siddende på perronen med det sidst afgående tog som eneste vedkommende tilstedeværelse
udset til at tage rejsen ud på mit livs sidespor forhindrende tydeligt savnende en begrundelse
fra mit udånding sanser jeg de forsvindende smagsaftryk af det måltid som blev indtaget sagte og uden nogen indtagende fornemmelse af efterfølgende mæthed
som om mit indre tonedøvt har valgt at fornægte mig denne sidste indbildning
som toget uvirkeligt indtager perronens løbende metermål opgiver jeg at nå fra den fugtskadede bænk til kanten af ingenmandslandet
gispende efter det første skridt der skal bringe mig videre sortne det for mine øjne og lyden af afgangens kuldeskærende digitale fløjtelyd sænker mig endegyldigt
hvis jeg stadig sidder der fastlåst når du kommer forbi en dag må du godt pakke mig sammen og sænke mig til hvile i din hule hånds evne til at kaste alt over bord
send mig ud i mit eget omløb
Ingen kommentarer:
Send en kommentar