mørket min

solens stråler kryber sig ind på mig
troede mig sikker her i mit eget skyggeland
bag klædeskabets hvinende skydedøre
herfra overhører jeg morgenens ritualer
med det ene øre presset mod bagvæggen
kæmper mod øjnenes tilvending til mørket
vil forblive ikke seende her i mit eget skyggeland
støvet fra den opstående efterårssols stråler daler sagte
trækker partikelstrenge gennem mit legme
opløser mine indre overbevisninger
forandrer min materie til glas
gør mig gennemsigtig og blottet
modsiger alt hvad jeg har forblevet tavs om

hvad får jeg igen når jeg har talt
hvilken dør skal jeg gå ind af
forblive delvist uset og antydet
eller med en hel fyldt tank at få fremdrift af
skal have plads til mindet om datidens mørke
falder ellers ud af rammen
hængende i skyggens yderste kant
med risiko for at blive skyggeløs og dermed opslugt af solens endeligt

Lukket øje

mit syn er som en monolog
balancerende mellem tomme stolerækker
har padlet fra hjemstavnens kystlinie
med synet mod agterstavnens kølvandsminder
som om stævnen af sig selv fandt sin retning
mellem dønningerne fra det der er passeret

et hav af hænder bag min bagage
ingen takst at betale
blot et blik uden andet end længsel

den samme længsel som i en enetale
der hvor den lyttende har forladt tilskuerens enemærker
tager den eneste bus væk
slukker efter sig og hviler uden afsked
daler mod havets bund mellem omklamrende armes afmagt

kikker op mod det svindende lys
med ét blændet øje og ét uden fokus
hvem skal tale nu
føre monologen til ende
skabe et udsyn med indsigt
en sikker havn at søge ly i

Seler

har lagt mig i selerne

hvor kom den lige fra
at det skal være tilfældet
har ikke engang taget skridt til at klæde mig på
som om mandagen ikke har fået tag i mig endnu

måske er det blot et udsagn som skulle skrives
at det er tid til at fatte tastaturet igen
lægge ord i rækker og ikke vide rækkefølgens endeligt

vælger at lade det være en invitation til at vågne fra dvalen
til at iklæde tankernes mylder nye klæder
klæder der kræver at jeg lægger mig i seler