Stående med en ene fod i ebbens tilbagetog synes intet mere håndgribeligt end da jeg blev skyllet op på livets strandbred... med benene først lod jeg livets uendelighed tage mig op på land... med famlende skridt ind i buskadset af livtag med dette at skulle være mig... i syv sind med hvad der blev resultatet af denne viseligt ikke uendelige travetur fra alafabetets første bogstav til det symbol som navngiver evighedens navnløshed - indhyllet i dagtidens forpligtende samhørrighed med det skete lige nu padler jeg med retningsløse fornemmelser mod det ukendte som skulle have været dysset ned men som alt for tydeligt taler mod bedre vidende...
Din tilstedeværelse lod mig et øjeblik se ned i den ursuppe af favnende vilje... mine hænder knugede dine og vores læber lod hånt om åndedrættes ufravillige trangt til afbryde de dybeste kys og lyset fra oven borede sig tvedelt gennem vores pander og forsatte til jorden skorpe som funderede vores fødders trædeflader stående på den samme øde ø hvor udsigten alene bestod af de yndefulde drømme...
...nu er det ebben som styrer mit udsyn... jeg har sat uslettelie spor som bløder og smerter... et eneste blik fra dine øjne vil sende mig lukt til tælling... helt til 10 og derfra for altid... mine hænder griber ud efter dit faste greb og det sekund vores fingrespidser må slippe fryser jeg til og svæver væk... nedkølet til det ultimative nulpunkt...falder...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar