pureste guld

du stod som skåret i det pureste guld
jeg sank i grus af vægten fra dit ansigts vidunderlige kurver
i dansen mellem rytmernes langstrakter skygger lod du mig forstå at din tid måtte blive min tid
intenst udvidende alle mine vækstreserver er du helt inde i mit indre forrådskammer
liggende kimen til alle de fællestimer med pensum i livsralation

du står skåret i det pureste guld og jeg lader min indre alkymist gå på aftægt i mineralernes lyshav

du lod mig stå...

...på perronen da din afgang tog dig med
derfra hvor du kom lod ingen tilbage med tvivl om at alt er kasserbart
selv da skæbnen igen og igen kom mig i forkøbet var du fraværende
dertil smed du falske fortidsminder ind som synkefærdige trædesten
hvor kunne du med bevidst fornægtelse finde de afvigelser som i sidste ende lod mig stå der i livets snævreste blinde gyde

er det dig der står og kradser lige omme på den anden side af denne forvitrede skillevæg
i din egen dunkle blindgyde er du endt stående få tommer fra fra mine kinders fortabte tårers åløb
uden at du kan tører denne kilde ud som du tidligt lod springe fra mit ufærdige hjertes hule

overvældes dybt og fuldstændigt af denne rejses synlige endestation - gennem tid og sted er jeg nået frem til dit endeligt og vil stå med åbne arme og modtage dig med englenes dunlette omfavnelser
kommende fra de dråbeformede kærlige kindkys som du også lod mig begave med
der hvor også de lyse stunder og glædesberussselser lod mig spænne afsted med sommerfulde i mit mellemgulv så store som de trætoppe der lod mig klatre helt ud på de yderste hårtynde kviste for at se ned på dig afslappet tillidsfuld og med slet skjult stolthed over min dødsforagt

var du klar til at gribe mig hvis jeg havde valgt at slippe taget

udgangspunkt

står med dig ved min side

hånd i hånd tæt lader vi vores øjne bevæge sig hele horisonten rundt
intet siges for vi har ikke brug for at sætte ord på

af alle de stier som går ud fra dette vores fikspunkt kender vi godt de som vi kan vælge at bestræde

sammen kan vi vende tilbage til dette punkt og i tavshed smelte sammen for igen at lade vores blikke cikler rundt i livets uendelige landskab

vi ved i fællesskab at der er lige præcis så mange retninger vi sammen ønsker

netop at stå der sammen med dig og ydmygt sammen vide at der findes fyldte og udtørrede kilder

det smukke er at vi ved det

det smukke er vi ved hvor vi kommer fra

fra dette lille punkt midt livets landskab som er vores udsigtspost og udgangspunkt

vores udgangspunkt

1.642.560

når jeg tænker 1.642.560 sekunder tilbage ser jeg dig komme smilende mod mig
fra ord veklset digitalt mellem os skal vi nu for første gang være tætte
forbindelsen mellem os gik fra elektriske signaler til direkte tale og levende lette smil og latter
vi fandt hinanden i det øjeblik
fra det øjeblik forandredes alt for altid
fra det øjeblik har hvert sekund været fyldt af din eksistens i mit hjerte og sind
fra det øjeblik vil jeg elske dig til det allersidste sekund


vi har nu nået til 1.642.560 sekund + de som er løbet til siden vi nåede til 1.642.560 sekund


Lykønsker os to og vores kærlighed og ønsker os held og lykke

Netop

til tonerne af din silkebløde sviskende længselsfulde ord ind i mine begærligt lyttende øre glider jeg ind under din hud og der findes kun lige præcis det som gør dette til det fuldente øjeblik
her under vores kærlighedsdækken er der intet som kan begår overgreb på det som vores livsgivende puls skaber så unikt

endnu et par øjne så livets lys
7 milliarder par øjne ser efter samme livslys
for alle at erkende at livets lys udspringer af livets mørke
som ved fødslen hvor livmorderens mørke erstattes af altets blændende lys
vedblivende søgende indtil blikket slukkes af den endegyldige slutning