Rumklangens uendelige klaustrofobiske tilstand pryder mine teenageårs indfaldne minder
halvt inde og halvt ude ligger nætternes søvnløse timer på parrade
stirrende øjne udtørrer i mørkets skikkelsesmættede skyggespil
tårrenes ætsende strømmende ud gennem fortabte brolagte passager
travende via forladte kirkegårde under frosne nordsjællandske stjernehimler
med fornemmelser for håbløse fremtidsudsigter
deltagende på mørkets præmisser vender jeg tilbage en stund og iagtager bag siluetten af et tusindeårigt egetræ
min selvskabte rolle taler i ordløse remser
monolger som spaltes til duetter
med mikrofonens stålgitter lige i øjenhøjde begynder jeg min melankolske skriften
indenlunde for at opnå syndsforladelse
lægger alle kort på bordet
holder inde og mærker støvet hvivles op
drives ind i en vindtunnel og rives itu på kanten af forrige århundredes dommedagsprofeti
Alt peger i alle retninger
var dette en utopisk eller unik overgang fra forladt dreng til ditto søgende voksen
kan tænkes da der med tiden vil kile sig endnu mere indtrængende budskaber ind mellem disse linier
sker dette skal jeg være den første til at sætte dem på skrift
Ingen kommentarer:
Send en kommentar