pointe

de konstruede guder er døde
de er gået til grunde i afmagt over deres skabers forfald
de fandt ikke plads i køen til grådighedens Mekka'er
de fortvivledes over de deformerede skønhedsidealer
de ser idealer om fælles bedste, lide liberalismens død

jeg maler helt korrekt fanden på væggen
jeg følger mine egne indre konstruktioner
jeg udviser hovmod i mine pointer
jeg giver ikke fortabt for modargumenter
jeg placerer mig gerne modsat vindens retning

på den anden side af "pt." ligger virkeligheden
der hvor mødet mellem fladerne enten skurer smertefuldt, eller tangerer henrivende let
indkapsler min færd, i tonedøv tilstedeværelse, men besudles alligevel
opgivende nær, erkender jeg indledningen på dette skriv og ender i cirklens gentagelse

i cirklens centrum kunne pointen være: gud er død og vi lever og må klare os selv, sammen...
  

mørket min

solens stråler kryber sig ind på mig
troede mig sikker her i mit eget skyggeland
bag klædeskabets hvinende skydedøre
herfra overhører jeg morgenens ritualer
med det ene øre presset mod bagvæggen
kæmper mod øjnenes tilvending til mørket
vil forblive ikke seende her i mit eget skyggeland
støvet fra den opstående efterårssols stråler daler sagte
trækker partikelstrenge gennem mit legme
opløser mine indre overbevisninger
forandrer min materie til glas
gør mig gennemsigtig og blottet
modsiger alt hvad jeg har forblevet tavs om

hvad får jeg igen når jeg har talt
hvilken dør skal jeg gå ind af
forblive delvist uset og antydet
eller med en hel fyldt tank at få fremdrift af
skal have plads til mindet om datidens mørke
falder ellers ud af rammen
hængende i skyggens yderste kant
med risiko for at blive skyggeløs og dermed opslugt af solens endeligt

Lukket øje

mit syn er som en monolog
balancerende mellem tomme stolerækker
har padlet fra hjemstavnens kystlinie
med synet mod agterstavnens kølvandsminder
som om stævnen af sig selv fandt sin retning
mellem dønningerne fra det der er passeret

et hav af hænder bag min bagage
ingen takst at betale
blot et blik uden andet end længsel

den samme længsel som i en enetale
der hvor den lyttende har forladt tilskuerens enemærker
tager den eneste bus væk
slukker efter sig og hviler uden afsked
daler mod havets bund mellem omklamrende armes afmagt

kikker op mod det svindende lys
med ét blændet øje og ét uden fokus
hvem skal tale nu
føre monologen til ende
skabe et udsyn med indsigt
en sikker havn at søge ly i

Seler

har lagt mig i selerne

hvor kom den lige fra
at det skal være tilfældet
har ikke engang taget skridt til at klæde mig på
som om mandagen ikke har fået tag i mig endnu

måske er det blot et udsagn som skulle skrives
at det er tid til at fatte tastaturet igen
lægge ord i rækker og ikke vide rækkefølgens endeligt

vælger at lade det være en invitation til at vågne fra dvalen
til at iklæde tankernes mylder nye klæder
klæder der kræver at jeg lægger mig i seler 

ingen plads til at kaste min afmagt fra mig
mit hjerte sitre ved den angst som har penetreret mig
ikke stående men liggende sænkes jeg ned i afmagtens hulrum
uudhvilet smelter mit ansigt og blikket ser indad
river mig i håret til blodet vælder frem som en omklamreden forårsbyge
ser mig om efter en sidevej eller afkørsel men har kun den eneløse udvej i sigte
ser I mig hænge fra en ikke nedtaget reklameskilt er jeg faldet i og afsluttet
lad mig da hænge til endegyldig fordampning

fra start til slut

overvældes af en nærmest afstumpet trang til at holde vejret på én til flere måder

træder ud på balkonen for at vise mit livtag med den sidste udåndning frem for masserne

modtager dine mumlende fraklip som en dalende drage vingeskudt og trist

lille er chancen for at jeg kan gennemfører dette endelige attentat mod mit eget persongalleri

dertil er mangen en forudlempelse mod mit livssyn ført af min egen hånd ud i tyk tåge
og afviklende alle mine tilsigelser om afgrænset kærlighedsrevy

tømmes for diverse overliggende og underliggende pedanterier

med en dobbelt bredside smækker jeg døren i for flere påhit og taler ud i et kaudavelsk slang med spejlbilledet af en sort sopran som bundklang

indbegrebet af lilleput staten har ofte haft bo i min støvfyldte inderlomme og mindet mig om mit dobbelte statsborgerskab

har du holdt mig ud blot for at kunne medvirke til min sceneskræks opløsning eller er din affektion af lige dele medrivende empati og afvisende tillidserklæringer

mærker et strejf af ordkløveri danne front mod mit nuværende skriveri og vælger klogt at lade et rungende punktum gøre en ende på dette skriv.

din dag

dagen i dag er din dag
men er alle dage ikke dine dage
som de er mine
det vigtigste jeg kan give dig på netop denne dag som er din er min betingelsesløse tilgivelse
dit fraværd var ikke betingelsesløst men styret af betingelser som var stærkere end selv den dybeste faderkærlighed
denne dag er ikke til for betingelsesstyret gaveuddeling men til for fejring af dig
for mig er denne dag din dag
helt præcis din dag
som alle dage er dine dage i mig
min gave til dig er din gave til mig

vores dag

Uvelfærd

tag fat i kraven
stående på den formastelige
liggende trådt på og strafbar
holdt ude i mere end armslængde
så langt at kraven ikke nås
så langt at kun fordømmelsen høres
så langt at udstødelsen forlængst er foretaget

fælden smækkede i
den sociale kassekredit mere end overtrukket
gældsbrevet skrevet i armodets sorte farve
generationer i frit forfald
tappet for selvet's smukke opdrift
afklædt og udenfor

systematisk velmenende
blind og ureflekterende
druknet i eget selvbedrag
efterladende et forfald uden lige
bedrevidende uden indsigt
blodrød elitærisme
liberalistisk blåøjethed

må ud og stå under den åbne himmel
sol, regn, blæst, brise, hagl, hænder, forening, fællesskab, kloden, universet...

røde bogstaver

så dig passerer gennem mig i nat
halvt frossen halvt udtjent
du efterlod et rødt pulver i min håndflade
en besked fra de indre linier
omsat i mikroskopiske bogstaver som ikke engang jeg vil kunne decifrerer
har du taget dig godt betalt
har du ladet mig ligge glemt
hvad binder mig sammen
hvor trækker jeg mine indre grænser
hvor tegner de yderste konturer

står foran tavle og famler med kridtet
forpligtet til at performe
formulerer mindst ti fikspunkter
har blot ikke læst på lektien
fik aldrig de timer i identitetsskabelse
for mange udeblivelser som efterlod mig uvidende
spørg mig om alt og forvent intet
de svar som lod vente på sig har meldt endegyldigt afbud

får brug for meget omfavnene arme

safe house of love

give me a kill in the morning
at the best I'm the one to kill
made the failures of a lifetime in one single day

who will be my killer
who will stop this madness
bring me to the end of life
dick a grave as deep as my lies

walked blinded on this earth
trying to ascape the hunting pain
made millions of passes in the air to hide my self

who will be my killer
who will break down my mind
bring me to the end of life
dick a grave as cold as my tears

I made my way in to your hearts
and tried my best to discuss my loneliness
at the end my real me couldnt carry the load

who will be my saviour
who will take my hand
give my heart the love that I need
bring me to the safe house of love

bring me to the safe house of love

hvor ville jeg være hvis dette liv var begyndt blot en tiendedel af et sekund tidligere eller senere
hvem ville jeg have været med udsigten til et helt andet åndedrag, et andet pulsslag
ville mine gerninger have været lige så ufuldendte som mine blev
kunne jeg blive kaldt andet end den ufuldendte
der ligger mange antagelser bag denne tanke
et er sikkert - mit sigte var et helt andet end den retning mit liv tog
midt i denne stund - dette sindets åbne øjeblik spekulerer jeg over om jeg er ved vejs ende - om dette blot er stedet - tidspunktet hvor jeg afklæder min mig gevandter og træder op på scenen og lader mig skrælle helt ind til de skæve smertende knogler
bevidstheden om at hvert et sandkorn i min eksistens passerer mig med mindre og mindre træfsikkerhed - givende mig færre håb om usette udveje fra mit låste udspring
hvor tit har jeg ikke lukket øjnene foran spejlet og håbet at en anden stod der som spejlets førstevalg
lukkede døre som ikke en eneste gang lod en anden udsigt vise sig for mig når jeg desperat åbnede den med håbet om uafvendelig forandring til noget helt andet formfuldent og blivende
føler jeg mig selv fanget i opgivelsens skyggelandskab
til dette må jeg nok nikke sagte bekræftende
ønsker ikke at udbasunerer dette fra bjergets top - ikke at lade hele kloden stoppe et splitsekund for undrende at se mit endeligt sive som duften af den parfume som forbandt mig til dem som kom indenfor mit fortabte territorium
mellem de trækroner som en gang virkede så dragende på min drengede eventyrlyst og hang til uendelige højder hænger nu den skygge af mig som ikke turde springe ud på i dybeste oceans nedgående strømhvivl selvom min viden så dette som den nemmeste og hurtigste ´genvej til endnu et forsøg på at leve fuldt ud i balance og harmoni med mit indre forlis
netop dette forlis som blev forudset og planlagt ned i mindste detalje har siden min fødsel lagt sig som en hindring som puslespillet der altid viser sig at mangle lige præcis den allersidste brik for at skabelsen af denne billedeligjorte eksistens kan afsluttes
det er som jeg er den brik som savnes i mit eget liv
som om jeg ikke nåede at stige på min eksistens grundvilkår
sikkert er det at ingen med sit fulde fem kan påstå at jeg har gennemført en eneste distance fra start til slut
når du læser dette vil du sikkert forsøge at se den røde tråd og måske uddrage dine egne facitter
tanken er som sådan ikke at give nogen nøglen til hvorfor eller hvorhen
er der er et mål med dette her er det nok at være forberedt på at kunne finde og lægge den allersidste brik for derved at efterlade en rute til den udgang som må ligge for enden af dette åndedrag og pulsslag

fik ikke mindre end fem ord i gave fra dig
melder klar til at tage dem i min besiddelse
de lå længe på bagsmækken af mit selvfornedrede tilbagefald
ænsede dem blot som en forlængst afgivet ordre om evig glemsel
ikke upåvirket lå jeg i den fosterstilling som dit fravær fik mig til
min sjæls afvigende modtræk overfor det tomrum som aldrig skal udfyldes har i dag bragt mig til dybet for den sætning som du sø satte min uendelige søgen med

alt i dig er mig

mørke stof

smadret til ukendelighed
indenfra portrætteret som blind
halet ud af  udsøgte smil som en ubetalt løgn

opsamlede bløddele af ego
forhindret for stedse
intet at tråde eller sammenføje

en sol mere for nedadgående
udslukt og kompliceret løs
må trække tiden ud af undrende tøvende tilstedeværelse

bukkende for at samle brudstykker op af lige dele
ikke på talefod med skaberen
dertil for langt fra at bede om tilgivelse

for at være stedfortræder for den ubetydelige udeblivelse
lige så ukendelig som udtrykket af et spejl uden spejling
blidt padlende gennem døråbningen
ikke retning ind men mere udfacende

smadret til samling for de som vil stå uvidende om hændelsen
pligt skyldigt optaget af at blende ind med det mørke stof som ikke ses

benævnt med titlen far
fuldtud klar over den berettigelse
helt uden lærerplads fik jeg denne rolle
meget af egen vilje og lyst
hoppede ud i det og landede midt mellem alle de allerbedste intentioner
hvilke skulle jeg plukke
var der en universel rækkefølge
et skema som jeg missede at få udleveret
mindes at min lærermester var på evig orlov
mest fordi han vist blev suspenderet for at være medvirkende årsag til min tilblivelse
der hvor han ikke fik mulighed for at give slip stod jeg op og famlede i blinde
efter netop de vise ord som udeblev ved den lærtes fravær
lyttede forgæves ud i det tomme rum spejdende efter et livstegn som jeg kunne bringe med mig
fremhæve det sted hvor han skulle sidde i mit udtryk
nu er det min tur til at samle mig selv op og forme de holdepunkter som skal være mit svendestykke