flår gearene til blods mens afstanden fra den gyde hvor det indre ræs eksploderede i fremdrift gøres uendelig svær igen at vende tilbage til...
kulden som skaber iskrystaler ned gennem min rygsøjle gør mine hænder ufølsomme for erindringen om alle de lette kærtegnene strøg du lod dine læber løbe hen over min håndrygge...
jo mere landskabet som vrider sig klagende omkring min krop føles forløsningen nærmeste som en selvskabt genfødsel og det smil som stivnede da du vendte ryggen til min hjertelængsel forbliver indprentet som evigt minde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar