har kastet alt ind på ikke at slippe taget i dette øjeblik
det øjeblik som vi deler uden noget registrerbart endeligt
du har båret mine fadæser
talt fra de indre hjertekamre
direkte ind gennem mine skamfulde overlap

har famlet efter dine hænder når livets rytme sendte os ud på det der føltes som afskedløse afgange
desperat kastet mig ind i dit felt
tilbageholdt af barndommens dæmoner som gennemborede mig når lyset i kældergangen gik ud og mørket mangedoblede afstanden til lyset åbenbaring og det uendelige himmelsrum tryghed

vil aldrig slippe dette greb og erkendelsen af ustoppelig sammenhørighed

leve igen og igen i dine arme

har vist igen udeladt at jeg ikke har opgivet at leve dette liv på ny
som om alt igen kan bevæge mig i den samme retning
efterlade mig stående ved endestationen efter hvert et livskapitel
uden udsyn til andet en den desperate længsel som fik mig ud mellem skinnerne
ledt hen over de evigt udlagte sveller af tjæret ukendeligt træ
modtagende guidede anvisninger fra snart sagt alle af anden observans
liggende stirrende mod de stjernetegn der uden tvivl efterligner dine intense ansigtstræk
kom mig i møde lige præcis der mellem intetsigende handlendes facader
luk mig igen ind til dit inderste indre og giv mig tiden til at genfødes i dine arme

vil gennemleve dette øjeblik i alt evighed præcist i samme eftergivende puls
i dine arme

come home

tiltagende mathed har fat i mit indre udsyn
forladthedens sandkorn rammer mig vandret uden at der høres andet end stilheden og ekkoet af dit åndedrag
har set mig til alle sider og kan kun se én eneste skygge
den som har mine fødder som kildevæld
der hvor du skal være er ser jeg lige gennem klodens massive masse

vel ved jeg at du retunere
vel ved jeg at din rejse ikke er uendelig
at evigheden ikke har opslugt dig

de dage hvor intet mindede mig om dig er forlængst udlevet
hvor jeg ikke så mig som jeg ser mig selv i dag i spejlet
altid var jeg i bevægelse væk fra den stilstand som opslugtet mit udefinerede jeg

samlet står jeg ved anløbsbroen og overvældes af de smilende tårer som forlader mit leende ansigt
har spottet dit ydre - din unikke siluet som alene du bære med dig
inden længe vil min krop favne dig tæt ind mens ordene fra mine læber vil viske alle de hengivne nærmest kærlighedstilbedende ordstrømme som kunne vare evigt hvis ikke det var fordi vi begge ved at vi ikke skal slå rødder der på broen med udsigt til den horisont som fødte din smukke tilbagekomst

endelig er du hjemme....