har tit opgivet
lagt mig tilrette over afgrunden
visket adjö til stilheden
ladet tårene strømme ad mine ansigstræks dybe dale
og så er mit åndedrat forsat
mit hjerte pulserende stædigt ignorerende
ingen afsked fra den kant
ved denne exit er en følgesvend
som hver eneste gang minder mig om
at livet ikke er levet til ende
ikke før det finder at tiden er inde
og jeg...
jeg må troeligt følge med
og forsætte med at give mig selv lov til små flugtforsøg
uden nøje planlægning eller plan B
måske for at minde mig selv om
at jeg ikke længes væk
men lever for mine smukke prinsesser
og du min dronning