Fra den dag jeg stillede mig op på denne tårnhøje pæl og gjorde de meget få cm2 til mit kongedømme har udsigten ud i intetheden været det jeg mest af alt så...
...alt var omgæret af den monomentale ensomheds tryghed ved at være i den styrende magt - i det regime som blev ved med at klæbe sig til mig ved angsten at træde et skridt frem og derved falde mod virkelighedens uforudsigelige grund...
...jeg endte med ikke at føle den kvalmende fornemmelse efter en tid - de svingende bevægelser som der kommer når man står på en uendelig høj jernpæl...
...det blev til en dyb tomhed som hele tiden lå i baghovedet på mig selv i det mest intense øjeblikke i mit liv - som gjorde hver dag til den sidste...
...længslen efter at se fremtiden som en reel og opnåelig mulighed for mig selv forsvandt i dybet under mig og landede iturevet og knust der nede i det blændende lys fra livet uden for mig...
Nu tager jeg skridtet ud i det frie livslange fald gennem det virkelige liv og træder samtidig ind i den fremtid som jeg hele tiden dybt har længtes efter når jeg virkelig koncentrerede mig...
...ved det kommer til at bløde voldsomt fra alle de inficerede sår...
...ved jeg vil få glimt af længsel efter den kolde sikkerhed jeg følte ved at stå der alene oppe på den uendelig høje pæl...
...men ved at det er en længsel som kommer fra den stemme der aldrig ville mig det gode liv - der ikke troede på at jeg kan gøre de største kærligste landvindinger der er muligt...
...ved nu at det er muligt og jeg har taget en endelig beslutning...
...aldrig mere tilbage der op igen - aldrig den ensomhed der var der...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar