Når du vender ryggen til og går mod mig som den blinde vinkel mister jeg alle begreber
Når dine øjne vende det hvide ud jeg ser lige lukt ind i de indre skarer af meningsløsheder
Når det løber mig koldt ned af oversidende på mine fingre fortabes jeg i dine smilehuller
Når jeg forsøger at vaske mine mål ud som guldet af flodlejets eksistens stiller barndommens ængstelse
Når mit hjerte slår ved jeg at der for hvert slag fordeles ilt rundt i ordenes kildevæld
Når ordene vælder frem slår mit hjerte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar