Hvad er det som gør at vi hver eneste dag ser de muligheder vi troede vi havde bliver manipuleret med kirugisk nøjagtighed så vi ikke registrere det uden at være helt og aldeles tilstede
Alt det som tidligere var alment anerkendt som almindeligt placeres på niveau med raketvidenskab
Søger vi at træde i de spor som generationer før os ender det igen og igen i en erkendelse af at vi begrænses og at der er frit slag for dem som ønsker at sætte sig helt og adeles på de valg vi får lov at tage

Vi har lige foretaget et valg - bare ikke i forhold til hvem vi i virkeligheden sætter retningen - de få som ikke ser sig selv i spejlet med andet en grådigt behov for at være nærmere gud end sig selv - eller er det gud de ser i sig selv?

Var det virkelig muligt at opleve et så overvældende melodisk brus
Så dybt indtrængende stemmer strøg poetisk englestøv ud over mine kinder
Essensen af fremtidens toner og lysende udveje fra de nøgne outsidere
Alt hvad der findes findes her i dette moment mellem alle dem som mødte op

et rytmisk tidsforløb sætter mig i stand til at være helt nede i hvilepuls mens taktstaven ruller sig om mig som uendeligt bredde elastiske gazebind og jeg falde i sync med dine smukke ansigtstræk
ikke et øje har andre synsfelter en tonernes sansende udtryk - alle har uden omsvøb overgivet sig til dette intime sæt der helt og adeles er sit eget i 6 hænders kompetente aflevering
tangenterne som af sig selv fordre fingre der vil lege med øser af historiens musiske inteligens og lader os stå tilbage berigede og klogere på hvor livet leves - langt fra de freonsnedkøllede montres livløshed

Er det mit

...det som flyder i dine tankers flod
daler ned fra dine indre dybe tanke skove...

...pulser som dine celler's åndedrag
bølgende som dine fine hårs kornmarker...

...kantede afvisninger indbefattet af din ryg
nedslående blikke fra dine øjnes dybe krystalsøer...

...sommerfulgstynde vink fra dine lyttende øre
talende i ydre gloser uden afvæbende argumenter...

har du tænkt et øjeblik på mig i dag

følt et sug i maven så uendeligt dybt
næsten som el pærens paniske skarpe glimt lige før den dør ud og alt bliver mørkt

jeg er den el pærer der ikke kunne falde i søvn tænkende på dig
følende suget i maven så uendeligt dybt
ængstelig for at du vil forsvinde i mørket når el pæren dør ud

vil drømme at jeg har sat mig til det opretstående flygel og nu med en uset indre ro lette stemningen med sprøde klimtende toner udspringende fra min blidt kælende fingres berøring af tangenternes lyse og mørke flader
lukkende øjnene i for altid at svæve med toners fordampende fade
lader den evige rumklangs ekko holde momentet fanget i lydenes katedraler
lytter intenst efter det øjeblik hvor den sidste tones synker ned i stilhedens sorte hul
det sted hvor min stemme også en dag skal forsvinde for aldrig at fylde universet mere

Dig og Porto Covo

har du egentlig nogen erindring om dagene i Lissabon
året efter Orwells 84 var oplevet og overlevet
med en følelse af at huden åndede hvert et molekyle ind der definerede netop dette sted - denne by - dette øjeblik
drømmen om at besidde alt inden fyrrene - at indprente og beskrive livets essens inden mit blod ophørte med at være bærer af ilt
melankolsk sansende de snævre gyders fortabelser indhyllet i skygger uden tid
ung og vanvittig naiv med den der utilsigtede selvsmagende romantik som bundfæld i de mousserende rødvines berusselser
længelsesfuldt drømmende om det evigt forpligtende kærlighedsmøde med dig
med dig er jeg tilbage til Lissabon og vi har sat os tilrette i togets trygge kupé med distination Porto Covo - mit livs kystperle

Palle alene i nedløbsrørets sillende dryppende syreregn
modtagelig for andres ætsende udgydelse metodisk plantet i hans pande
altid søgende ind i centrum mens blikket febrilsk styres af udgangens forvildelse
på stemmens klang forestiller ingen sig andet end det som dagens overskrift udbasunerer

Palle - dit udkomme er forløst i dine indbildninger om selvets - dit selvs udantastelighed
ser du i spejlet ser du skæbnens skudhuller som lukker livets lys udenfor ind og lige gennem dig
føl trækket fra de spildte dages udtørrende og lov dig selv at minderne aldrig skal tynge dig
dertil er de for utydelige og ikke oplevede - ikke født til live - ikke modnet - ikke til at bærer

Et indspark fra mit hjertes rod og engagement
modtaget med flæbende og slæbende apati
så det ikke lige komme men genkendte i et splidt sekund afsenderen
et øjeblik lod implosionen mig fastnaglet i den regnvådde overflade
missede nok også 2 hjerteslag men ikke livets kerne
og da den håndflade som er mit virkelige eksisterende fatamorgana iltes ved lagde sig mod min løftes jeg ud og op til nye og smukkere højde

nede så jeg snylterens skikkelse fordampe og opsluges af den grund den udsprang af
vores veje endte aldrig i en sammenfletning og vigepligten endte i den bløde rabat