solens stråler kryber sig ind på mig
troede mig sikker her i mit eget skyggeland
bag klædeskabets hvinende skydedøre
herfra overhører jeg morgenens ritualer
med det ene øre presset mod bagvæggen
kæmper mod øjnenes tilvending til mørket
vil forblive ikke seende her i mit eget skyggeland
støvet fra den opstående efterårssols stråler daler sagte
trækker partikelstrenge gennem mit legme
opløser mine indre overbevisninger
forandrer min materie til glas
gør mig gennemsigtig og blottet
modsiger alt hvad jeg har forblevet tavs om
hvad får jeg igen når jeg har talt
hvilken dør skal jeg gå ind af
forblive delvist uset og antydet
eller med en hel fyldt tank at få fremdrift af
skal have plads til mindet om datidens mørke
falder ellers ud af rammen
hængende i skyggens yderste kant
med risiko for at blive skyggeløs og dermed opslugt af solens endeligt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar