...den kølige håndsrækning om aldrig kom blev det som åbnede alle skoder for sandheden om at forventninger til humanismens gloværdige sejersgang hen over det moderne menneskes viljeløse egocentri aldrig vil blive andet en det ultimative savn.. genfortalt gennem endeløse samtaler om drømmen om paradis... det paradis som er endt med at forenes med den forbløffende korte afstand der findes mellem endeløse kreditkortslykkeskabendenedture køb af horisontalt døde genstansselvbedrag...
...den kølige hånd som uvenligt skubber mig ud af forløjethedstemplet sidder for enden af en forbryderisk moniterende personage der uden empati dømmer alle ude som ikke lægger sit ansigt i de rette udfyldte ikke træk... denne indretning bevæger sig rundt mellem bankende hjerter og kærlighedsløse fremtidsmuligheder... ensomt forvitret og fortabt for selv den sandeste indsigt...
Melder fra den yderste front om tiltagende nedsmeltning... vælger løbet mod den anden side af historien... og håber for hvert skridt at kunne løsne mig fra de slæbende spor af blivende blindhed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar