digt til os

let som et henkastet smil fra dine læber
med et silkeblødt vink ledte du mig
tog du mig på en rejse gennem dine ypperste linier

vi samler på sjælefulde indtryk
ser ned i dybets livskilde
strækker os helt ud
levner ikke et sekund til fortabelse
padler af uudgrundelige vandveje 
høster fra plantagernes uendelige rækker af befrugtede trækroner

vi læner os op af vores fælles spejlbillede
stråler i alle retninger
taler som ét med ens tungemål

er du og jeg

palle alene

du lod mig blive faderløs
lod ham dø uden mig ved sin side
var vi indvolveret i vores fælles skæbne
bundet sammen af den tid vi aldrig fik
hvor havde du dit sigte med dette valg
var din ensomhed vores straf
din smerte ved hjertets tørst efter kærlighed
den afmagt du blev efterladt med
foreviget i vores triangel af kvælende længsel
er vi endt på vores egne ukendte grav

hvor skal jeg gå hen for ikke at ende blind
har du et forglemt bykort over det som skulle have været
er din forvitrende tilstand min arv af forsvindende minder

hvordan skal jeg kunne gå min vej uden jer som min guide
har jeg intet at skulle indvende - fordre fra jeres hånd
skal min kærlighed til jer stå palle alene

killing persona

du påstod uden skam at du havde licens to kill
dine vampyrtendenser var dit varemærke
i dit perfektionistiske skarpe neonlys forsvandt alt tegn på liv
og dit killing field tilsåede du med ihjelslåede sjæle

med en klinisk precision smyger du dig uden om selverkendelsens befriende salve
din armering står for hvert menneskeligt tab mere skinnende og ugennemtrængeligt
ingenmandslandet omkring dig udvides for hvert et forlist forsøg på at nå helt ind
ingen GPS vil kunne finde et eneste brugbart koordinat i din persons indre geografi

resignationens kilde springer fra din hjertekugle
efterlade os alle bag en lukket dør uden nogen mulighed for åbning
en envejskommunikation uden afsender adresse
intet punkt at rette selvforsvarets desperate stød

hvem er du som næres af andres ulykke

overgange

Rumklangens uendelige klaustrofobiske tilstand pryder mine teenageårs indfaldne minder
halvt inde og halvt ude ligger nætternes søvnløse timer på parrade
stirrende øjne udtørrer i mørkets skikkelsesmættede skyggespil
tårrenes ætsende strømmende ud gennem fortabte brolagte passager
travende via forladte kirkegårde under frosne nordsjællandske stjernehimler
med fornemmelser for håbløse fremtidsudsigter

deltagende på mørkets præmisser vender jeg tilbage en stund og iagtager bag siluetten af et tusindeårigt egetræ
min selvskabte rolle taler i ordløse remser
monolger som spaltes til duetter
med mikrofonens stålgitter lige i øjenhøjde begynder jeg min melankolske skriften
indenlunde for at opnå syndsforladelse
lægger alle kort på bordet
holder inde og mærker støvet hvivles op
drives ind i en vindtunnel og rives itu på kanten af forrige århundredes dommedagsprofeti

Alt peger i alle retninger
var dette en utopisk eller unik overgang fra forladt dreng til ditto søgende voksen

kan tænkes da der med tiden vil kile sig endnu mere indtrængende budskaber ind mellem disse linier
sker dette skal jeg være den første til at sætte dem på skrift