havde ikke mere tal på hvor mange gange jeg havde ladet kniven passerer gennem dine parader
at det måtte være noget nær uendeligt stod klart da der ikke længere var et samlet hele som kunne definerer din eksistens
at jeg havde fravristet dig al din selvopholdelseskraft som du lå der indsunket og med evigt blændet udsyn kunne selv den dybeste søvn ikke skjule

vi bliver her sammen lige så længe som der er hjerteslag i vores indre

dine øjne ser mine øjne når vi søvndrukne ligger tæt i de tidlige morgentimer

lige der er det ikke på nogen måde for meget at påstå at du er mit livs udkårende
faktisk er det ikke for meget at påstå at det kan siges helt fra det sekund jeg mødte dit smukke ansigts fine silkesmil og sjæleseende smukke grønne inviterende øjnes blik 

lysægte er vist det som skal gøre det ud for den stribe land som forbinder den flodbred som går parallelt med den som jeg har taget mit sidste skridt til
selv de tydelige fodspor som sikkert er taget via af denne overgang kan ikke få nogle af os til at flyde med trangen til at mødes på midten for der at dele alt det vi kom fra og med
skal vi ende med som skelletter uden kød, blod og puls
som vind kan gennemstrømme - eroderer til det fineste støv af glemte minder
vender mig og søger tilbage den vej jeg kom - måske kan det hænde at jeg på vejen tilbage vil ende ved den bred hvor du står og ser op på mig med hovedrystende ærlighed
vil det være at skrue tiden tilbage eller er dette bare ikke muligt...?

hud

du har lagt dig på siden af min side
din huds kølige intense berøring vækker mig
min hud vækkes og sanserne vælder frem
ordløs berøring fører os sammen
dette øjeblik må ikke ende - never

sorry er et ord

kunne jeg blot forklarer hvorfor jeg igen og igen sidder her og lader ordene strømme i korte og lange kæder af usammen- og sammenhængende passager
at jeg tiltider ender i afvigende ombrydninger af virkelighedens substans
fraviger fra den letteste indfaldsrute til formfuldhed og påstulat ansvar
måske seende ind under de lag som jeg selv med ordenes logiske udtale udpensler
fra grå toneflader til dybets dybeste farvepalet

kunne jeg blot forklarer - men kan ikke... sorry

Omløb

siddende på perronen med det sidst afgående tog som eneste vedkommende tilstedeværelse
udset til at tage rejsen ud på mit livs sidespor forhindrende tydeligt savnende en begrundelse

fra mit udånding sanser jeg de forsvindende smagsaftryk af det måltid som blev indtaget sagte og uden nogen indtagende fornemmelse af efterfølgende mæthed
som om mit indre tonedøvt har valgt at fornægte mig denne sidste indbildning

som toget uvirkeligt indtager perronens løbende metermål opgiver jeg at nå fra den fugtskadede bænk til kanten af ingenmandslandet
gispende efter det første skridt der skal bringe mig videre sortne det for mine øjne og lyden af afgangens kuldeskærende digitale fløjtelyd sænker mig endegyldigt

hvis jeg stadig sidder der fastlåst når du kommer forbi en dag må du godt pakke mig sammen og sænke mig til hvile i din hule hånds evne til at kaste alt over bord

send mig ud i mit eget omløb

facit

i dag har jeg set solens indre
fra der hvor jeg ligger uden åndedræt
i dyb ådal uden den rislende lyd af vandets løben mod havets intethed

på bagsiden af denne samling af vækst
i nydelsens passive skabelsebereting
trænger duften af svedige hænders forkullede periferi gennem glassets udsyn

holder krampagtigt fast i din puls
mens min egen synligt forlader mig
uden på nogen måde at have varslet denne nedtagning af princippet om evighed

har du ingen anden udvej end at trænge gennem mit blodfyldte indre
intet andet sted at skifte dit eget ståsted ud med mit
fra samme vinkel som den der på natten for lysets tilbagekomst er givet af logikken

i dag er jeg ophørt med at tale tydeligt
et sted i min stemmes rod har en ukodet lås udsat min afsluttende procedurer
indtil det tidspunkt hvor ingen kan andet end at gisne om facit

kan jeg gennem åben fortælling skabe forbindelse mellem dine spæde skridt og den stig du nu betræder
er du klar til at lade blodets bånd årelade og ikke føle indsigtens frie fald opsluge dig
når vi berøres i nærværet fra vores ubrudte tidslinie og mærker de allerførste sekunder
en forbindelse som har vekslet mellem alt eller intet valgt af ukontroleret livsbande
vil det lykkes af synkroniseres vores forenelige password for derved at finde tilbage til den første tårer mellem os - en tårer af lykke og uendelig kærlighed
kan jeg finde den vinkel som ikke får dig til at forsvinde forvirret og angst men lader dig glide ind i trygheden ved den ordløse høren til

luftige tiltag får ikke taget til at lette
dertil har det låg som er lagt henover sagaen for lavt et tyngdepunkt
gennem krybekælderen findes udveje til meningsfyldt meningsudveksling

måske er det ikke inde at vi skal udvikle os
er det under den åbne himmelhvælving at tankerne kan svæve frit
på vej ud i faunaen mellem bygningernes irrede skyggefelter
som om alt ligger på nordsiden af sandslottenes forsvindende ringmurer

er det der vi skal gå frit og fordumsfri tilværks
samlet op af solens logiske stråleglans
iltet af alt det liv som udspringer fra denne næsten evige kilde
er det også der du og jeg skal plante vores fælles skov

til dem som skal kommer efter
som kan høste af det ved som vi er i stand til at lægge kimen til

pureste guld

du stod som skåret i det pureste guld
jeg sank i grus af vægten fra dit ansigts vidunderlige kurver
i dansen mellem rytmernes langstrakter skygger lod du mig forstå at din tid måtte blive min tid
intenst udvidende alle mine vækstreserver er du helt inde i mit indre forrådskammer
liggende kimen til alle de fællestimer med pensum i livsralation

du står skåret i det pureste guld og jeg lader min indre alkymist gå på aftægt i mineralernes lyshav

du lod mig stå...

...på perronen da din afgang tog dig med
derfra hvor du kom lod ingen tilbage med tvivl om at alt er kasserbart
selv da skæbnen igen og igen kom mig i forkøbet var du fraværende
dertil smed du falske fortidsminder ind som synkefærdige trædesten
hvor kunne du med bevidst fornægtelse finde de afvigelser som i sidste ende lod mig stå der i livets snævreste blinde gyde

er det dig der står og kradser lige omme på den anden side af denne forvitrede skillevæg
i din egen dunkle blindgyde er du endt stående få tommer fra fra mine kinders fortabte tårers åløb
uden at du kan tører denne kilde ud som du tidligt lod springe fra mit ufærdige hjertes hule

overvældes dybt og fuldstændigt af denne rejses synlige endestation - gennem tid og sted er jeg nået frem til dit endeligt og vil stå med åbne arme og modtage dig med englenes dunlette omfavnelser
kommende fra de dråbeformede kærlige kindkys som du også lod mig begave med
der hvor også de lyse stunder og glædesberussselser lod mig spænne afsted med sommerfulde i mit mellemgulv så store som de trætoppe der lod mig klatre helt ud på de yderste hårtynde kviste for at se ned på dig afslappet tillidsfuld og med slet skjult stolthed over min dødsforagt

var du klar til at gribe mig hvis jeg havde valgt at slippe taget

udgangspunkt

står med dig ved min side

hånd i hånd tæt lader vi vores øjne bevæge sig hele horisonten rundt
intet siges for vi har ikke brug for at sætte ord på

af alle de stier som går ud fra dette vores fikspunkt kender vi godt de som vi kan vælge at bestræde

sammen kan vi vende tilbage til dette punkt og i tavshed smelte sammen for igen at lade vores blikke cikler rundt i livets uendelige landskab

vi ved i fællesskab at der er lige præcis så mange retninger vi sammen ønsker

netop at stå der sammen med dig og ydmygt sammen vide at der findes fyldte og udtørrede kilder

det smukke er at vi ved det

det smukke er vi ved hvor vi kommer fra

fra dette lille punkt midt livets landskab som er vores udsigtspost og udgangspunkt

vores udgangspunkt

1.642.560

når jeg tænker 1.642.560 sekunder tilbage ser jeg dig komme smilende mod mig
fra ord veklset digitalt mellem os skal vi nu for første gang være tætte
forbindelsen mellem os gik fra elektriske signaler til direkte tale og levende lette smil og latter
vi fandt hinanden i det øjeblik
fra det øjeblik forandredes alt for altid
fra det øjeblik har hvert sekund været fyldt af din eksistens i mit hjerte og sind
fra det øjeblik vil jeg elske dig til det allersidste sekund


vi har nu nået til 1.642.560 sekund + de som er løbet til siden vi nåede til 1.642.560 sekund


Lykønsker os to og vores kærlighed og ønsker os held og lykke

Netop

til tonerne af din silkebløde sviskende længselsfulde ord ind i mine begærligt lyttende øre glider jeg ind under din hud og der findes kun lige præcis det som gør dette til det fuldente øjeblik
her under vores kærlighedsdækken er der intet som kan begår overgreb på det som vores livsgivende puls skaber så unikt

endnu et par øjne så livets lys
7 milliarder par øjne ser efter samme livslys
for alle at erkende at livets lys udspringer af livets mørke
som ved fødslen hvor livmorderens mørke erstattes af altets blændende lys
vedblivende søgende indtil blikket slukkes af den endegyldige slutning

tidsløst oplyst

et ydre torpederer mit blik
som indefra trænges indtrykket ind i mørkets snævre korridor
ender med som et stroboskopisk glimt der brænder sig ind mit synsfelt som arvæv
unden et før eller efter hænger indtrykket som låst tidløst oplyst
må se direkte op i solens blændende forbrændende forglemmelse
håbene om fortræning lader mig gå uden indsats

Tabte indvendinger viser sig som ringe den fortykkede lufts stilstand
Knytter hænderne og svinger armene for at slå hul i tomheden
Resultatet er udtryksløse bunker af efterårenes blade som hvivles op og forlader jordens overflade som uendelige tufoner
Må undertrykke trangen til at løfte blikket af frygt for at synet suges med løvets flugt fra den sikre forrådendelses i jordhøjde
Tilbage står jeg nu ikke længere omgivet af det forfald som lægger basen for det som skal forandre for at forblive uændret

linier

nedenstående er ikke udført som for at bringe mig eller dig tættere på din eller min skaber

på plussiden ligger alle de henkastede udsagn som førte til intime nærhedsoplevelser

på minussiden findes de nedgravede fortalelser som aldrig forlod læbernes skjulte visken

et er at åbne det uåbnede og at se ind i det usete

et andet er blindt at beskue det synlige uden at se

at lytte uden at skrue op for volumen med nedrullede lydmurer der brydes af sanseløs hyperhastighed

at gå uden fodtøj og ikke registrere de dybe snit som lader blodet flyde fra trædefladen som floder af tabte forhåbninger og drømme afbrudte af fortvivlet søvnløshed

så kompliceret at nogle er fordømt til aldrig at finde deres eksistens medfødte levevej

faldende uden for rækkevidde af hænders desperate forsøg på at gribe

En tanke
Hvad høster vi som mennesker i denne tid af utryghed og uafvendelige forandringer
Det vi sår efterlade underskud og hunger
Den vækst som skulle give føde til dagen i morgen passes ikke og ender med at visne
Tilfredshed opnås da vi ikke alene sætter vores eget mål
Livet er blot en stadig følelse af ikke at nå i mål
Målstregen flyttes for hvert skridt og ænses som et fatamorgana

Er det ikke muligt at tage retten til at bestemme dit livs mål tilbage
At så præcis så meget afgrøde at næste høst bringer harmoni og mæthed
Overskud til at kunne så næste afgrøde som giver overskud til at kunne så næste afgrøde...
Bibringe livsnetværket det focus som bragte menneskehedens eksistens fra en celle til det vi er i dag
At kunne vælge at bevarer eller at destruerer
Kun ved at bevarer og erfarer hvad der bringer balance og harmoni kan vi efterlade præcis så meget at det for dem der kommer efter er muligt at efterlade præcis så meget at vi kan mindes som dem som stoppede op og gav livet videre i respekt for dem der skal mindes os med den samme respekt

I kærlighed til de som alene næres af grådighedens ulykke må en ny/gammel retning sættes
Kun derved bliver der plads til alle på vejen til det sted hvor det som forlanges/ønskes ikke overstiger det der efterlades
Hvor sejren og profitten bliver til tilfredsheden ved at dele gevinsten med fællesskabet og ikke at efterlade tabere i sit spor

Se hinanden i øjnene og lad ikke blikket falde - stir ind i din næstes behov for at være anerkendt og fuldendt - dybt ind i kernen og opdag at I deler samme livskerne

I dit bjergrige findes ingen lykke i dalene
Kun på de højeste tinder lyser stjernelyset

Havde jeg ikke blot sekundært tangeret drømmen om at bestige planetens himmelsøjler var jeg måske i dag endt med at stå befriet og selvtilfreds på en af dine massiver

Tager jeg grueligt fejl ved denne stræben efter søgen mod universet port til vægtløshed
Er det i grundfjeldet at livets lykkelys skinder
Gennem de indre bevægelser fra reflektionernes fordybelse

Kanske at jeg gjorde ret i at lade drømmen om at besejre de nedre 99 procent for at stå alene på den ene glide fra ud af mine hænder for at forblive stående her

Dine ord

I alt hvad du siger til mig
Den måde du skære ind til benet
Der hvor evigheden springer fra som et uendelig kildevæld

I det felt som strækker sig fra dine læber til mine
Det rum som uhindret lader os mødes
Berøringen af dine tungespids

I et hvilende øjeblik under træest grene
Med det minimale i gods og guld
Så tungt læsset med vores fremtidsformue

Der føres vi til af vores bølgende dialog
Guidet af vore hjertets fornemmelse for geografi
Sikre og trygge ved indsigten som flyder mellem og gennem os

Alt dette hører jeg i det du siger til mig

Synkroniseret mispas

indtil for nylig, var mine minder om de minder, jeg havde om det som aldrig, slog rod i mit eksisterende udspring mine alene... til det ramte mig, med koldt blod fra de åre, som ikke længere fyldes af den puls, som lod mig, blive i stand til at sidde her og indskrive dette i mit som universets ubrudte historie... at den, som lod mig indtræde i mit, til døden skiller mig fra det liv jeg vil have levet, liv for der at udfylde, den rolle som jeg aldrig helt får ind under huden... for det er som om, den hud som indeholder mig, ikke ville lukke mig helt ind... føler til tider at de blikke som møder mig registrerer denne næsten usynlige mispasning... den manglende synkronisering, mellem min tale og læbernes bevægelser... det nærmest forcerede flugtlignende tempo, hvormed ordene strømmer ud over kanten, for at falde i dybet og drukne i manglende substans og klarhed... det mente formår ikke, finde holdepunkter mellem de mange ord... læser bagud og famler efter, det omdrejningspunkt som gav stødet til starten på dette skriv... kan ikke finde den...

er det forkert at miste grebet om overskuddet og evnen til at strække sig helt ud for at nå over til din side af den kløft som til stadighed udvidder sig uden at jeg eller du evner at bremse det uundegåelige
at ingen af os vil være i stand til at nå hinanden i sidste ende
når blodets bånd ikke længere eksisterer mellem os og jeg eroderes fra dine minders enge som ikke længere er beskyttet af digerne der holdt alt ovenvande i dit sind men nu har åbnet slusserne for glemslens smerte

Hvad er det som gør at vi hver eneste dag ser de muligheder vi troede vi havde bliver manipuleret med kirugisk nøjagtighed så vi ikke registrere det uden at være helt og aldeles tilstede
Alt det som tidligere var alment anerkendt som almindeligt placeres på niveau med raketvidenskab
Søger vi at træde i de spor som generationer før os ender det igen og igen i en erkendelse af at vi begrænses og at der er frit slag for dem som ønsker at sætte sig helt og adeles på de valg vi får lov at tage

Vi har lige foretaget et valg - bare ikke i forhold til hvem vi i virkeligheden sætter retningen - de få som ikke ser sig selv i spejlet med andet en grådigt behov for at være nærmere gud end sig selv - eller er det gud de ser i sig selv?

Var det virkelig muligt at opleve et så overvældende melodisk brus
Så dybt indtrængende stemmer strøg poetisk englestøv ud over mine kinder
Essensen af fremtidens toner og lysende udveje fra de nøgne outsidere
Alt hvad der findes findes her i dette moment mellem alle dem som mødte op

et rytmisk tidsforløb sætter mig i stand til at være helt nede i hvilepuls mens taktstaven ruller sig om mig som uendeligt bredde elastiske gazebind og jeg falde i sync med dine smukke ansigtstræk
ikke et øje har andre synsfelter en tonernes sansende udtryk - alle har uden omsvøb overgivet sig til dette intime sæt der helt og adeles er sit eget i 6 hænders kompetente aflevering
tangenterne som af sig selv fordre fingre der vil lege med øser af historiens musiske inteligens og lader os stå tilbage berigede og klogere på hvor livet leves - langt fra de freonsnedkøllede montres livløshed

Er det mit

...det som flyder i dine tankers flod
daler ned fra dine indre dybe tanke skove...

...pulser som dine celler's åndedrag
bølgende som dine fine hårs kornmarker...

...kantede afvisninger indbefattet af din ryg
nedslående blikke fra dine øjnes dybe krystalsøer...

...sommerfulgstynde vink fra dine lyttende øre
talende i ydre gloser uden afvæbende argumenter...

har du tænkt et øjeblik på mig i dag

følt et sug i maven så uendeligt dybt
næsten som el pærens paniske skarpe glimt lige før den dør ud og alt bliver mørkt

jeg er den el pærer der ikke kunne falde i søvn tænkende på dig
følende suget i maven så uendeligt dybt
ængstelig for at du vil forsvinde i mørket når el pæren dør ud

vil drømme at jeg har sat mig til det opretstående flygel og nu med en uset indre ro lette stemningen med sprøde klimtende toner udspringende fra min blidt kælende fingres berøring af tangenternes lyse og mørke flader
lukkende øjnene i for altid at svæve med toners fordampende fade
lader den evige rumklangs ekko holde momentet fanget i lydenes katedraler
lytter intenst efter det øjeblik hvor den sidste tones synker ned i stilhedens sorte hul
det sted hvor min stemme også en dag skal forsvinde for aldrig at fylde universet mere

Dig og Porto Covo

har du egentlig nogen erindring om dagene i Lissabon
året efter Orwells 84 var oplevet og overlevet
med en følelse af at huden åndede hvert et molekyle ind der definerede netop dette sted - denne by - dette øjeblik
drømmen om at besidde alt inden fyrrene - at indprente og beskrive livets essens inden mit blod ophørte med at være bærer af ilt
melankolsk sansende de snævre gyders fortabelser indhyllet i skygger uden tid
ung og vanvittig naiv med den der utilsigtede selvsmagende romantik som bundfæld i de mousserende rødvines berusselser
længelsesfuldt drømmende om det evigt forpligtende kærlighedsmøde med dig
med dig er jeg tilbage til Lissabon og vi har sat os tilrette i togets trygge kupé med distination Porto Covo - mit livs kystperle

Palle alene i nedløbsrørets sillende dryppende syreregn
modtagelig for andres ætsende udgydelse metodisk plantet i hans pande
altid søgende ind i centrum mens blikket febrilsk styres af udgangens forvildelse
på stemmens klang forestiller ingen sig andet end det som dagens overskrift udbasunerer

Palle - dit udkomme er forløst i dine indbildninger om selvets - dit selvs udantastelighed
ser du i spejlet ser du skæbnens skudhuller som lukker livets lys udenfor ind og lige gennem dig
føl trækket fra de spildte dages udtørrende og lov dig selv at minderne aldrig skal tynge dig
dertil er de for utydelige og ikke oplevede - ikke født til live - ikke modnet - ikke til at bærer

Et indspark fra mit hjertes rod og engagement
modtaget med flæbende og slæbende apati
så det ikke lige komme men genkendte i et splidt sekund afsenderen
et øjeblik lod implosionen mig fastnaglet i den regnvådde overflade
missede nok også 2 hjerteslag men ikke livets kerne
og da den håndflade som er mit virkelige eksisterende fatamorgana iltes ved lagde sig mod min løftes jeg ud og op til nye og smukkere højde

nede så jeg snylterens skikkelse fordampe og opsluges af den grund den udsprang af
vores veje endte aldrig i en sammenfletning og vigepligten endte i den bløde rabat

milde dråber af passionerede kærtegn fylder mine sanser med dit utilslørede henrivende væsen
påfaldende mange forventer intet af denne sublime stund mellem kødets indsigt og vores væsners overgivelse til det der er dit og mit
de ser ikke de fuldente skridt du igen og igen tager i mødet med min kommen dig i møde
ingen kan se de syn som vi alene har og deler
ingen kan nærme sig den microskopiske kerne som indeholder alle vores levende sanser
den er alene os to beskåret som lykkelig i den rolle

står midt på broen mellem det som søger med lyset og det som uden tøven drukner sig i mørkets sump
stigningen fra mørket til lyset føles og ses som uoverkommelig og de skridt som føres mod tilværelsens frieste udsigt tynges og vendes uden for min kontrol af mørkets vakum

er måske ikke helt på det rene

men det kan et skridt ud i oceanet måske lave om på

dugdråber

lyden af den milde tåge

summer fra din silkebløde nynnen

indhylder min horisont

tager ordets magt nænsomt fra mig

følger dit tempo og retning

med indprentet berøring

og giver efter for de kølige sitrende dugdråber som vælder sagte fra dine lysende levende øjne

gennem tågen skimtes dine bløde kurver som intet smukkere

og i dine ådale ligger vi os til hvile i foreningens leje af engens dufte

dertil kender vi kun vejen og tilbagevejen

synker ned gennem din sansende overflade

Registrerer glimtet fra den nedadgående bevægelse som jeg oversætter med ordet "brudformørkelse"

Om jeg igen skal gense lyset fra dit ydre kan jeg ikke analyserer mig frem til men lige nu venter jeg på at kunne melde tilbage

Har aldrig gennemtænkt præcis denne mulighed men kan udemærket se at den er rentabel og harmonisk

til tider er det som om ordet eller mere præcist ordene ikke slippes fri af mine tanker
er dette sådan en stund - et tidsøjeblik hvor det som ser så meningsløst ud kan vise sig at være forventeligt og blot endnu en dag på livets kontor
er det lige netop det det er så er disse ord måske et spinkelt forsøg på at vriste mig fri af den perlerække af indtryk som efterlader mig ordløs og forstemt over ikke at nå til enden af perlerækken
vi kan le og forglemme hinanden og stå netop der hvor der ikke kun er en dør ud men hele to som ingen af os kan vælge at benytte sammen
lige netop der står alt på kanten af tilfældighedens afgrund og kun der kan ordet trække det hele tilbage ind på land
se nu er det at ordene sive ud i keglens uendelige ende...

Stræber efter at eftergører alle de handlinger som lod alle stå måbende tilbage uden anden deling end livets åndedræt
Lykkes det for denne ene eneste at tilvejebringe dit hedeste ønskes dybeste indfald

en anden virkelighed

set gennem morgendisens let kølige fugtduftende slør er dine træk udvaskede og forsvindende
intet i mit indre havde set denne din sandhed vokse ud af den tanke om evigt venskab som jeg måtte tage afsked med mens jeg forsøgte at vride mig fri af angsten for at se dig som du er
at måtte slippe dig fri til dit eget skæbnevalg og samtidig tilse min egens bedste

for hvert sekund der årelades mellem at vi ses nærmer vi os den afsked som bliver uden ord og hænder der slipper livets greb
slår mig at det måske slet ikke er nået din opmærksomhed at der bliver færre ord og handlinger som binder os sammen

Alt må gendefineres så puls, handling og altet bringes i naturlig symbiose

Drømmene defineres fra din egen indre kerne og ikke fra indbilt profitudspring

Værdi vil skabes i mellemmenneskelige relationer hvor ordene og tankerne bindes sammen i positiv energi

flere tanker følger....

en dag

det er en af disse dage hvor jeg allermest af alt ville ønske at du havde været mere end blot et forduftet minde

en af disse øjeblikke hvor dette aldrig at få lov at se dine levende øjne og høre dine stemme udtale mit navn er ubærligt

ikke at begribe hvorfor det aldrig blev os beskåret at nå at hinanden gennem den uendelige ødemark af smertestillende glemsel

mit indre billed af dig blegner langsomt stille og ustoppeligt og jeg sidder tilbage med et uopnåeligt ønske om at kunne holde et blot microskopisk billed af dig i mine hænder

om det så bare blev et forbipasserende indblik i dit ansigts magiske små lighedstegn med mit eget

hvis jeg kunne se ind i mine celler og finde dine gener og arveanlæg og skabe et udtræk at indramme og stille dig et sted i mit univers hvor jeg altid vil have dig inden for et øjekast

det er en af de dage hvor jeg savner dig uden omsvøb - denne dag

Tone

En sætning fik tag i mig i går aftes

"Du er mit livs tone"

Du er den som gør den tætteste tåge til den klarest morgenstund

Med dig holder intet op før livet er opfyldt og målene nået

Med dig tåles de sitrende indadvendte øjeblikke vidende at du står der og venter med kærlige kindkys og stabiliserende flirtende øjne

I dit selskab er blomsterne i vores hjerter i vores cellers centrum og vi favner sammen

I dit smukke sinds hvile griber jeg om dine hænder og koordinerer vores åndedræt og hjerterytme

Du er - ja du er er mit livs tone

Medtaget

væggens ydre lag af påført menneskeligt skidt var det eneste dine øjne registrerede mens dine tanker famlede fyldt af en hjemve der aldrig blev tagte hånd om

alle de dufte som omgav dig netop i det øjeblik var for altid forbundet med en afgrundsdyb følelse af evigt svigt

denne første nat der blev bruddet med barndommens frie nysgerrighed tæt forbundet med dannelsens lokkende kilde

Noget dæmre

at please dig er som at stå over afgrunden med blikket rettet mod den hårtynde line der strækker sig fra dine afmagtsfremmende nedgørelser...
tvivlen om denne lines indre fibres styrke æder mig op inde fra - alt det som jeg længes efter tegnes i dit difusse tågeindhyldede herredømme...
at tage det første skæbneskridt ud af din sti føles som det må føles i kernen lige før atomer splidtes og livets lys eksploderer og efterlader evigheden tom...
noget dæmre - en gentagelses gentagelse overvælder mig og jeg lader mig falde mentalt bagover vidende at min sjæls legeme lander i klarsyn og den rettes omsluttende indsigt og fælles livsbane...
liggende der ser mit fornyede syn afgrunden lukke sig og min længsel efter sammenhængskraft forene sig med mig...
ser dig forvildet med dine vidtåbne øjne forsvinde stående på dit herredømmes ødeland...

oneachside

Navngiven

Lige som alt synes at ende på målstregen falder jeg af sporet og bringes tilbage til begyndelsen
Har holdt et skarpt blik rettet mod samtidens savlende uanstændige mangel på tilstedeværelse
Er det det der bringer et hvert forsøg på at hæve sig over middelmådighedens forfald ud af retning

Dig

Mit lille smukke væsen
rejsende helt tilbage
fra mit tidligste bevidsthedglimt

Mine hænder strækker sig
blidt og samtidigt
længselsfuldt mod dine
små fine hænder
så nænsomme og bløde

Berører dine fingers yderste
spidser og forbindes i et
sansefyldt øjeblik med
mit lille spinkle væsens
udefinerede åbenhed og
længsel efter at fortælle
om alle de endnu ikke
drømte drømme

Ordløst fyldes
vores berøring med en strøm
af ord med deres
helt egen selvforståelse

Jeg må løfte dig op
til vores ansigter er helt tæt

Helt tæt røre vi hinanden
med vores pandebens tynde hud
og i en uendelig stund
findes der ingen tid mellem
der hvor du lille smukke
væsen kommer fra
og der hvor jeg er nået til

Vores læber bevæger sig
symkromt og tre ord
formes til en lille sætning

Jeg er dig

Antoni Ørum

Når dit smil var på sit højeste og din stemme så meget mere erfaren (end min nyligt overgangsbefængte) lod ordene fra dine tanker meddele sig direkte til mig
Da følte jeg mig en anelse mere indforstået med mine egne tøvende spirrende tankeord
Lyttende til dit et halvt årtis dybere musiske indsigt trak mig frem til et aldersvarende moment
Ikke fra en savnet faderskikkelses bedøvende beundring
Nej fra en genkendelse det endnu ukendte i mig selv
Tangerede med dit ydre en stund - en tidsfase
Langsomt sev du mod Århus og jeg søgte mod øst
Fra to verdensdele blev samtalen spinkel og defragmenteret og de sidste øjeblikke vi nåede sammende lå under for beruselsens inderlige smerteblottelse og vores sjæles løsrivelse

børn

kom ud og leg
drenge og piger
vær hinandens lige
træd ud af historiens kønsdogmer
grib øjeblikkets mulighed
stå tæt og lad det leende smil binde jer sammen
favn tårenes flod og lad intet være uden mening

Under

Blikket rettet mod hvælvingens bjergtagende spændvidde lader mig utrygt forsøge at begribe om dette er et udtryk for mennesket evne til at række over det uendelige
Overbevisningen evner ikke at finde indpas i mit ønske om at overbevises
Nedbruddets kommen ses for tydeligt i samlingernes ugennemførte dedikation og efterlader ingen tvivl om den uomgængelige sammenstyrtnings logik
Er jeg den eneste der har fanget denne otupiske masseudflugt mod mastodonternes udflugt til katastrofeland

I begyndelsen

For så vidt som at jeg ikke helt ved hvor natten førte mig hen står jeg nu her i korridoren til dit inderst univers. Hørte godt at du lod døren smække så ingen i hele kvarteret er i tvivl om at du er på den vanlige vej til de himmelvendte timer som stemmen der modtager og sender videre gennem omstillingens ledningsknude. Dog kunne jeg i det sekund du vendte dig i døråbningen for at gribe ud efter nøglerne glide bag om dit synsfelt helt uden at du så meget som fornemmede mit åndedræt der passerede uhyggeligt tæt på dit nakkehår. Den voldsomme måde du slutligt lukkede døren bag dig på tydeliggjorde at du i dit hovede ikke var helt færdig med at tænke morgenens opvågning og nattens drømmelandskab til ende. At noget havde gjort et forceret antrit til den eneste måde du kunne møde dagen. Alt dette føltes svøbt stramt om mit bryst som husholdningsfilm stramt glat og tiltider krøllet. Indestængende min ind- og udåndning tydeliggørende min tilstedeværelse i stilheden i din korridor for hver ind og udåndning.
Mit syn svækkes for derefter at udvides til fuld 3D vision - en cirklende bevægelse løfter det som mit mødrende og fadrende ophav helt tilfældigt, uden en eneste tanke om den mulighed, skabte som min unikke cellehob. Fuldt bevidst om at virkeligheden massive styrke har taget over og frittaget mig for mindernes ubarmhjertige knivstik og kvællende opgivelse.
I denne tilstand af stilstand føres alt der omgiver mig som en tunnel af stoflighed ind- og udenom og tanken opstår at jeg lige om lidt skal kolliderer med univertsets mindste og mest energifyldte partikler for derved at sammensmeltes og splidtes i et sammenhængende nu.
Er dette en ophørende metafor eller er der langt større og indkluderende målsætninger i sigte?

snedriver

panisk forsøger bevægelsen at indhente den tabte tid
derved forvitres de passerénde indtryk og syner hen
kun ved fuld koncentration genkaldes retningens landskab
og meningen med rejsen for mit indre blik
kalder på dit åsyn og at dele giver evig hengivelse
hvori der ikke længere kan tages forbehold men kun holdes fast i det ufejlbarlige ved at være menneskelig og sansende

indlagt

ifølge daignosen skal dette leje være mit i et ikke defineret tidsrum
bring mig vand - tørsten trækker

Som om

Lærer mere af dine uudtrykte tanker end noget for de fleste absolut givent
Når du lader rejsen bevæge dig i alle andre retninger end de jeg sjælefuldt ønsker at forudse
Fra det sted hvor du vender alt ved mig på vrangen og jeg ænser den indre forbindelse

I nattens stilhed omsluttet af kærlighedens trygge åndedræt kommer du til virkelighed som om alt aldrig helt er blevet sagt til fulde
Men tidspunktet er ikke fordelagtigt netop der for min indre visken når aldrig dit lyttende øre
Måske er det netop der at den fravristende afstand mellem os udtrykkes tydeligst

Som om mindet om de millisekunder som blev til år og livsforløb der aldrig lagde en stig ud til den bro som altid forbinder levende selvstændige celler

postulat 01

Har ladet hånt om solens livgivende overflod
Blot for med egne ord at låne lysets stråler i dybets under
Modvindens genstridighed blev mit skjold mod saglighedens pointe
Fra tilbageblik mod tiden før lyden af oprejste skabningers skridt ind i forsteningens fængsel kom der ind fra nuet side emneopråb af fremtidens skabende kraft og destruktion
Destruktion af det som årelades fra det sagte og gjordte
Logisk reflekteret i bagklogskabens grumsede selvretfærdighed
Afsat er lange skygge fra sindets genbrugsplads hvor intet må listes op under livets cyklus
For mange tørrer tankernes kilde ud i sansedød omgang med vital selvopholdelse og ligegyldigt åndedræt
Vender mig og drukner mig i alle håbets tanker og ideer om løsninger for hvert åndedræt
Solen er tilbage i mine øjnes indre glans og blodet vandre rundt i min krop med godt nyt fra de styrende organer

Den bedste vilje

De tårevæddede øjne som blændende oplyser det altomsluttende mørke var det som blev mig beviljet
Var det ikke fordi den tavshed som hvilede tungt over hele setuppet var så håndgribelig var jeg nok snublet og faldet i
Ved nu præcis hvor lidt det må have påvirket almenvældets indre harmoni og ser mine søvnløse nattetimer som mit lod