For så vidt som at jeg ikke helt ved hvor natten førte mig hen står jeg nu her i korridoren til dit inderst univers. Hørte godt at du lod døren smække så ingen i hele kvarteret er i tvivl om at du er på den vanlige vej til de himmelvendte timer som stemmen der modtager og sender videre gennem omstillingens ledningsknude. Dog kunne jeg i det sekund du vendte dig i døråbningen for at gribe ud efter nøglerne glide bag om dit synsfelt helt uden at du så meget som fornemmede mit åndedræt der passerede uhyggeligt tæt på dit nakkehår. Den voldsomme måde du slutligt lukkede døren bag dig på tydeliggjorde at du i dit hovede ikke var helt færdig med at tænke morgenens opvågning og nattens drømmelandskab til ende. At noget havde gjort et forceret antrit til den eneste måde du kunne møde dagen. Alt dette føltes svøbt stramt om mit bryst som husholdningsfilm stramt glat og tiltider krøllet. Indestængende min ind- og udåndning tydeliggørende min tilstedeværelse i stilheden i din korridor for hver ind og udåndning.
Mit syn svækkes for derefter at udvides til fuld 3D vision - en cirklende bevægelse løfter det som mit mødrende og fadrende ophav helt tilfældigt, uden en eneste tanke om den mulighed, skabte som min unikke cellehob. Fuldt bevidst om at virkeligheden massive styrke har taget over og frittaget mig for mindernes ubarmhjertige knivstik og kvællende opgivelse.
I denne tilstand af stilstand føres alt der omgiver mig som en tunnel af stoflighed ind- og udenom og tanken opstår at jeg lige om lidt skal kolliderer med univertsets mindste og mest energifyldte partikler for derved at sammensmeltes og splidtes i et sammenhængende nu.
Er dette en ophørende metafor eller er der langt større og indkluderende målsætninger i sigte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar