Synkroniseret mispas

indtil for nylig, var mine minder om de minder, jeg havde om det som aldrig, slog rod i mit eksisterende udspring mine alene... til det ramte mig, med koldt blod fra de åre, som ikke længere fyldes af den puls, som lod mig, blive i stand til at sidde her og indskrive dette i mit som universets ubrudte historie... at den, som lod mig indtræde i mit, til døden skiller mig fra det liv jeg vil have levet, liv for der at udfylde, den rolle som jeg aldrig helt får ind under huden... for det er som om, den hud som indeholder mig, ikke ville lukke mig helt ind... føler til tider at de blikke som møder mig registrerer denne næsten usynlige mispasning... den manglende synkronisering, mellem min tale og læbernes bevægelser... det nærmest forcerede flugtlignende tempo, hvormed ordene strømmer ud over kanten, for at falde i dybet og drukne i manglende substans og klarhed... det mente formår ikke, finde holdepunkter mellem de mange ord... læser bagud og famler efter, det omdrejningspunkt som gav stødet til starten på dette skriv... kan ikke finde den...