Udsigt

Uden begreb om den virkelige aktionsradius kastes arme ud i alle retninger
Kun de som Paranoiafyldte står som forstenede undgår ikke spidningen
Podningen af deres forskruede indtryksåbning sker uden at det registreres
Synet hvivles rundt og alt ses gennem et spindende endeløs tunnelrør uden fører
Midt i denne skov af forvredne IQ-løse genfærd synker skønheden til bunds i det bundløse
Kaster en velsignelse ud som redningskrans og ender selv med at dykke ned i ursuppen for at vriste håbet fri af håbløshedens tyrani
Sanserne overtager iltningen af min bevidsthed og jeg lever evigt med skønheden som udsigt

nye ord

Vildskaben tager til med talende vindstød der forplanter sig ned gennem sprækkerne i virkelighedens grundfjeld
Det som ikke er bastet og bundet hvivles løs og sendes i omløb
Svedende vækkes alle ufærdige vinkler
De løber mod den snævreste og eneste udgang som uden tøven afklæder helt ind til kernen
Alle billige trick fordamper mellem de falske forankringer og lyset sætter ild til det som ikke var
Kanske at det hele sætter sig som et tavst engdrag med udsigt til himlens blå mirakler og skyers omsorg
Kanske at intethedens intet viser sig at være intet
Hvilken lykke det ville være at stå der salvet og omgivet af bevidsthedens bærende søjler
Bevidsthed er godt

Set er det sted hvor alle de ord strømmede fra - hult og extremt forførende

Dyngen af fortvivlede metaforer der uden stop kom mig i møde med dybe mellemgulvsstød kender ikke sin mage

Slæber mig op til kanten hvor dine mindeværdige håndsrækninger for alvor lader mig undgå den livsudtømmende lysende passage

da dine hænder søgte ind under huden på mig var jeg allerede fortonet ud af det vidtåbne vindue som havde søget for svalende briser når køling var behovet
som en sjæl uden ydre ramme var den sansning du gjorde dig netop da du lod dine hænder søge berøring med mig

Skydækket omslutter med sin fugtige tyngde stien som jeg vælger at bevæge mig af...

Hører alene lyden af mit åndedræt og den hule stumpe lyd af mine fødder der møde underlaget for hvert skridt jeg tager...

Eksistensen af det som er lige bag mig fortoner sig i luftens mættede kølige fugtighed...

Fremtiden træder dovent frem for hver kurve jeg tangerer og passerer uden at klæbe sig til mig som bindemidlet til virkeligheden...

Som en påmindelse om min indre Judas lod jeg mit eget ego dessertere og stikke sin kniv dybt ind i ryghvivlen lige midt mellem mine skuldreblade

Føltes som om efterårets favntag med livets løvfald tog over og lammedes for altid siddende ude af stand til at pensle en eneste pointe ud

Dine kys mod mine ikke længerer sansende læber og intense indblik i mine udsultede øjenkroge åbnede op til dybets allerdybeste affaldsskarkt

Tanken om at holde vejret evigt som en vej ud i lyset mellem svævende aflivede sjæle og afsagte ekskluderinger boltre sig i afmagtens centrifugal kraft

Høster kun derved en kvalmende fortabthedsfølelse og indsigt som vender alt på hovedet og livsbekræftende ord som overvælder og booster alle de endegyldige celledelinger til en cyklus

sluk efter dig