fra jeg første gang så mig selv i spejlet blev jeg opmærksom på mit indre
et indre der fik al den plads den skulle bruge for at blive et med den langsomt bevægende opløsning
den opløsning som lod mig famle fra lysning til lysning
fik alt til at dale ned som iturevede fjer fra vingeskudte drømmeflugter
alt for alene til at bærer det univers jeg forsøgte at forstå tog hver en tvivl en bid af det som skulle samle mig
lod dagdrømmene sænke mig ned i deprime skønhedsidealer om snarlig afsked med alt det ydre
påstår ikke at jeg ikke var til at overtale
midt i den vandrende fortabelse blev lyset fra livet skønhed et vigtigt fyrtårn som ledt mig ind til dine kystlinier og tilsidst ind i din favnende havn hvor jeg lagde mit synderrevede fartøj til dine yndefulde fortøjninger
har altid drømt om at se dine øjne i mit spejlbillede
hver morgen når jeg vågner tidligt og åbner mine stadigt drømmeblændede øjne er det første jeg ser dit uvirkeligt smukke ansigt ligge helt tæt ind til mit
mærker mit indre heales og det stivnede arvæv fra de mange dybe endings forsvinde umærkeligt sandt
intet er mere muligt end det som er muligt og alt er muligt
du og jeg
vi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar