døsigheden er blevet min følgesvend
selv den lave sols skærerbrænder skær evner kun at kradse let i den tonstunge dyne som har taget bo uden om mig
har slæbt mig helt ud til kanten af min vågne formåen og dingler nu i ingenmandslandet mellem ikke at være tilstede og totalt fravær

kunne der blot et splidtsekund åbne sig en mulighed
en mulighed for at krænge denne afvæbnende livsformørkelse af
lader alle kald som strækker deres venlige finger famle i det tomme rum som omgiver mig
uberørt ænser jeg dem som højspændte elektriske ladninger der ville tage livet med hvis jeg tog i mod

langs tilværelsen gulvpaneler glider jeg i et med de efterladte støvbanker
se op på de som passere mig med pulsende forhåbninger
kunne blot en let spark hvivle mig op for derved at blive indåndet i et nyt menneskebo

kom og hent mig tilbagefra dvalens uendeligt dybe mindeløse portal
slæng mit tappede kølige legeme over skulderen og bring mig op på land
lad mig ikke give fortabt...