Har lige set et yderpunkt brække af og falde dybt dybt ned i tilværelsens kolde afgrund
Ville desperat gribe det men så at mit endeligt ville blive fremskyndet voldsomt
Lukker øjnene og forstiller mig hvordan det er at vende mig om og forlade frem for at blive forladt
Der er måske noget af den væren for tæt på kanten - at ikke at trække sig fra det fristende udspring mod afgrunden
Udsigten er klart smukkere der - alt stå langt mere tegnet og føles uden filtre
Prisen er klart at balancen er i uorden og det lette komplimenteres af det tunge skånsensløst uden nåde
Et er sikkert - springet er ikke en mulighed for i det ligger ingen holdepunkter men blot ensom isolation
Har stået med løkken presset mod mit luftrør og forestillet mig den endelige befrielse fra den skræmmende gang hen og følelsernes forkastniner på den livstynde guldtråd der fanger ens blik og skaber dybe huller i den koncentration som er eneste balancepunkt tilat kommer helskindet over
Ingen kommentarer:
Send en kommentar