On the road

flår gearene til blods mens afstanden fra den gyde hvor det indre ræs eksploderede i fremdrift gøres uendelig svær igen at vende tilbage til...
kulden som skaber iskrystaler ned gennem min rygsøjle gør mine hænder ufølsomme for erindringen om alle de lette kærtegnene strøg du lod dine læber løbe hen over min håndrygge...
jo mere landskabet som vrider sig klagende omkring min krop føles forløsningen nærmeste som en selvskabt genfødsel og det smil som stivnede da du vendte ryggen til min hjertelængsel forbliver indprentet som evigt minde...

Indtaget i evige forlis ligger jeg som en bundfældet kaskade af dagligdags trivialitetter

nærmere

Tiden har spist sig ind på de sidste endelige øjeblikke og står tilbage med begyndelsen på mindernes blindgyde...
alting vender tilbage i omvendt rækkefølge...
det sidste udtalte bliver den først bemærkninger der kløver tidens begyndelse...
griber ud efter det holdepunkt som kan fører mig fremad mod fremtidens nyskabelser og erfaringssump...
hold mig kildeløs og ren i sjælen som var jeg altid nyankommen...

klaustrofobisk

indespærret i dette maleriske selvpåførte indelukke drejer jeg mig krampagtigt rundt og mine øjne hvivles ind i et udsyn som intet ser og alt fornemmes... panikkens pulsslag tapløber fra mine åbne tindinger og jeg årelades for al indsigt og suges ind i min egen fortagsomhed...