At se det fortabte...

...den kølige håndsrækning om aldrig kom blev det som åbnede alle skoder for sandheden om at forventninger til humanismens gloværdige sejersgang hen over det moderne menneskes viljeløse egocentri aldrig vil blive andet en det ultimative savn.. genfortalt gennem endeløse samtaler om drømmen om paradis... det paradis som er endt med at forenes med den forbløffende korte afstand der findes mellem endeløse kreditkortslykkeskabendenedture køb af horisontalt døde genstansselvbedrag...
...den kølige hånd som uvenligt skubber mig ud af forløjethedstemplet sidder for enden af en forbryderisk moniterende personage der uden empati dømmer alle ude som ikke lægger sit ansigt i de rette udfyldte ikke træk... denne indretning bevæger sig rundt mellem bankende hjerter og kærlighedsløse fremtidsmuligheder... ensomt forvitret og fortabt for selv den sandeste indsigt...

Melder fra den yderste front om tiltagende nedsmeltning... vælger løbet mod den anden side af historien... og håber for hvert skridt at kunne løsne mig fra de slæbende spor af blivende blindhed

En Duet af visioner

I et indforstået sælsomt øjeblik fortalte en stemme mig at der i min kerne var opstået en balance som aldrig tidligere var følt så indlevet og forankret i en længsel som altid har været der for med egne øjne at se idn i spejlet med omsorg og indre styrke til at fastholde blikket på alle de forenende værdier som for altid nu er set og åbenbaret til den ene som evigt vil være medspillende, modtagende og givende i gavmild overflod... ser et smil bredde sig gennem mine kringlede tankebaner og en hånd der kalder mig til sig.... din hånd smukke...

Mirakel eller patetisk tilfældighed

Emballeret til ukendelighed forcere de udsatte overskæringer som for alle andre ses som en ubærlig omvej til wonderland - messende fra deres lungers dybeste dyb

Et sted i den indhyldede masse fabler én som en forkynder om de fortrinlige paralleller til denne verden hvor intet udskilles uden en behørig gang åndemaneri

En løsagtighed i formen forbliver uregistreret og de nærmeste følger med forstøvede blikke den sandfærdige usandhed forvitre deres udsyn til kerne

Der fra hvor dette ses flader temperaturen brat da det går op for den seende at dette ene og alene er et forstørret fatamorgana uden anden formål end at neddrosle viljen til ægte tilstedeværelse i den benhårde smukke virkelighed

forudsigelig overgang

Har lige set et yderpunkt brække af og falde dybt dybt ned i tilværelsens kolde afgrund
Ville desperat gribe det men så at mit endeligt ville blive fremskyndet voldsomt
Lukker øjnene og forstiller mig hvordan det er at vende mig om og forlade frem for at blive forladt
Der er måske noget af den væren for tæt på kanten - at ikke at trække sig fra det fristende udspring mod afgrunden
Udsigten er klart smukkere der - alt stå langt mere tegnet og føles uden filtre
Prisen er klart at balancen er i uorden og det lette komplimenteres af det tunge skånsensløst uden nåde
Et er sikkert - springet er ikke en mulighed for i det ligger ingen holdepunkter men blot ensom isolation
Har stået med løkken presset mod mit luftrør og forestillet mig den endelige befrielse fra den skræmmende gang hen og følelsernes forkastniner på den livstynde guldtråd der fanger ens blik og skaber dybe huller i den koncentration som er eneste balancepunkt tilat kommer helskindet over

Ukendt

...hvilende mellem skyggerne af dine ypperlige former ser jeg livets stjerne løfte sig op af forstemmelsens slørede dis...

...intet kan i dette spæde øjeblik og for altid forblive uforandret..

...griber ud efter en smal afsats og vikler mig ind i dine sødmefulde invitationer velvidende at det perfekte hviler smukt over dine læbers formen udtalte ord - henvendt alene til min hørelse...

***************************

...mit ansigts indre logik opløses og fra da er jeg ukendt for alle som før løftede på kasketten når jeg gik udendørs og ad kendte stræder...

...ensomme søndage på rundtur gennem forladte gader virker for altid som grufulde minder om tid som stod alt for stille alt for længe...

...betræder nu disse af mig alene kendte ruter som guide ind i en lidt for ungdommelig ensomhedsfabel der af mange uden tvivl må ses som forrykte overdrivelser...

...ikke længere som ufrivillig statist til en b-film om det traurige i at være tvilling uden sit andet jeg men nu som indgrebet af et samlet hele...

Fra Hoften

Skriver dette direkte live - uden anden tanken end at se hvor ordene fører mig hen - alt åbner sig i disse dage og alt hvad der er vigtigt kommer til sit fulde - kunsten at leve er ved at nå mig og tanken om at det er der jeg altid har søgt - mod er det største - den største erkendelse af at der ikke er andre end mig selv der kan tage de dybe spadestik som kan befri den dreng som engang så sig selv i spejlet og viste at dette liv ikke bare skulle leves men mærkes i alle de afskygninger som gælder for at kunne have levet - den lille dreng som forsøgte at gribe de hænder som passerede forbi lige akurat tæt nok på til at han et øjeblik troede at nu var den der - nu var den der endelig - den hånd som skulle vise ham vejen til den mand han er i dag - men hænderne vedblev med at trække sig hver gang det blev alvor og for tæt på... men jeg har taget mine hænder og lagt dem til rette i hinandens favntag og ved at de altid har været der til at gribe og holde mig fast når jeg var der ude hvor faldet mod slutningen var så oplagt og endeligt - nu har det smukkeste menneske grebet min hånd og jeg hendes - smerten ved endelig at være der er næsten ubærlig som den smerte som vi alle fødes i - men smerten er en faktor som intet menneske må drukne og glemme - derved opstår et uendeligt stort hulrum som ingen vej findes ud af - smerten er den guideline som minder os alle om at vi skal søge mod lyset og trygheden - kærligheden i sin ypperste form... jeg har fundet min kærlighedspartner...