....var egentlig på vej ned for at se til baggårdens skyggefelter da en modtager af livets pris passerede direkte ind foran mit fokuserede synsfelt og bragte mig ud på en omvej der efter flere timer havde placeret mig foran en fortidig bekendts hoveddør hvilket i sig selv kunne være lige dele modbydeligt men også på sin vis som katalysator til nye kompisationer af landskabelig struktur og mellemtidsdikterende haleluja udfald mod moderjord og alle de kiler som driver sig ind i mine tankebaner blot for at tappe mig for samtlige metaforer som kunne føre dette skib af en ordstrøm sikkert i havn og mig op på land tørskoet og tilpas lykkelig over at formå at turde benytte mig af noget der altid har forfuldt mig men ikke ladet mig mindre bevidst om ikke at tale med større hapitus end min sitrende fingre kunne tillade mig at frisætte mig selv fra trangen til at fylde det rum ud som passer til den udgang til smøgen som fører mig direkt ned i baggården for at undersøge de skyggefelter som skabtes der i den nedgående dommedagssol...

indre landskab

hengemt mellem landskabets kurvede udveje ligger det paradis som lader alt andet fortabt for at evigheden kan sinke nuets reele funktion

på min vagt lå der ingen hints gemt i de meldinger udfra som skulle gøre virkeligheden til den omgivende faktor for min eksistens

kendte jeg blot din sande hensigt som du så åbentlyst lader hensyne i det røgslør som din blotte tilstedeværelse efterlader for hver en udånding du præsterer

var jeg født døv og blind kunne intet af dette ramme mig
var min smagssans udeblevet ved min skabelse havde jeg intet smagt
var min hud uden sansende nervespidser smertede dine slag ikke

ville jeg vælge en anden retning hvis din ikke havde krydset min
ville det jeg ser slingre faretruende tæt på afgrunden være sikret ved din exit
ville klodens endeligt kunne bortviske det du efterlod

er en indre eksplosion eneste udvej for at forrykke alt det du lod dø
er det den eneste løsning som kan bringe de, som skal følge efter, den sande sandhed

den sandhed som kan få deres indre landskab til at falde på plads

panorerer hen over fortidens landvindinger
overrumples af synet af de dybe ar
springfloders grådige erodering af det som skulle være et livsværk
hvor findes alle de visioner som druknede i modsætningernes destruktive malmstrøm

når blikket rettes mod fremtiden trænger synets vigende evne til at stille skarpt sig på
nuets balance tynges af fortidens forrykkede tyngdepunkter
strækker mine arme ud og griber efter de to hænder som gør mig til mere

fra dette sted vil jeg udstrække min sikkerhedszone
så den favner de som ligger mit hjerte mest på sinde
vil fylde samværets brudte klitrækker ud med viljens styrke
give afkald på ufrugtbart land
lade det blive ignorantens bitre gevinst

skrevet ud

du fejer mig af bordet og minder mig om at jeg ikke skal hænge mig i slaget jeg vil opleve når jeg hamre mod gulvets betonhårde overflade
fortæller mig, mens du udskærer mit hjerte ud, om at det er i fremtiden jeg skal finde svarene
vrider mig for den allesidste dråbe af forhåbning om blot et enkelt fingeraftryk
lænser min tid for alle de stunder som jeg levede for det der var vores fælles arv
en arv du udbetalte alene til din konto mens du lod alle og mig mest vide hvor lidt du fik

hvordan skal jeg tøjle denne urkraft - den vrede som tapper mit blod for al den energi som er mit værn mod alt hvad der minder mig om dig
skal jeg som ham som lagde kromosomer til min skabelse vælge ensomhedens fravær
er sejren din

det er den kun hvis jeg lader mine arme visne for ikke længere ar favne jer - hvis jeg driver min samhørrighed med jer ud over din dybe afgrunde af empatiløse revner i dødens ørken

når jeg har genfundet alle mine amputerede følelser og legmesdele og samlet mig selv op til den helhed som altid vil være jeres skal intet andet end den historie vi kender men ikke i nu har skrevet fuldenes og bringe os lykkelige gennem den tid vi har fået og som ikke må forspildes

i den historie er du skrevet ud....