du stod som skåret i det pureste guld
jeg sank i grus af vægten fra dit ansigts vidunderlige kurver
i dansen mellem rytmernes langstrakter skygger lod du mig forstå at din tid måtte blive min tid
intenst udvidende alle mine vækstreserver er du helt inde i mit indre forrådskammer
liggende kimen til alle de fællestimer med pensum i livsralation
du står skåret i det pureste guld og jeg lader min indre alkymist gå på aftægt i mineralernes lyshav
Ingen kommentarer:
Send en kommentar