har set gennem fingre for længe med de streger du slår op i ansigtet på mig...
lige lidt giver dit mig søvnens velsignelse som ankerpunkt...
dertil har du for længe siden for altid bragt dig selv ind i kernen mine tankers diffuse løbebaner...
at nå frem til den afsats hvor mine ord og kærtegn for alvor sætter sig selv i så tydeligt et relief at du uden at blinke kan tage mine ord for troende...
det er enden på den streg jeg har søgt at holde ubrudt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar