mit syn er som en monolog
balancerende mellem tomme stolerækker
har padlet fra hjemstavnens kystlinie
med synet mod agterstavnens kølvandsminder
som om stævnen af sig selv fandt sin retning
mellem dønningerne fra det der er passeret
et hav af hænder bag min bagage
ingen takst at betale
blot et blik uden andet end længsel
den samme længsel som i en enetale
der hvor den lyttende har forladt tilskuerens enemærker
tager den eneste bus væk
slukker efter sig og hviler uden afsked
daler mod havets bund mellem omklamrende armes afmagt
kikker op mod det svindende lys
med ét blændet øje og ét uden fokus
hvem skal tale nu
føre monologen til ende
skabe et udsyn med indsigt
en sikker havn at søge ly i
Ingen kommentarer:
Send en kommentar