du fejer mig af bordet og minder mig om at jeg ikke skal hænge mig i slaget jeg vil opleve når jeg hamre mod gulvets betonhårde overflade
fortæller mig, mens du udskærer mit hjerte ud, om at det er i fremtiden jeg skal finde svarene
vrider mig for den allesidste dråbe af forhåbning om blot et enkelt fingeraftryk
lænser min tid for alle de stunder som jeg levede for det der var vores fælles arv
en arv du udbetalte alene til din konto mens du lod alle og mig mest vide hvor lidt du fik
hvordan skal jeg tøjle denne urkraft - den vrede som tapper mit blod for al den energi som er mit værn mod alt hvad der minder mig om dig
skal jeg som ham som lagde kromosomer til min skabelse vælge ensomhedens fravær
er sejren din
det er den kun hvis jeg lader mine arme visne for ikke længere ar favne jer - hvis jeg driver min samhørrighed med jer ud over din dybe afgrunde af empatiløse revner i dødens ørken
når jeg har genfundet alle mine amputerede følelser og legmesdele og samlet mig selv op til den helhed som altid vil være jeres skal intet andet end den historie vi kender men ikke i nu har skrevet fuldenes og bringe os lykkelige gennem den tid vi har fået og som ikke må forspildes
i den historie er du skrevet ud....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar