der hvor du i al din lattermildhed tog din andel af mit hjerterum var det tydeligt at den flimrende fornemmelse jeg følges af ikke lod andet stå tilbage end et sitrende minde om noget ikke fuldendt
disse utallige indskudte forankringer der på underlig vis altid fik for lidt fat i dybets bundmateriale
er måske tæt på en forklaring på denne manglende vedhæftningsevne
for lidt blev bundfældet fra de aller tidligste udbrud af tilstedeværelse
netop fordi de var for udefinerede og ufortættede afsatte de så lidt at forme noget aldeles meningsfuldt med
og så kan det måske alligevel være bevidst og muligt finde de mindste små folder som kan bærer denne bevidsthed om hvad der ikke er og som savnes
der fra er der nu så meget at holde fast i... netop der kan selv de tyndeste lag af noget der skal gøre det ud for en definition på et udspring være uendeligt massive og berigende
det er vist der jeg er.... bevidst og på vej mod mig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar