som fanget i glassets hårdhed
splintrende tæt på
gennemsigtig blottet for synlig struktur
forlader min datidige reflektion i spejlets ugennemtrængelige uendelighed
formindsket til diamantens krævende spor af fint støvlag
fortærret i den indvendige parrallelverden med udsyn til alle dimensioner
forflyttet til oplagring mellem fjendtlige stikkende akupunktøser
har noteret dit kaldenummer bag de lukkede øjne
plagierede dine håbløse udsagn fra før du blev verbalt stum
indædt hadende alt som blot i en molekyle forbandt os med universet
ville du gå itu på min forlangende
blive et med alt som var
gå op i dæmpet flammehav
og til sidst blive kaldt tilbage som en parentes...?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar