et sted

intenst som ind i helvede bløder dine øjenkroge som en endegyldig syndeflod og med denne strøm af livets input flyder tusinde endnu ikke lagte makeovers
svømmer febrilsk ind og ud mellem disse reflekser af noget som kunne forbindes med livets stadige udslettelse fra denne planets synkende overflade
lover ingen at det er muligt at nå op på den andens side for der at skabe et uendeligt paradisisk hele uden andet virke end dæmrende fortabelse
lover ingen at disen som siver ind under huden er andet end fortidens jordslåede fugtskader
lover ikke at tegner dette billed i andet end dur og mol

Ikke miste

Et gib flænser min dvaletilstand og alle sanser kastes op i luften
Mit eget blod strækkes og en endnu ikke følt længsel finder indpas i de opståede tomrum
Livets usaglige vilkår glider påtrængende frit mellem mine fingre og tilfældigheder synes uomtvistelige
Forudsætter at kærlighedens uendelige rækkevidde giver tryghed for ingen forlis
Føler alligevel isen opløses under mine bare fodsåler
Holder fast i det som aldrig mistes

Inden i

Når du vender ryggen til og går mod mig som den blinde vinkel mister jeg alle begreber
Når dine øjne vende det hvide ud jeg ser lige lukt ind i de indre skarer af meningsløsheder
Når det løber mig koldt ned af oversidende på mine fingre fortabes jeg i dine smilehuller
Når jeg forsøger at vaske mine mål ud som guldet af flodlejets eksistens stiller barndommens ængstelse
Når mit hjerte slår ved jeg at der for hvert slag fordeles ilt rundt i ordenes kildevæld
Når ordene vælder frem slår mit hjerte

Eaten and Forgotten

op på land

Grunden under os er fast og solid og slikkeblød skinnende i regnbuens uendelige nuancer
Skæret i vores øjne spejler denne mangfoldighed af skønhed udenfor fatteevne
Sagligheden over denne virkelighed svøber os ind og sammensmeltningen er total
Så total at de snigende fantomsmerter ikke sanses men blot er nærmest usynlige glimt
Grundens overfladespænding opløses samtidig med denne langsomme indtagelse af vores sansers fort
Et undertryk udhuller vores trædeflader og langsom optages vi i den undergrund som ligger lige under den grund som bar os
Vi synker sagte mens vores øjne formørkes af den dybe skygge som hviler over alt hvad der bredes ud fra vores centrum
Hænderne klynger sig til hinanden - vores puls kæmper desperat for at holde den fælles rytme
Opgivelsens magt læner sig tungt ind over os og cellerne føles som opløste
En indre organisme vrider sig i os gennem håndfladernes sammensmeltning og tvinger vores læber til at mødes som ultimative modsvar mod det som var's endegyldige overgreb på det som er os
I det øjeblik eksploderer alle kendte atomare kerneladninger og lyset, varmen og trykbølgen fra denne altfavnende destruktion løfter os op og lader os svæve på en usynlig flade som alene er skabt af vores trædeflades eksistens
Der kan vi svæve trygt og evigt i al evighed....