set gennem morgendisens let kølige fugtduftende slør er dine træk udvaskede og forsvindende
intet i mit indre havde set denne din sandhed vokse ud af den tanke om evigt venskab som jeg måtte tage afsked med mens jeg forsøgte at vride mig fri af angsten for at se dig som du er
at måtte slippe dig fri til dit eget skæbnevalg og samtidig tilse min egens bedste
Ingen kommentarer:
Send en kommentar