligste landvindinger der er muligt...
...ved nu at det er muligt og jeg har taget en endelig beslutning...
...aldrig mere tilbage der op igen - aldrig den ensomhed der var der...