Fra Hoften

Skriver dette direkte live - uden anden tanken end at se hvor ordene fører mig hen - alt åbner sig i disse dage og alt hvad der er vigtigt kommer til sit fulde - kunsten at leve er ved at nå mig og tanken om at det er der jeg altid har søgt - mod er det største - den største erkendelse af at der ikke er andre end mig selv der kan tage de dybe spadestik som kan befri den dreng som engang så sig selv i spejlet og viste at dette liv ikke bare skulle leves men mærkes i alle de afskygninger som gælder for at kunne have levet - den lille dreng som forsøgte at gribe de hænder som passerede forbi lige akurat tæt nok på til at han et øjeblik troede at nu var den der - nu var den der endelig - den hånd som skulle vise ham vejen til den mand han er i dag - men hænderne vedblev med at trække sig hver gang det blev alvor og for tæt på... men jeg har taget mine hænder og lagt dem til rette i hinandens favntag og ved at de altid har været der til at gribe og holde mig fast når jeg var der ude hvor faldet mod slutningen var så oplagt og endeligt - nu har det smukkeste menneske grebet min hånd og jeg hendes - smerten ved endelig at være der er næsten ubærlig som den smerte som vi alle fødes i - men smerten er en faktor som intet menneske må drukne og glemme - derved opstår et uendeligt stort hulrum som ingen vej findes ud af - smerten er den guideline som minder os alle om at vi skal søge mod lyset og trygheden - kærligheden i sin ypperste form... jeg har fundet min kærlighedspartner...