taler til dig
ikke ordrigt
lytter du
flakker dine øjne
kan du bære mig
gisper du efter fred
stilhed
eller tørster du
længes du
kan du bære mig
for denne ene gang
eller er jeg evig

du lytter
læser mine lydbølger
overser intet
iltes så du rødmer
går fra tavs blå til lyttende rød

vi forlader stedet
må følge talens retning
ind i de mørkeste gyder
føres vi af sansende tale
ud i forførende modlys
blindt smilende
uden stedse visdom
fyldes vi med indsigt
der forplantes
gennem vores fodsåler

vores spor viser sig dovent
ikke efterfølgelsesbare
ingen kender det endemål
som vi skaber sammen

du visker mig den endelige sætning
direkte ind i min halsvene
siver ud i de yderste afkroge
du må gribe mig
min bæreevne er ikke eksisterende
fra da af må du bærer mig